Rhodesian ridgeback

Fakta Ridgebackens gennemsnitsalder siger man er 10 - 12 år, men nogle har nået den høje alder af 16 år! Det er en meget lang årrække, som gerne skulle være meget lykkelig! Den ønskelige højde for hanner er 63-69 cm og for tæver 61-66 cm. Ridgebacken har en korthårspels, som ikke skal trimmes eller klippes. Den fælder ikke meget i forhold til andre racer, og pelsen er let at holde. Den er meget varmeudholdende - elsker varme somre og ild i pejsen om vinteren. Ridgebacken er meget selektiv med hensyn til hvem og hvad den gør ad. Man bør altid lige checke situationen. Ridgebacken elsker at bo med mennesker og er generelt stille i huset. Den står sjældent og gør umotiveret. Ridgebacken er intelligent og vil meget gerne glæde sin ejer. Ridgebacken er nem at få renlig.

Rødder og Ridge! Ridgebacken er en yngre race, men med ældgamle rødder. Engelske indvandrere i Sydafrika krydsede i 1800-tallet deres europæiske hunde (pointere, greyhounds, fårehunde, mastiffer, dalmatinere m.m.) sammen med den lille afrikanske vildhund,som hottentotterne havde knyttet til sig. Resultatet blev store, hurtige og udholdende hunde - lige velegnede til at ”stille” løven, indtil jægeren kunne nå frem, som til at vogte farmen. Vidt forskellige af udseende, og ikke lige kønne, som man kan se på gamle fotos. Men de havde ét fællestræk, arven fra deres afrikanske forfædre: Ridgen - den kam af modsatvoksende hår, der strækker sig ned ad ryggen, begyndende ved skulderen med to symmetrisk siddende ”kroner” for at ende i en spids ved hoften. Først så sent som i 1922 tog kyndige hundefolk sig på at formulere en standard for racen. Man sammenfattede de mest ønskværdige træk ved de bedste eksemplarer i en beskrivelse, som med meget få ændringer stadig i dag er den gældende standard på en Rhodesian Ridgeback.

Om standarden Standarden er på én gang detaljeret i sine krav og åben overfor varianter. Ser man flere Ridgebacks sammen, vil man ofte se betydelige forskelle i størrelse, i farve, og i det uhåndgribelige, der hedder type. Det skyldes især, at racen stadig er meget tæt på sin blandede oprindelse. Raceavl berøres desuden også af modestrømninger. I mange år blev Ridgebacken bestandigt avlet større og tungere. Nu bestræber opdrættere i mange lande sig på at komme tilbage til standardens størrelsesgrænser. Vi vil i dag gerne se Ridgebacken som en stram, adræt og hurtig hund. Standardens fulde ordlyd kan ses på de sidste sider i denne folder.

Jagt- og andre egenskaber hos Racen: (Fra: Handbook of the Rhodesian Ridgeback Club - The Parent Club - Founded 1922) Tilnavnet “Løvehund” blev givet Ridgebacken fordi adskillige af de gamle storvildtjægere såsom Van Rooyen, Selous, Upcher, og andre, fandt dem udpræget velegnede til løvejagt. Dette forledte mange til at tro at hundene var løve-DRÆBERE. En smule omtanke ville have gjort det klart at ingen kendt hund ville have nogen chancer i en kamp mod en løve. Hvad Ridgebacks gør, og gør yderst effektivt, er at drille vildtet med konstante og smarte skinangreb indtil det står stille i ren forvirring, og giver jægeren præcis hvad han venter på: Et klart skud på nært hold. For at gøre dette effektivt kræves mod, smidighed, udholdenhed og en instinktiv viden som denne race synes at have i slående grad. Et trænet jagtkobbel vil, efter at have sporet vildtet (ikke nødvendigvis løve), sprede sig ud, én løbende direkte mod byttet, de andre cirklende rundt for at afskære flugt. Her bliver hundens fantastiske smidighed vist - evnen til at dreje i en brøkdel af et sekund, springe til siden og lave skinangreb, eller vedligeholde en god hastighed hvis deres bytte slipper fri og løber. Alene vil Ridgebacken genere større vildt, og ofte bruge sin vægt i et direkte brystangreb på mindre vildt. Dette angreb sker meget hurtigt, i et slags sammenstødsangreb - hvor hunden forbliver på sine ben uden for byttets rækkevidde. Der findes mange fantastiske historier om Ridgebackens klogskab - troskab er en fremtrædende karakteristik og den vil gengælde kærlighed tusindfold. Der findes ikke en bedre ven, ej heller en mere intelligent kammerat. En Ridgeback er specielt knyttet til sin ejer og sin familie, og som vagthund for hjem og ejendom har den ofte vist sig uvurderlig. Den er reserveret mod fremmede, men aldrig aggressiv eller svær at stole på, og dens lave knurren advarer enhver ubuden gæst og får ham til at stoppe. En Ridgebacks venskab - når det først er opnået - er for livet.

Arvelige defekter Ridgebacken er heldigvis ikke særlig belastet med arvelige defekter. Men som ved andre større racer skal man dog være opmærksom på risikoen for Hofteledsdysplasi (HD) og Albueledsartrose (AA). For at forebygge og holde avlen så ren som muligt, kan ingen hvalpe stambogføres, med mindre forældrene er hofte (HD) - og albuefotograferede (AA) før parringen. Resultaterne er indført i stambøgerne. Virkelig invaliderende forekomster af HD og AA er kun registreret i ganske få tilfælde blandt danske Ridgebacks. Dansk Kennel Klub er pr. 1. april 2000 overgået til at HD-bedømme efter den nordiske 5-trinsskala. Denne skala er en gradueret kombination af bogstaverne A, B, C, D og E, hvor A-gruppen er uden tegn på HD. Hunde i B-gruppen har ikke HD, men har hofter, der er i en overgangsform mellem HD-fri og mild dysplasi. C-hundene har hofteledsdysplasi i mild grad, D-hundene i middelsvær grad og E-hundene i svær grad. AA bedømmes ved en 4 trinsskala, fra 0 til 3, hvor nul er uden AA, 1 er mild AA, 2 er middelsvær AA og 3 er svær AA. HD og AA er arveligt, og arvegangen er kompliceret. Man kan derfor nok blive rimeligt betrygget på hvalpenes vegne, men helt sikre og enkle konklusioner kan ikke drages ud fra forældrenes HD- og AA-resultat. Uhensigtsmæssig fodring og specielt overbelastning i vækstperioden (f.eks. cykel- eller løbetræning) er medvirkende til udviklingen af HD og AA. Dermoid Sinus er en arvelig hudlidelse, som (næsten) udelukkende forekommer hos Ridgebacken. Den består i en indkrængning af huden, således at der fremkommer en fin, åben kanal ned gennem hudlagene; som regel et sted på ryggen, undtagen i ridgen. Denne kanal kan på et tidspunkt blive sæde for betændelse. Dermoid sinus kan opereres - ofte med gode resultater. Men da hudlidelsen er en speciel Ridgeback-defekt, har man gennem årene internationalt lagt stor vægt på at aflive sinus-hvalpe ved fødslen, for på lang sigt at forsøge at avle defekten ud. Alle danske Ridgeback-hvalpe bliver efter fødslen undersøgt af en dyrlæge, og eventuelle sinus-hvalpe taget fra. De hvalpe man ser tumle sig på gulvet hos opdrætteren, har altså dyrlægens attest på, at de er sinus-fri. Grå pelsfarve (weimaraner-farve) og blå øjne er ikke nogen sygdom, men en arvelig farve-fejl, og sådanne hunde kan derfor ikke godkendes til avl. Udstillingsfejl Det er ikke unormalt, at et par hvalpe i et kuld har, hvad hundefolk kalder „udstillingsfejl“; det kan være en forkert udviklet ridge, rigeligt hvidt på bryst og fødder, for mange sorte hår i pelsen, måske en „knækhale“ osv. Hvis man ikke ønsker at udstille og evt. bruge hunden til avl, men simpelthen blot er interesseret i en god familie-, brugs-, lydigheds- eller agilityhund, så er en sådan hvalp et alternativ, der sikkert kan erhverves noget billigere.

Foto af racen

Denne artikel er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at [ tilføje mere].

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.