Kodning
Jeg skriver dette i kode for at andre skal kunne læse det - for at kommunikere. Koden har et navn. Den hedder ”dansk”. Hvis jeg skriver et brev, bruger jeg den kode, jeg ved, modtageren kan læse. Er han englænder, bruger jeg engelsk. Skriver jeg til min EDB-maskine, er det den, der er modtageren. Jeg har lært en af de koder, den ”forstår”. BASIC hedder koden. Når jeg beder den (pænt) om at læse min kode, gør den det, koden angiver. Når jeg skriver en ”hemmelig” mail, lader jeg den kryptere for at kun en skal kunne læse den.
Der er koder, der har som formål at gøre kommunikationen generel og udbredt. Der findes forskellige forsøg på at opstille koder, alle i hele verden forstår. Et eksempel er Volapük. Ud fra talemåden: ”Det er dog det rene volapyk!” forstår man umiddelbart, at indførelsen af sådanne koder ikke nødvendigvis har succes.
Ikke desto mindre er formålet ”menneskevenligt”. Koden bruges med det formål at kunne kommunikere til så mange som muligt. Juridisk udtryksform er et eksempel på en anvendelse, hvor entydigheden rendyrkes - kancellistil. I dette ligner den ”maskinkode” til en edb-maskine. Anvendelsen støtter sig til logik. Der er regler for, hvordan ord kædes sammen, og der er navne for de enkelt dele og navne på det, de bliver til, f.eks. sætninger. Hensigten er, at uanset hvem, der læser koden, giver den samme mening. Hvis forskellige mennesker ender med en forskellig opfattelse, når de læser koden, er det en dårlig kodning.
Da koder er svære at forstå, er denne form for kommunikation vanskelig. Det kan gå til maskiner. De er ”dumme”, og hvis man absolut vil ”tale” til dem, må man finde sig i at bruge et sprog, de forstår. Et princip, der i det hele taget gælder for sprog opfattet som kode.
En anden anvendelse af ”menneskevenlig” kodning fremkommer, hvis man bruger kodeelementerne på en måde, der giver en oplevelse, som ligger ud over selve det kodede indhold: et digt for eksempel. Her er (mindst) to kodesæt pakket ind i hinanden. Der er mennesker, der elsker at pakke kode sammen. Det gør f.eks. digtere. Det er ikke alle, der forstår et digt. Meget ofte får man som kommentar, at det heller ikke er nødvendigt, det er oplevelsen, det kommer an på. Det accepteres, at forskellige mennesker kan have forskellige oplevelser. Denne form for kodning er en ”oplevelseskodning”. Den er diffus og individuelt betonet og ligger langt fra ”maskinkodningen”.
Så er der den ”umenneskelige” kodning. Den tager sigte på at gøre koden ulæselig – vel at mærke for de fleste. Her bevæger vi os ind i spionernes og krigsførelsen verden. Denne form for kodning er omfattet af en matematisk videnskab, da det er væsentligt at kunne regne ud, med hvilken sandsynlighed en kodet meddelelse vil kunne læses af ”fjenden”. Med fremkomsten af edb-maskiner, er det kun et spørgsmål om tid, før alle kendte koder kan brydes, og de første kommercielle anvendelser af edb-maskiner havde faktisk dette formål.. Men dette tidsrum kan godt være af størrelsesordenen år. Så hvis man regelmæssigt ændrer kode, kan man fortsat nå at kunne kommunikere ”ulæseligt”. Under 2. verdenskrig brugte Hitlers marine en kode, hvis succes desværre gav årsag til mange skibsforlis, idet Hitlers u-både ved hjælp af denne kode modtog oplysninger om de allieredes bevægelser. Koden hed ENIGMA, og dette ord er blevet nærmest synonymt for kodesprog til krigsmæssig anvendelse.
Man behøver imidlertid ikke at være spion for at anvende koder. Faktisk kan man som bruger af et almindeligt mail-program forlange at få sin e-mail kodet: krypteret. Så kan det kun læses af den, man sender nøglen til. Det er i øvrigt princippet i en god, ulæselig kode, at selve den kodede meddelelse og nøglen til at læse den skal gå til modtageren ad hver sin vej. Lægger man nøglen i selve koden, vil man med moderne edb-værktøjer kunne tyde meddelelsen relativt hurtigt.
De nævnte former for kodning har det til fælles at en eller flere personer kender løsningen. Der er så at sige en facitliste.
Den mest ”menneskelige” kode er der imidlertid ingen facitliste til. Den består af fire (kun 4) elementer, organiske baser, der ligger i forlængelse af hinanden, parallelt (fagordet er antiparallelt) med en anden linje af tilsvarende opbygning. Rækken af baser har form som en spiral, og når der er to rækker, så altså en dobbeltspiral. Dette er en primitiv beskrivelse af DNA, arvematerialet, som bl.a. danner grundlag for udformningen af det enkelte menneske. En kortlægning af samtlige sekvenser af disse organiske baser kaldes ”The Human Genome”, ”Det menneskelige genom”. Fordi der kun er et begrænset antal basiselementer, fire, kan man forsvare udsagnet: ”Livet er en database” med et begreb, som stammer fra edb-området. Lige som edb-maskinen er mennesket (og alt liv) i grunden digitalt!
I edb-sprog findes kun to elementer, nemlig nul og ét. Hos mennesket findes altså fire basiselementer. Når man kombinerer nuller og ettaller sammen på passende vis, opstår den information, der danner det skærmbillede, du netop nu sidder og ser på. Kombineres de fire baser sammen på bestemte måder, opstår den information, der fremstår som dig med de evner, du har til at se på den information, der findes på den skærm, du netop nu sidder og kigger på.
Ebbe Lastein
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
