John Maynard Keynes

Keynes hævdede at økonomien kunne havne i en varig tilstand af uligevægt med lav produktion og arbejdsløshed. Årsagerne til dette, mente han, lå i at den samlede effektive efterspørgsel blev for lav til at sikre fuld kapacitetsudnyttelse og beskæftigelse. Keynes tog dermed afstand fra "Says lov" som mange af datidens økonomer byggede på. De mente at man burde føre en "laissez-faire"-politik, dvs. at staten skulle blande sig så lidt som muligt i det økonomiske liv. Keynes anbefalede i stedet en aktiv statslig politik med blandt andet rentesænkende pengepolitik for at stimulere investeringer, øgede offentlige udgifter og skattelettelser for at komme ud af krisen. Dette ville ifølge Keynes også skabe følgevirkninger som gjorde at økonomien efterhånden ville komme tilbage til fuld kapacitetsudnyttelse og beskæftigelse.

Fra midten af 1930'erne fik Keynes' syn stadig større tilslutning blandt andre økonomer. "Storhedstiden" for hans teorier kom efter 2. verdenskrig og varede frem til begyndelsen af 1970'erne. De fleste økonomer var i denne periode enige om at man nu havde fundet et effektivt virkemiddel som kunne hindre konjunkturnedgange af den type som man havde haft tidligere. I 1970'erne fik man imidlertid nye typer økonomiske problemer. Blandt andet dukkede fænomenet 'stagflation' op. Det var en kombination af øgende prisstigning og produktionsnedgang, eller i al fald ikke øgning i produktionen. Stagflationen kunne ikke ophæves ved hjælp af de traditionelle keynesianske efterspørgselsstimulerende tiltag.

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.