Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
Jens JuelJens Jørgensen Juel (12. maj 1745 - 27. december 1802) Maler. Blev født i morbroderen Johan Jørgensens degnebolig i Balslev på Fyn. Jens Juel var uægte søn af Vilhelmine Elisabeth Juel (januar 1725 - marts 1799), husjomfru på Wedellsborg, og "en velfornem herre", sandsynligvis en Wedell eller kammerherre Jens Juel (1707-1775).Da Jens var ét år gammel, ægtede hans mor studiosus Jørgen Jørgensen (1724 - 4. juni 1796), som var blevet degn og skoleholder i Gamborg ikke langt fra Balslev, og drengen voksede op i Gamborg. Han viste tidligt sin lyst og interesse for malerkunsten, og forældrene satte ham efter hans konfirmation i lære hos maleren Gehrmann i Hamborg, hvor Juel i fem–seks år sled sig frem som malersvend og snart forbedrede sig så meget at han var godt på vej til at skabe sig et navn som kunstmaler (portrætter, små genrebilleder, natstykker, landskaber osv.). Lidt mere end 20 år gammel kom han til København; her gik han på Det Kongelige Danske Kunstakademi. I 1772 forlod han København og var borte i otte år. Først i Rom, hvor han opholdt sig i fire år i fortroligt samliv med andre danske kunstnere, som dels allerede var i den evige Stad, dels efterhånden kom dertil, som Abildgaard, Beeken, Almer, Dajon, Rude, Malcho. Fra Rom drog Juel til Paris, som den gang var og i lang tid havde været portrætmalernes fornemste rejsemål. I 1777 forlod Juel Paris og drog til Genève, hvor han blev i to år hos sin ven naturforskeren Charles Bonnet (1720–1793), der den gang på sit landsted i nærheden af denne by samlede et helt lille hof af danske kunstnere om sig - foruden Juel bl.a. også kobberstikkeren Clemens, emaljemaleren Pløtz, maler Simon Malcho. I Genève fik Juel hurtig et ry som fremragende kunstner og malede mange portrætter. Via Bonnet, som var blevet æresmedlem af akademiet i København, blev dette ry udbredt til Danmark. Efter otte års fraværelse vendte han tilbage til Danmark i 1780, efter et kort ophold i Hamborg hvor han bl.a. mødte Klopstock; det var i hans hus han malede sit kendte billede af "Messiadens Digter". Jens Juel slog sig ned i København i 1780, hvor han skabte sig en ret enestående position som portrætmaler for kongehuset, adelen og det velstående borgerskab.
Juel døde 57 år gammel, i julen 1802, seks dage efter at man havde fundet hans gamle og trofaste ven Wiedewelts lig i Sortedamssøen. Juel efterlod sin hustru med deres syvende barn. Hun døde først 1831. Jens Juel blev begravet på Assistens Kirkegård. Jens Juels selvportræt var trykt på en tidligere generation af 100 kr. sedler.
|
![]()
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |