Operation Torch

Table of contents

1 Baggrund for operationen 2 De amerikanske/engelske styrker 3 Selve operationen 4 Kronologisk gennemgang af operationen

Baggrund for operationen

Sovjetunionen havde igennem længere tid lagt et stadigt stigende pres på USA og Storbritannien for at åbne en anden front i Europa, for at tage noget af presset på østfronten. Den britiske premierminister Winston Churchill talte for et angreb på det nordlige Afrika, efterfulgt af en invasion i Europa i 1943, mens den amerikanske præsident Roosevelt frygtede at en operation i Afrika ville umuliggøre en invasion i Europa i 1943, men endte dog med at støtte Churchill.

Den strategiske allierede plan for Operation Torch var, at englænderne forinden skulle have angrebet ved El Alamein. Operation Torch var en dårligt planlagt operation, da planlægningen var sket over en kort periode, og der var en stor usikkerhedsfaktor, nemlig hvordan Vichy Frankrig ville reagere over for operationen (specielt i Algeriet og Marokko). Endelig var de allieredes forsyningslinjer ikke helt fastlagte.

De amerikanske/engelske styrker

Den amerikanske og engelske flådestyrke bestod af fem hangarskibe, tre slagskibe, syv krydsere, 38 destroyere samt transportskibe, støtteskibe og øvrige hjælpefartøjer. I alt bestod styrken af 400 skibe. De tre første angrebsgrupper bestod af 7.000, 19.500 og 9.500 soldater, hvoraf en del blev sendte direkte fra USA til slagmarken. Angrebsstyrken tog af sted fra Hampton Roads den 24. oktober, og mødte resten af gruppen i midten af Atlanterhavet.

Selve operationen

I operationen skulle der landsættes tropper ved tre havnebyer.

• 3 strande ved Casablanca i Marokko.
• 2 strande og faldskærmstropper ved Oran i Algeriet.
• 2 strande ved Algier.

Kronologisk gennemgang af operationen

Den 19. juni 1942 ankom Winston Churchill til Washington D.C for diskutere invasionen af Nordafrika.
Den 14. august 1942 blev Dwight D. Eisenhower udnævnt til allieret chef for Operation Torch.
Mark Clark var næstkommanderende for operationen.
Den 21. oktober 1942 blev 8 amerikanske og engelske officerer landsat fra en ubåd for at undersøge områderne for landgangen.
Den 22. obtober 1942 sejlede det første skib der deltog i Operation Torch fra Skotland.
Eisenhower ankom den 2. november 1942 til Gibraltar for opsætte sin kommandopost til invasionen i Nordafrika.
Den 8. november 1942 blev der landsat 100.000 mand amerikanske og engelske tropper i Nordafrika.
Under sejladsen til invasionsstrandene mistede de allierede ingen skibe.
Selve landgangen var planlagt til at ske samtidig med det amerikanske midtvejsvalg. Men operationen blev fire dage forsinket.
Samme dag fortalte Adolf Hitler at Stalingrad var faldet, det skete i München (samme dag som Torch og årsdagen for Hitlers mislykkede kup i 1923).
Efter landgangen mødte invasionsstyrken en del modstand fra den franske flåde, og især kystbatterierne var farlige.
Den første dag kæmpede de allierede skibe med de franske skibe i havnebyen Casablanca, hvor det halvfærdige slagskib Jean Bart bed fra sig, men en salve fra det amerikanske slagskib Massachusetts fik kanonerneerne på Jean Bart til at tie. Ved middagstid var de franske skibe nedkæmpet.
Den 9. november 1942 erobrede de allierede havnebyen Algier med en intakt havn (1 dag).
Den 10. november 1942 erobrede amerikanske tropper lufthavnen i Port-Lyautey, Marokko. Amerikanske og engelske tropper erobrede Oran i Algeriet.
Den franske admiral Jean Darlan beordrede den 10. november 1942 de franske tropper i Nordafrika til at indstille modstanden mod de allierede.
Den 13. november 1942 fløj Eisenhower til Algeriet for at slutte en endelig aftale med Jean Darlan.
Den 14. november 1942 overgav de sidste franske tropper i Algeriet sig til de allierede. Efter den allierede landgang forsøgte Maxime Weygand at flyve til Algeriet, men han blev fanget af tyskerne og ført til et slot i Østrig, hvor han blev holdt fangen.

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.