Livscyklus
Om vinteren sætter de voksne guldøjer sig til overvintring ofte i uopvarmede rum. Når guldøjen har gjort sig klar til vinterdvalen skifter den farve fra græsgrøn til vissengul. Hvis rummet pludselig opvarmes vågner guldøjen fra sin dvale og hvis det sker midt på vinteren vil den dø, da det forhøjede stofskifte forbrænder dens depoter for hurtigt til at den kan klare den lange sultperiode. Vækkes guldøjen ikke i løbet af vinteren vågner den selv af forårets varme. Det er på denne tid man ofte kan finde guldøjer, der er narret af lyset fra et vindue og dermed er blevet fanget på indersiden af glasset. Hjælper du den ud i friheden har du sluppet et lille nytteinsekt ud, som vil søge for at holde bladlusene nede den følgende sommer.
Når guldøjen er kommet ud af sin vinterdvale lægger den sine æg på planter. Æggene er ca. 1 mm lange, de sidder i klynger på små 5 mm lange tråde.
Larverne er rovdyr. de lever af andre småinsekter, spedielt bladlus. Derfor kaldes larverne også bladlusløver. Larverne minder en del om myreløven, som de da også er i familie med. Når larven er udvokset er den ca. 1 cm lang. Den har en stor fremadrettet tang som den griber og udsuger sit bytte med. Når larven er udvokset forpupper den sig og efter forvandlingen kommer den voksne guldøje frem.
Kilder/Henvisninger
- www.dpil.dk/HTML/guldoeje2001.htm
- Kristian Hansen, Tommy Dybbro, Michael Stoltze m.fl.: Politikens store naturbog, 2002, side 328.
- Hans Hvass: Insekter i farver, København 1975, side 75.
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.