Henrik Carl Peter Dam

Det må være tilladt at spekulere, at Dams interesse for biokemiske spørgsmål stod i gæld til den optagethed, der omkring 1920 var for fysiologisk kemi, mejerikemi og gærings- og proteinkemi. København var på dette tidspunkt et stærkt centrum for disse forskningsområder, der blev dyrket på især Polyteknisk Læreanstalt, Veterinær- og Landbohøjskolen og Carlsberg-laboratoriet. Ikke mindst på Polyteknisk Læreanstalt havde man en stærk tradition i mejerikemi og -bakteriologi, og det er tænkeligt, at Dam har været inspireret af denne.

I forbindelse med sine forsøg med kyllingers ernæring observerede Dam, at blodets koagulationsevne var stærkt nedsat hos dyr der blev holdt på en næsten sterolfri diæt. De forekommende blødninger havde været forklaret som forårsaget af C-avitaminose, men Dams resultater pegede en anden vej. I 1933-34 koncenterede han sig om at finde årsagen til blødningerne gennem en række systematiske forsøg med ændring af kyllingernes føde. Sammen med den unge læge - og senere professor i biokemi - Fritz Schønheyder kunne han konkludere, at årsagen måtte være mangel på en fedtopløselig "faktor" i den sterolfattige kost. Derimod modvirkede svinelever og hampefrø blødningerne. Disse resultater blev publiceret i The Biochemical Journal i 1934, men uden at det upræcise begreb "faktor" var blevet omsat til det centrale ord "vitamin."

Erkendelsen af forekomsten af et nyt vitamin i visse fødemidler skete formentlig gradvis og blev klargjort i en artikel af Dam i Nature den 27. april 1935. Heri foreslog Dam betegnelsen vitamin K for den nye faktor, bl.a. fordi bogstavet K refererede til ordet koagulation (på tysk og i de skandinaviske sprog). Eksistensen af vitamin K blev prompte bekræftet af udenlandske forskere, der havde været på sporet uafhængigt af Dam. I USA havde Herman Almquist således nået samme konklusion, tilsyneladende lidt før Dam, men han offentliggjorde først sine resultater to måneder efter Dams artikel. Studier af steroler og blødende kyllinger havde ført til et nyt vitamin. Men hvad var vitaminets struktur og egenskaber, og hvordan var dets fysiologiske virkninger? Opdagelsen førte til et veritabelt kapløb for at besvare disse spørgsmål, et kapløb hvor Dam stedse lå i front og hvor han også blev den endelige vinder.

Hovedtrækkene i K-vitaminets virkning i koagulationsprocessen blev i 1936 klarlagt i samarbejde med Schønheyder og Erik Tage-Hansen, begge fra Biokemisk Institut i København. De viste, at mangel på vitamin K vil forhindre dannelsen af prothrombin og dermed det thrombin, der er nødvendigt for at blodet kan koagulere. Dette var kun en begyndelse på en forståelse af den komplekse koagulationsmekanisme, men det var en vigtig begyndelse. Isolering af vitaminet var afgørende både af videnskabelige og kliniske grunde, og i dette arbejde indgik Dam partnerskab med den svejtsiske kemiker og vitaminforsker Paul Karrer, der i 1933 havde modtaget nobelprisen i kemi netop for sine undersøgelser af vitaminer. Dam og Karrer fremstillede vitamin C i næsten ren form, undersøgte dets absorptionsspektrum og fandt en næsten korrekt værdi for den støkiometriske sammensætning.

Den kemiske del af undersøgelserne stod dog klart tilbage for det arbejde, amerikanske biokemikere lavede. Dam og Karrer erkendte ikke, at der var tale om to forskellige vitaminer og de bestemte ikke strukturformlerne. Dette blev til gengæld gjort i 1939 af amerikaneren Edward Doisy, der yderligere var i stand til at syntetisere begge hovedtyper af vitaminet, K1 og K2 (figur 2). Med Doisys og andres arbejder blev de kemiske aspekter af vitamin K hurtigt afklaret. Set ud fra et "taktisk" synspunkt har det nok været klogt af Dam at koncentrere sig om de ikke-kemiske aspekter. Organisk syntese og strukturanalyse krævede apparatur og laboratoriefaciliteter, Dam ikke rådede over, og han var ikke selv specialist i disse områder.

De medicinske aspekter havde til gengæld Dams store interesse. Sammen med Johannes Glavind, Preben Plum og andre viste han, hvordan injektioner med vitamin K førte til forøget koagulationsevne hos patienter med visse slags blødersygdomme. Danske og amerikanske forskere viste, at nyfødte børn ofte fødes med mangel på vitamin C og at deres blod derfor har ringe evne til koagulation. I 1939 kunne Dam og hans medarbejdere vise, at koagulationsevnen blev stærkt forbedret når de nyfødte fik injektioner med vitamin K umiddelbart efter fødslen. Dette var selvsagt en vigtig erkendelse og den førte hurtigt til, at tilskud af vitaminet blev standard på mange hospitaler og fødeklinikker. Resultatet var et markant fald i antallet af dødsfald blandt nyfødte. Blandt de første nyfødte, der i Danmark fik vitamin K, var vores nuværende dronning, Margrete II.

I slutningen af oktober 1944 fik Dam at vide, at han var blevet tildelt nobelprisen i medicin, idet han dog skulle dele prisen med Doisy. I realiteten havde han allerede fået prisen i 1941. I dette år blev han for første gang indstillet, og nobelkomiteen ved Karolinska Institutet anbefalede ham enstemmigt og entydigt til prisen. Jeg skal ikke her gå nærmere ind på hele den noget komplicerede proces, der er redegjort for andetsteds (Kragh og Møller 2001). Det væsentlige er, at Dam blev indstillet hvert år mellem 1941 og 1944 og at der aldrig var uenighed om hans pris. Den eneste grund til, at han først fik prisen i 1944, var politisk: På grund af krigen var den medicinske pris blevet ophævet (1941-42) eller indefrosset, og den blev først frigivet i 1944. Den pris, han blev tildelt i 1944, var den indefrossede pris for 1943. Det synes at have været lidt af en tilfældighed, at han måtte dele prisen med Doisy. Men selv om det halverede pengebeløbet, gjorde det jo ikke æren mindre.

Dams publikationer, 1924-75

I betragtning af, at Dam var nationens ypperste ekspert i ernæringsforskning - en status der i dag næsten påtvinger en høj grad af offentlighed - er det bemærkelsesværdigt, at han nærmest gjorde en dyd af ikke at være en offentlig person. Han var interesseret i ernæringsforskning som videnskab, ikke i at fortælle befolkningen, hvordan den skulle leve. Næsten hele hans literære produktion var af videnskabelig art, rettet mod fagfolk og ikke mod bredere kredse. Denne uvilje mod offentlighed var utvivlsomt en af grundene til, at han selv i sin levetid forblev ret ukendt uden for forskerverdenen. Senere gled han nærmest ind i anonymitetens glemsel. Hvem kender i dag Henrik Dam? Et opslag i Gyldendals Danske Encyclopædi bekræfter kun anonymiteten: Her optræder nobelpristageren Dam med sølle 13 linjer, langt mindre end f.eks. skuespilleren Per Pallesen og forfatteren Carsten Jensen.