Panserværnsvåben

Panserværnsvåben findes i en lang række forskellige typer rækkende fra rifler, håndholdte granatkastere og raketstyr over kanoner af alle kalibre til raketter og miner.

Panserværnsvåben anvender forskellige projektiler og ladninger til at opnå en panserbrydende effekt. Disse kan efter deres virkningsmåde opdeles i:

• Panserprojektiler, som virker ved deres kinetiske energi (masse og hastighed) og anvendes i rifler og kanoner.

• Hulladninger, som er en specielt formet ladning, der ved detonation former en retningsbestemt eksplosion. Den er dermed ikke afhængig af masse og hastighed og kan derfor anvendes i langsommere projektiler som f.eks. raketter, kanoner med lav mundingshastighed, i panserværnsminer eller placeres direkte på panseret som f.eks. en magnetladning.

• Plastiske ladninger, som detonerer i tæt kontakt med panseret og udnytter trykbølgen fra eksplosionen til at slå stykker af panserets inderside.

I årene efter 1. Verdenskrig fortsatte udviklingen af panserværnsgeværet og der blev udviklet panserbrydende ammunition til artilleriets forskellige våben. Men erfaringen fra 1. Verdenskrig og udviklingen af stadig kraftigere kampvognspanser viste også, at det var nødvendigt at udvikle en egentlig panserværnskanon. En sådan skulle være lille, let at skjule og let at manøvrere og transportere, hvorfor der blev satset på små kalibre. Tyskland udviklede i slutningen af 20'erne en 37mm panserværnskanon som blev flittigt kopieret af blandt andet USA og USSR. Sidstnævnte forøgede dog kaliberen til 45mm for at få en mere effektiv virkning fra brisantammunition, så kanonen kunne anvendes både som panserværnskanon og mod "bløde mål" som fjendtlige stillinger og infanteri. I England udviklede man en 40mm kanon (kaldet en 2-punds kanon efter det engelske system, hvor artilleri benævntes efter vægten af skuddet) mens man i Frankrig udviklede både en meget let 25mm kanon og en tungere, men meget effektiv 47mm kanon. I den danske hær anvendte man såvel 37mm kanon og en 20mm maskinkanon, begge af mærket Madsen.

2. Verdenskrig medførte en voldsom udvikling i panserværnsvåbnene. Panserværnskanonerne voksede i kaliber og blev dermed større og tungere og vanskeligere at skjule og manøvrere. England og USA endte krigen med en blanding af 57mm og 76mm kanoner mens man i Tyskland hurtigt gik over til 75mm kanoner som standard, suppleret af tunge 88mm kanoner. I USSR holdt man fast ved 45mm kanonerne suppleret med 57mm kanoner som det egentlige panserværn, men samtidig gjorde man udstrakt brug af 76mm feltkanoner som panserværnsvåben, henimod krigens slutning suppleret med enkelte tunge 100mm panserværnskanoner.

Panserværnsgeværet var udbredt i krigens start men blev snart anset for en ineffektiv anakronisme og forladt af de fleste hære i løbet af krigens første år. Undtagelsen var USSR, hvor man i begyndelsen af krigen udviklede et simpelt 14,5mm panserværnsgevær som fandt udstrakt brug fra ca. 1942 til krigens slutning. I andre hære erstattede man panserværngsgeværet med forskellige former for raketstyr og granatkastere baseret på hulladningsprincippet. Fra USA kom i 1942 den kendte Bazooka som affyrede en 60mm raket. Bazookaen blev videreudviklet i Tyskland og indført som Panzerschreck i 1943 med en 88mm raket. Her supplerede den granatkastere af typen Panzerfaust hvis kaliber varierede mellem 33mm og 140mm. I England gik man egne veje med granatkasteren PIAT som via et noget Storm P'sk system affyrede en 89mm hulladningsgranat.

...fortsættes

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.