Jacques Derrida

Derrida selv ville nok have modsat sig såvel begrebet "analytisk", som "skole". Han undlod ikke ved gentagne lejligheder at gøre sine tilhængere opmærksom på nødvendigheden af selv at skabe nye former for filosofi, som ikke blot adlyder de centre, som er sat i filosofiens historie.

Et vigtigt begreb i Derridas tankesæt er kritikken af logocentrismen; en kritik som søger at udfordre ethvert centrum i en filosofi eller diskurs, for at fremme den bevægelighed og dynamik, som tanken kan opnå ved at frigøre sig fra disse.

Et andet begreb er différance, som Derrida bruger til at betegne den begivenhed, der finder sted lige før en betydning tager sin form og dermed danner en forskel mellem sig selv og noget andet. Bemærk den detalje at différance skal staves med a, ikke med e, som i det franske ord "différence", der betyder forskel. Med a angiver ordet en verbalform og dermed en bevægelse, en uafsluttet og uafsluttelig begivenhed.

Det er blevet diskuteret siden Derrida i midten af 1960'erne udsendte sine første bøger, om man med dekonstruktionen som udgangspunkt kan tro på muligheden for fortolkning eller ej. Selv mente Derrida, at sandhed og utvetydighed er mulige, men at fortolkning er en skrift, en konstruktion, et sprog, og dermed også noget, der aldrig afsluttes. Diskussionen sand/falsk er dermed noget, der hører til i andre domæner end fortolkningen.

I sine sene år vendte Derrida sig til diskussioner af ur-udspringet (khora), dødens mulighed og menneskerettigheder - en vending, der dog ikke skal ses så meget som en tilbagetrækning fra dekonstruktionens kritiske side. Snarere er det udtryk for, at filosoffer også bliver gamle og vender sig mod nye sider, hvor urgamle de end måtte synes. Med sin utrættelige tørst efter at udvide filosofiens sprog var Derrida en filosof, der ikke frygtede at være lidenskabelig, selv om tanken var hans vigtigste redskab.

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.