Navnet
Stavemåden Hvessinge bruges stadig officielt på kort fra Kort- og Matrikelstyrelsen, men Hvissinge er det lokalt accepterede navn på skilte og bygninger.
Navnet Hvissinge stammer sandsynligvis fra beboerne i området, som kaldtes hvassinger eller hvissinger, hvilket kan betyde 'skarpe/hårde (hvasse) personer' eller 'personer, som bor ved mosen (vesen)'.
Historie
Arkæologiske fund har vist, at landsbyen Hvissinge er grundlagt i jernalderen, og beboerne levede formentlig af dyrkning af rug og byg. I 1682 bestod byen af 8 gårde og 12 holdshuse. Hvissinge Skole oprettedes i 1722, og den fungerede i lang tid som skole for alle børn i Glostrup Sogn. Ved den første folketælling i 1787 boede der 156 indbyggere i landsbyen.
Langt op i det 20. århundrede var Hvissinge domineret af landbrug og gartnerier. Men siden 1970'erne har Hvissinge gennemgået en voldsom udvikling, og bydelen er i dag næsten fuldt udbygget som beboelsesområde.
Kilder
Hans-Henrik Rasmussen: Hvissinge - fra jernalder til nutid (2002)
Se også
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.