|
|
Saxofon
  saxofon er et transponerende instrument af typen træblæser, selvom den normalt er lavet af messing. Den blev opfundet i 1840'erne af instrumentbyggeren Adolphe Sax.
De almindeligste typer er sopran-, alt-, tenor- og barytonsaxofoner. Sopransaxofoner er stemt i B eller C. Tenorsaxofoner er stemt i B, mens altsaxofoner og barytonsaxofoner er stemt i Eb.
Sopransaxofonen ligner oftest meget en klarinet i faconen, mens de andre typer er bøjede i S-form.
Soxofonen er især brugt i jazz sammenhænge. Oftest som solo- og inproviserende instrument. Soxofon bliver også i mindre grad brugt i klassisk musik.
Klang
Klangmæssigt spænder saxofonen over to en halv oktav. Intervallet er noteret fra dybt Bb til højt F. Nogle sopran- og altsaxofoner har en klap til højt F# og nogle barytonsaxofoner har en klap til dybt A. De to oktaver fra dybt til højt D betragtes som normalområdet. I musik skrevet for saxofon vil man kun skulle bruge de meget høje og meget dybe toner i korte pasager. Klangudtrykket afhænger meget af metallet saxofonen er udført i. Som tidligere nævnt er saxofonen oftest udført i messing, men der findes andre varianter så som bronze og sølv.
Mundstykket
Saxofonens lyd dannes i mundstykket. Det fastspændte blad af bambus sættes i svingninger af den indbæste luft. Mundstykket alene giver en lyd næsten uden overtoner. Det er muligt, at danne toner, der spænder over en oktav med mundstykket alene. Mundstykkets udformning har dog stor indflydelse på, hvor dan saxofonens lyd bliver. Hvis åbningen mellem bladet og mundstykket er smal, er det nemt at frembrige lyd, men klangen bliver mindre fremtrædende. Et mundstyke med smal åbning er derfor fortrukket af udøvere af klassisk musik. Et mere åbent mundstykke giver som regel en støre klang og et mere solistisk udtryk, men det stiller højere krav til blæseteknikken. Til tenorsaxofoner er det almindeligt at bruge mundstykker af metal, mens ebonit er det mest brugte på altsaxofoner.
Bladet
Bladet er skåret ud af et bambusrør (der findes dog også fiberblade), så rørets runding giver formen. Bladet er slebet, så det er plant på undersiden, og skåret til, så det passer med mundstykkets form. I den ende, der vender mod mundstykkets åbning, der bladet skåret og slebet tyndt.
Bladenen fås i flere tykkelser. Tykkelsen beskrives med et tal fra 1 til 5, hvor 1 betegner et blødt blad mens 5 er et meget hårdt blad. Det er nemmest at spille med et blødt blad, men hårde blade giver ofte en bedre lyd, og de holder længere. Der er stor forskel på, hvor længe et blad holder. Nogle kan man spille på i ugevis, andre bliver hurtigt slappe, og klangen forringes væsentligt. Et blad skal under alle omstændigheder spilles til inden klangen er optimal, så det er en fordel, altid at have et par stykker i gang.
Greb og overtoneprincip
På en saxofon bruges stort set samme greb som på en sopranblokfløjte. Man skifter oktav med en klap bag på saxofonen. Den betjenes med venstre hånds tommelfinger. Som hovedregel bruges flere fingre til de dybe toner end de høje bortset fra skift i oktav. Enkelte toner som for eksempel det midterste B kan spilles på flere måder. Nogle klapper er monteret så de som udgangspunkt er lukkede. Eksempelvis bevirker brugen af oktavklappen, at en klap åbnes.
Udover det normale tonespektrum(Bb-F(#)) findes der en række overtoner, som gør saxofonisten i stand til at spille meget høje toner. Dette overtoneprincip kræver dog relativt meget teknisk kunden, men nogle er saxofonister har specialiseret sig på dette område og spiller musik baseret på overtoner.
Eksterne henvisninger
| Denne artikel var dagens artikel den 2. maj 2005.
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
|
|