Den sekundære regnbue
Den lidt større, men til gengæld mindre tydelige sekundære regnbue skabes, fordi lyset også kan tage den rute gennem dråben, som er vist ved (8): lyset fra solen (6) strejfer dråben (1) i en anden vinkel, og igen brydes strålen ved (4), så farverne skilles ad. Denne gang rammer strålen dråbens inderside to gange; de steder, der er markeret med (2), inden den igen forlader dråben og bliver brudt én gang til, så farverne spredes yderligere.
Når lyset spejles i dråbens inderside ved intern refleksion, vil en vis del af det forlade dråben "i utide". Det lys, der danner den sekundære regnbue, har været igennem to sådanne "spejlninger" (hvor lyset til den primære regnbue kun spejles en enkelt gang), og det er forklaringen på, at den sekundære bue er mindre tydelig end den primære.
Vinklen mellem sollyset og det lys, der danner den sekundære regnbue, varierer mellem 50,7 grader for den røde inderside og 53,6 grader for den blå/violette yderkant.
Bemærk, at der er større forskel på vinklerne for h.h.v. rødt og blåt/violet lys i den sekundære regnbue (2,9 grader) end hos den primære (1,7 grader) - det forklarer, hvorfor den sekundære regnbue er bredere end den primære.
Violet forsvinder fra fotos
På fotografier af regnbuer er det ikke altid til at se, at den blå farve "ender med" at skifte over i violet: det skyldes, at vores øjne kan "forveksle" nogle af de allerkorteste lysbølger (dem vi ser som violette) med nogle af de længste (de røde). Dette giver - i vore øjne - de korteste, synlige lysbølger et "rødt skær" oven i noget vi korrekt opfatter som blåt, og resultatet er, at vi ser de allerkorteste lysbølger som "blå med lidt rødt i", altså violet.
Kemikalierne i en fotografisk film opfatter ikke farverne helt på samme måde som øjet, så på et fotografi af en regnbue "forsvinder" den violette farve - den del af regnbuen bliver blot en del af en ekstra bred, blå kant.
Kulturel betydning
Regnbuer regnes i mange kulturer for lykkebringende. I traditionel irsk folketro kan man for enden af regnbuen finde en guldskat. I Det gamle testamente optræder regnbuen i afslutningen af Noah-historien, hvor Gud efter syndfloden lover aldrig mere at udrydde alt levende med vandfloden og som tegn på dette løft sætter regnbuen på himlen som påmindelse (1. Mosebog 9, 12-17). I nordisk mytologi opfattes regnbuen, Bifrost, som en bro, der går fra Midgård, menneskenes verden, til Asgård, hvor guderne har hjemme.
Se også
Forsøg i Eksperimentarium:
På den nederste tegning i illustrationen til højre ses en observatør (9), som ser ind i en zone af atmosfærenn (12) der "bærer" på utallige, bittesmå og derfor kugleformede vanddråber. Sollyset (6) træffer vanddråberne, som bryder det hvide sollys op i farver og sender lys i forskellige farver ud i lidt forskellige retninger.