Grammatisk køn

Den foreteelse at bøje ord efter kønnede mønstre er særlig udbredt i de indoeuropæiske sprog.

Selvom der ikke sjældent er sammenfald mellem det grammatiske køn og det semantiske køn (også kendt som logisk køn, biologisk køn eller seksus), og selvom der endda i visse sprog godt kan anes tilløb til systematikker i den forbindelse, så kan det ikke understreges kraftigt nok, at betegnelsen køn i grammatisk sammenhæng alene handler om ordets bøjning og ikke det, som ordet måtte henvise til i en given betydning.

Table of contents

1 Klasser af navneord 2 Indoeuropæiske sprog 3 Andre sprog 4 Sprog uden navneord med kønsmarkering 5 Personnavne 6 Sprog uden markering af grammatisk køn 7 Sprog med markering af grammatisk køn 7.1 To grammtiske køn 7.1.1 Hankøn og hunkøn 7.1.2 Fællskøn og intetkøn 7.1.3 Levende og ikke-levende 7.2 Tre grammatiske køn 7.2.4 Hankøn, hunkøn og intetkøn 7.3 Flere end tre grammatiske køn 8 Litteratur

Klasser af navneord

De fleste indoeuropæiske sprog undtagen engelsk har et kønssystem med to eller tre klasser. Der findes også afrikanske sprog (særligt bantu), som har et højere antal klasser. I de tilfælde taler man ikke om køn, men bruger i stedet navneordsklasser, og de bliver holdt adskilt ved nummerering.

Indoeuropæiske sprog

I de indoeuropæiske sprog omfatter kønnene typisk femininum (hunkøn), maskulinum (hankøn) og neutrum (intetkøn). Sprog som latin, tysk og islandsk har stadig disse tre køn, men i mange moderne sprog og deriblandt det latinske sprogs efterkommere (f.eks. fransk og spansk) er intetkøn næsten fuldstændigt forsvundet. I andre sprog er hun- og hankøn smeltet sammen til et fælleskøn. Det gælder f.eks. flere af de skandinaviske sprog. I atter andre sprog kan de oprindelige opdelinger være yderligere opsplittet: tjekkisk opdeler hankøn i ”levende” og ”ikke-levende”.

Det nostratiske sprog, som nogle forskere mener at kunne spore bag om indeoeuropæiske, semittiske og ugriske sprog, antages at have haft tre, grammatiske køn: et "menneskeligt", et "dyrisk" og et "tingsligt".

I almindelige ord står det grammatiske køn ofte i direkte forbindelse med det reelle køn. På spansk er ordet hijo (søn) hankøn, mens hija (datter) er hunkøn, som man kunne forvente. Det kaldes naturligt køn eller logisk køn. Omvendt er der ofte indviklede og tilmed modsigelsesfyldte regler for ords grammatiske køn. På tysk er ord, som ender på -ung (hvad der svarer til "-ing" på dansk), altid hunkøn, mens bilmærkers navne altid er hankøn. Ord, der ender på -lein eller -chen (der betyder –lille) altid intetkøn, hvad der fører til, at Mädchen (lille frøken -> pige) er intetkøn.

De gamle romere og deres nutidige, romansktalende efterkommere anser solen for at være hankøn, mens månen skal være hunkøn (jf. udtrykket "fru Luna"). De germanske stammer og vi, som er deres nutidige efterkommere, mener, at det er lige modsat (jf. udtrykket "manden i Månen"). Derfor er sproglige nybegyndere nødt til at betragte det grammatiske køn som noget, der er knyttet til ordet og ikke til den genstand, ordet betegner.

I de indoeuropæiske sprog, der tildeler navneord et køn, svarer dette ofte til bestemte bøjningssystemer. På latin er næsten alle ord i første bøjning hunkøn, når de ender på -a. De vigtigste undtagelser er nogle få ord, som betegner typisk mandlige roller, som nauta = "sømand" eller agricola = "landmand". Tilsvarende er næsten alle ord hankøn og omfattet af anden bøjning, når de ender på -us i navnefald (nominativ), mens ord på -um er intetkøn. Navne på steder og træer er dog hunkøn, som f.eks. ulmus = "elm" og ægyptus = "Ægypten".

Andre sprog

Andre sprog har køn, som ikke har spor med biologisk køn at gøre, hvor f.eks. Ojibwa i stedet skelner mellem det levende og det ikke-levende. Også i denne sproggruppe er inddelingen helt vilkårlig, hvad der kan ses af, at "hindbær" regnes for levende, mens "jordbær" anses for at være ikke-levende.

Sprog uden navneord med kønsmarkering

Disse sprog kan deles i to undergrupper. Den første har stadig tydeligt adskilte køn, men forskellen markeres gennem ændringer i tilknyttede ord (tillægsord (adjektiver), stedord (pronomener) og af og til endda udsagnsord (verber)), - men ikke hos navneordene selv. Tysk er et eksempel på sprog af denne type, for de fleste navneord røber ikke deres køn direkte, men f.eks. gennem bestemte former af kendeord (artikler) eller tillægsord, som man tvinges til at bruge. Ordet Mond (= "måne") er hankøn, men det kan ikke ses direkte. Først når man sætter det sammen med andre ord, afsløres det grammatiske køn: det hedder der Mond (= "månen") og dem hellen Mond (= "for den lyse måne").

Den anden gruppe af sprog har ingen markering af grammatisk køn. Et eksempel på dette har man i engelsk, hvor hverken navneord eller udsagnsord har markører, der viser ordets køn. Ordet "boy" er selvfølgelig hankøn, og ordet "girl" er hunkøn, men formen på tillægsordet "tall" (= høj) er uændret, uanset hvilket af de to navneord, det er knyttet til. Men selv i de tilfælde (som nu engelsk), hvor der ikke findes markering af navneordenes grammatiske køn, har de personlige stedord ofte helt forskellige former afhængigt af den nævnte persons naturlige køn.

De kønsmarkerede stedord varierer meget fra sprog til prog: der findes sprog, som har forskellige stedord i tredje person for at kunne skelne mellem mennesker og ikke-levende genstande. Det gælder f.eks. både ungarsk og finsk, men selv den skelnen bliver ofte udeladt i det talte finsk. Andre sprog som f.eks. japansk har en bred vifte af personlige stedord, som gør det muligt at markere, hvordan den omtalte person står socialt i forhold til den talende.

Det bør understreges, at der sagtens kan findes klare, leksikale markeringer af det naturlige køn i sprog, som ellers ikke har grammatisk kønsmarkering. Det måske mest kendte eksempel ses i esperanto, hvor ordleddet -in kan bruges til at ændre ethvert ord for et hankønsvæsen, så det i stedet betegner det tilsvarende hunkønsvæsen. Ordet patro (= "far") ændres til patrino (= "mor"). Endelsen forekommer meget ofte, og det får nogen til – fejlagtigt - at tro, at den er markør for grammatisk køn.

Personnavne

Personnavne har ofte kulturtypiske former, der markerer den nævntes køn. Som et eksempel kan nævnes det oprindeligt hebraiske navn Johannes, der antager vidt forskellige former i forskellige kulturer:

• Sean/Sioned (keltisk)
• John/Jane (germansk)
• Juan/Joanna (romansk)

Sprog uden markering af grammatisk køn

• Engelsk

Estisk

Finsk

Japansk

Kinesisk

Koreansk

Tyrkisk

Ungarsk

• Arabisk

Dansk

Fransk

Græsk

Hebraisk

Hollandsk

Islandsk

Italiensk

Latin

Lettisk

Litauisk

Norsk

Polsk

Portugisisk

Russisk

Slovakisk

Slovensk

Sorbisk

Spansk

Svensk

Tjekkisk

Tysk

• Arabisk

Fransk

Hebraisk

Italiensk

Japansk

Koreansk

Lettisk

Litauisk

Spansk

Thailandsk

Portugisisk

Walisisk

• Dansk

Hollandsk

Svensk

Tre grammatiske køn

• Hollandsk

Latin

Norsk

Oldgræsk

Polsk

Rumænsk

Russisk

[[Slovakisk sprog|Slovakisk]

Slovensk

Sorbisk

Tjekkisk

Tysk

Litteratur

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.