Hundredårskrigen , i slutningen af Hundredårskrigen]]
Hundredårskrigen, er en betegnelse for en række væbnede konflikter mellem England og Frankrig i slutningen middelalderen 1337-1453. Stridighederne brød ud, da den engelske konge, Edvard 3 gjorde krav på den på den franske krone. Krigens første fase domineredes af englændernes fremgang. Den franske flåde blev overvundet ved Sluys i 1340, og de engelske langbueskytter besejrede det franske opbud af riddere ved Crécy i 1346. Under Johan 2. af Frankrig fortsatte katastroferne; han blev taget til fange efter et nederlag i slaget ved Poitiers (1356) mod den sorte prins. Derefter rystedes Frankrig af indre uro, blandt andet af en bondeopstand, kaldet Jacqueriet i Nord- og Midtfrankrig. Selv borgerne i Paris gjorde oprør mod kronen, hvilket kronprins Karl (den senere Karl 5) løste ved at indeslutte byen. En af oprørets ledere, Étienne Marcel, blev derefter myrdet, og i 1360 blev der sluttet fred i Brétigny. Johan 2.s efterfølger, Karl 5. 1364-1380, fik stabiliseret situationen og franskmændene generobrede mange områder ved at undgå regulære slag og i stedet gøre brug af guerillakrigsførelse under den begavede feltherre, Bertrand du Guesclin. Trods dette gik det igen tilbage for Frankrig under den sindssyge Karl 6. I 1415 var englænderne igen på krigsstien. Ved Azincourt besejrede den engelske konge, Henrik 5, en stor fransk armé. Det direkte resultat af slaget var, at Burgund allierede sig med England.
Jeanne d'Arcs opdukken var dog et vendepunkt. År 1435 forsonedes den franske krone med Burgund og i 1436 overtog man Paris. Krigen afsluttedes med en fransk sejr ved Castillon i 1453.
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |