Peder Winstrup
 .]]
Peder Pedersen Winstrup (1605-1679). Biskop i Lund 1638-79. Han var unik på den måde, at han virkede under to danske konger og to svenske. Winstrup var dansker, men viste ingen større bitterhed over at Skåne i 1658 kom under den svenske krone. Han var straks parat til at samarbejde med sin nye herre. Det betalte sig. Da Karl X Gustav den 5. marts 1658 gik i land i Helsingborg og for første gang betrådte sit nyerobrede land, blev han modtaget på kajen af Winstrup og en delegation af stiftets præster i fuldt ornat. Med svulstige vers på latin blev erobreren budt velkommen. Winstrup havde ikke taget lignende ord i sin mund siden han ti år forinden var med til at hylde Frederik III i København. Karl X Gustav forstod at lønne en landssviger efter fortjeneste og overrakte straks ved det første møde en svær guldkæde og adlede ham under navnet Himmelstierna. Winstrup påbød stiftets præster at skifte alle danske navne ud med svenske i deres forbøn for det kongelige hus. Og da Karl X Gustav følgende år fortrød, at han havde taget til takke med Danmarks østensundske landsdele og besluttede at snuppe hele landet, pålagde biskop Winstrup præsterne at indskærpe deres sognebørn lydighed mod svenske myndigheder, og velsignede uden tøven de svenske våben. Han bad hærskarernes herre om at lyksaliggøre den "højvigtigste krigsekspedition den kongelige majestæt til et højpriseligt navn og det ganske rige til velstand."Under Karl XIs formynderregering blev han på trods af denne indstilling stærkt mistænkt for at være en "dårlig svensker". En af årsagerne var hans protester mod den svenske okkupationsmagts tilbagetrængen af det danske sprog i Skåne. Winstrup var også mistænkt for at stå i hemmelig forbindelse med danskerne, og i 1666 var det ikke langt fra at en opgjort plan på at afsætte Winstrup blev gennemført. Winstrup var en af dem der stod bag grundlæggelsen af Lund universitet. Det var ham, der fik overbevist Karl X Gustavs efterfølger, den nye konge Karl XI om det formålstjenlige i at oprette et universitet i Lund. Tro mod vanen fortsatte Skånes unge med at drage til universitetet i København, men hvis Skåne skulle være svensk, måtte landsdelen uddanne sine egne præster, mente biskop Winstrup. Intet blev så betydningsfuldt for de følgende årtiers forsvenskning som universitetet i Lund, for det er helt sikkert, at den fjerntliggende læreanstalt i Uppsala ikke ville have trukket mange skåninger til sig. Han blev i 1671 prokansler ved universitetet og havde denne stilling frem til Skånske Krigs udbrud. Winstrups troskab mod de nye svenske herrer var stillet uden for alt tvivl, men Karl XI havde alligevel stærke betænkeligheder ved Winstrups loyalitet, og der var altid mange svenskere der virkede for at afsætte Winstrup fra bispeembedet. Det mislykkedes imidlertid, og den gamle danske biskop beholdt sit embede til sin død den 28. december 1679. Ifølge mange forfattere, bl.a. Palle Lauring i bogen Danmark i Skåne, havde Winstrup stor skyld i overgreberne mod den skånelandske civilbefolkning: "I Skåne var der ikke nogen front af præster imod det svenske styre. Den vaklede i starten og brød sammen, for biskoppen sveg. Den Peder Vinstrup, der hyldede Frederik den Tredje med savlende svulstighed, den samme Peder Vinstrup modtog som Danmarks sidste biskop i Lund Carl den Tiende Gustav på kajen i Helsingborg med en lige så ydmyg bravadetale. Han var svensk i den time, nederlaget var en kendsgerning. Han var en klog og dygtig mand, der havde stridt sig frem til et godt fedt embede og stor ære, det sætter man ikke over styr for uvedkommende ting. De skånske præster stod rådvilde og lyttede efter tonen fra deres leder, og den lød på højre omkring, march. Der var præster, der tog til Danmark. Der var præster, der gjorde, hvad de kunne på deres plads i Skåne, når lejligheden gaves. Som helhed var præsterne holdningsløse. Den eneste kamp stod om embeder. Som forholdet var på den tid, forholdet mellem øvrighed og almue og almuens kontakt opefter, var præsternes front den afgørende, der ikke måtte falde, hvis noget skulle stå. Havde præsterne, med deres hold i deres sogneboere, stået, og havde de støttet sig til fredens garanti, så havde meget set anderledes ud. Således sank den danske kirke i Skåne sammen i intet. Således styrtede den mere end 550-årige danske ærkebispestol i Lund sammen i selvudslettelse og forræderi."
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |