Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
Linux![]() Linux-projektet blev startet i 1991 af finnen Linus Torvalds, som fik den gode idé at bede andre om at hjælpe via internettet. Kildekoden var offentligt tilgængelig, og det har efterhånden fået mange tusinde til at deltage i projektet med at videreudvikle Linux-kernen. Udviklingen af Linux-kernen foregår stadig i et internationalt miljø af interesserede programmører. Dog er mange af de vigtigste programmører i dag ansat af forskellige virksomheder der ser en interesse i at støtte udviklingen af Linux kernen. Det er også årsagen til den juridiske strid der er igang imellem SCO (der ejer licensrettighederne til Unix) og IBM. SCO beskylder IBM (og andre virksomheder) for at have kopieret kildekode fra Unix ind i Linux. Linux-kernen blev oprindeligt kun udviklet til Intel-baserede pc'er, men sidenhen er den udviklet til at kunne bruges på næsten alle computertyper, fra indlejrede mikrosystemer til store mainframes. Kernen udmærker sig ved at være frit tilgængelig, relativt stabil (i det mindste på x86), og der er fri adgang til kildekoden, som er sikret ved hjælp af GPL, som er en fri software-licens. Opbygningen er traditionelt blevet karakteriseret som en monolitisk kerne, i modsætning til en mikrokerne. Linux-distributionerne har i øjeblikket deres største udbredelse på servere, men er hastigt på vej mod pc'ens "desktop" (2004). Valget af navnet Linux, er en konsekvens af Linus Torvalds eget navn Linus, og et x der repræsenterer tilhørsforholdet til Unix. Som et kuriosum kan det nævnes at Linus Torvalds oprindeligt havde planer om at offentliggøre Linux under navnet Freax (Free, freak og x fra Unix). Ari Lemmke der stillede serverplads til rådighed for den første offentlige udgave var dog ikke tilfreds med dette navn, og gav i stedet Linus Torvalds adgang til et katalog med navnet linux.
|
![]()
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |