Ridder

• En ridder i Antikken var en mand, som stillede op som rytter til Roms forsvar.
• En ridder i middelalderen var en adelsmand og kriger der i senmiddelalderen var udstyret med en stor kraftig hest som kunne gå tølt (så den tunge ridder ikke rystede op og ned) og solid rustning og kæmpede i ridderturneringer.

Table of contents

1 Riddervæsnets oprindelse 2 Riddertiden 3 Nye former efter krudtet 4 Se også

Riddervæsnets oprindelse

Den teknologiske forudsætning for riddervæsnet er først og fremmest stigbøjlen. Uden den falder rytteren nemt af hvis han prøver at slå på nogen med et sværd eller et spyd. Der findes meget gamle relieffer i Indien, der viser en rytter med storetåen i en lille løkke af reb. Men den moderne stigbøjle af metal blev først og fremmest taget i anvendelse af rytterfolk i Centralasien, og det er også her at riddervæsnet udvikles.

Især sarmaterne gjorde sig bemærket ved at presse romerriget på dets grænse ved Donau. De brugte stigbøjler, sadler, lanser, og var iklædt (skæl)panser fra top til tå. De var desuden en løst sammenknyttet koalition af stammer med en skarp social inddeling mellem ridderne, en aristokratisk krigerelite, der red rundt (deres koner kørte i en overdækket vogn med hele husholdningen) og dem der lavede alt det praktiske, der var slaver eller livegne. Presset fra disse stammer førte til at kejser Trajans felttog mellem 102 og 106 e. Kr., hvor han overvandt iazygerne, daciaerne og roxolanerne (sarmatiske stammer). Efter Trajans død i 117 holdt hans efterfølger Hadrian fast i Dacia som provins, men gav de to andre stammer deres uafhængighed.

Romerne besejrede således sarmaterne, men anerkendte deres militære styrke, og sørgede i 175 for at 5.500 alanskeske tunge kavalerister (cataphractarii, dvs. klædt i skælpanser) blev posteret ved Hadrians mur, på grænsen mellem det nuværende England og Skotland. Alanerne er endnu en sarmatisk stamme.

Da Hunnerne vandrede vestpå og satte skub i en lang række folkevandringer der vendte op og ned på romerriget, sluttede en del af sarmaterne sig til visi- og ostrogotherne, der kæmpede sejrrigt mod romerne, og i sidste ende grundlagde deres egne kongeriger i hhv. Sydfrankrig og Norditalien. Især slaget ved Adrianopel 378 e.Kr. hvor kejser Valens blev slået af en gotherhær med hjælp fra alanske ryttere, regnes for ridderens indtog i Europas militærhistorie.

I parentes bemærket blev "Alan" et udbredt navn blandt adelige i middelalderen i de dele af Europa hvor gotherne slog sig ned, samt i Nordengland. Desuden mener nogle at sagnkredsen om Kong Arthur, Lancelot og jagten på den hellige gral har rødder i sarmaternes hjemstavn. Arthurmyten er et af de meget vigtige udtryk for middelalderens ridderideal.

Riddertiden

Folkevandringstiden førte til opløsningen af den vestlige del af romerriget, og i stedet opstod en række kongeriger, hvor diverse "barbarer" (ikke-romere) organiserede sig i et hierarkisk system efter deres erfaringer som lejetropper i romernes grænsehær. Hærføreren, kongen, er overhovede, og under ham uddelegers magten og jorden til officerer. Romerhærens officersbetegnelse "dux" ender for eksempel som adelig tittel, "duke" (greve). Dette det feudale samfund knyttes sammen af personlige edsbånd mellem kongen og ridderne.

Middelalderen kaldes med god grund riddertiden. Ridderen er den vigtigste militære styrke, ridderen er den centrale figur i samfundet (kongens magt rækker ikke langt) og ridderens selvopfattelse som høvisk, ædel, kristen og guds kriger er bærende for middelalderens kultur.

Det kræver megen træning at blive god til at slås til hest. Hesten selv skal opdrættes særligt til formålet, og sværd og rustning, især sværd, kræver den ypperste smedekunst.

Nye former efter krudtet

Da krudtet opfindes i 1300-tallet tager udviklingen af kanonenen fat. Dette våben kan skyde huller i feudaladlens borgmure, og er samtidig for dyrt til at andre end konger kan bevæbne sig med dem. På slagmarken bliver håndbårne skydevåben kombineret med fodfolk bevæbnet med lange spyd og hellebarder en modvægt til det pansrede rytteri. Det fører til at kongen vinder styrke over adelen, og i hele Europa til en centralisering af magten.

I samme periode indstifter de europæiske konger en række ridderordner, der skal holde de gamle dyder i hævd. Desuden formaliseres adelens rolle som samfundsklasse, skønt deres militære betydning er forbi.

Og selv i vore dage lever "ridderen på den hvide hest" som et romantisk ideal om en modig og uegennyttig mand.

Se også

• liste over middelaldervåben

• korsfarer, korstog, korsridder,

• heraldik, motto, ridderskab, væbner.

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.