Gaius Marius

Gaius Marius blev født i Latium, som var erobret af Rom i 400-tallet f.Kr. og fik romersk borgerskab, men uden stemmeret. Han blev født ind i en godsejerfamilie, hvor han fik en militærkarriere. Han blev senere i 115 f.Kr. romersk statholder i Spanien. Normalt var en romer statholder i maksimalt to år. Dér grundlagde han sin rigdom i de store spanske sølv- og guldminer.

Gaius Marius kunne på grund af sin forholdsvis beskedne stand ikke skaffe sig en plads i senatet, selv om han havde pengene, men til slut i omkring 113-112 f.Kr. blev Marius gift med den langt yngre Julia Cæsar(senere tante til Julius Cæsar), der var datter af Gaius Julius Cæsar (bedstefar til Julius Cæsar). Der kom et barn ud af forholdet, og Marius skaffede kapital til familien og fik sin plads i det romerske senat.

Han blev berømt ved at havde slået kimbrerne og teutonerne, to omvandrende stammer, som formentlig stammede fra Nordtyskland. Det gav ham tilnavnet "Roms Tredje Fader". Ifølge en spådom ville han blive den mægtigste mand i Rom og hele syv gange blive konsul. Gaius Marius var også ophavsmanden til flere militærreformer, der helt ændrede forholdene for de klasseløse, som nu kunne tjene til livet i militæret. Her blev grundstenen lagt til de fremtidige velkendte legioner.

Her en mere udførlig beretning:

Under indtryk af truslen fra den numidiske konge Jugurtha, der havde taget magten over et område, der nogenlunde svarer til det moderne Tunis, overdrog det svækkede og bestikkelige romerske senat det i 110 f.v.t. til konsulen Metellus at bekæmpe Jugurtha. Men tiden gik, og selv om Jugurtha led flere mindre nederlag, lykkedes det aldrig Metellus at vinde den endelige sejr eller at genoprette romersk overhøjhed i Nordafrika.

Marius, der var officer i Metellus' hær, søgte i år 108 f.v.t. sin øverstkommanderende Metellus om orlov, så han kunne rejse til Rom og kandidere til det ene af de to konsulater for året 107 f.v.t. (645 efter Roms grundlæggelse). Men ifølge historikeren Plutarch svarede Metellus, at Marius vel kunne vente til hans (Metellus') søn var gammel nok til at kandidere imod ham. Marius var da nærved de halvtreds, og Metellus' søn kun en stor dreng, så Marius skulle altså leve, til han var op i halvfjerdserne, hvis han skulle kandidere imod denne. Marius blev vred og begyndte at undergrave Metellus' autoritet blandt soldaterne. Han slækkede på den meget barske disciplin og vandt mange af soldaterne for sin sag, og til sidst vovede Metellus ikke længere at trodse stemningen.

Marius nåede frem til Rom i sidste øjeblik, men blev ikke desto mindre valgt til konsul for det følgende år på et løfte om at dræbe eller fange Jugurtha. Han fremstillede Metellus som den arrogante overklassesøn, der med vilje trak konflikten i langdrag for længst muligt at kunne nyde hærførerens privilegier, og han vandt valget med overvældende majoritet. "-Jeg kan ikke pege på anebilleder og forfædres triumfer", sagde Marius, der var meget sart over sin relativt beskedne herkomst, som han følte, at han gang på gang havde fået stukket i næsen af mere fornemme herrer. "-derfor kalder man mig simpel og udannet. Men jeg kan vise jer arrene på mit bryst - dér har jeg mine anebilleder, mit adelskab!"

Folkeforsamlingen ophævede senatets beslutning om, at Metellus skulle lede krigen mod Jugurtha og gjorde Marius til øverstbefalende i hans sted. Metellus blev pensioneret i stilhed og givet hædersnavnet "Numidicus", selv om det ikke var lykkedes ham at føre felttoget i Numidien til ende. Han græd af raseri, da han modtog beskeden fra Rom.

Ved hjælp af Jugurthas svigerfader, som efter mange og lange overvejelser forrådte sin svigersøn, lykkedes det Marius og hans kvæstor, den unge adelsmand Lucius Cornelius Sulla, at tage Jugurtha til fange. Han døde i et fangehul i Rom, men da truede en ny fare allerede Romerriget. Titusinder af omvandrende germanere havde krydset Alperne, og tilintetgjort de romerske legioner, som havde søgt at jage dem bort fra den italiske halvø. De såkaldte kimbrer og de sandsynligvis beslægtede teutoner spredte skræk og rædsel i Italien i fire år, indtil Marius 101 f.v.t. endelig besejrede dem. Han var da konsul for femte år i træk, noget som hidtil havde været ganske uhørt, og hans popularitet var umådelig. Som tak for hans indsats valgte romerne ham til konsul for sjette gang, men Gaius Marius var bedst i modvind, og under den fred, som fulgte, blev det hurtigt klart, at hans evner som politiker ikke stod mål med hans evner som hærfører. Han trak sig tilbage fra politik det følgende år og slog sig ned i Romerrigets østlige udkant.

Otte år senere brød den såkaldte forbundsfællekrig ud. Senatet havde i 95 f.v.t. besluttet at alle, der ikke var romerske statsborgere, skulle udvises af Rom, og tribunen Drusus var blevet myrdet efter at have foreslået, at alle frie mænd på den italiske halvø fik romersk borgerskab. Og nu rejste de italiske stammer sig imod Rom, deres forbundsfælle. Da vendte Marius tilbage, og under hans førerskab blev oprøret nedkæmpet. Senatet besindede sig og gav romersk borgerskab til alle italikere syd for Po, som ikke havde grebet til våben mod Rom, og Marius og hans tropper besejrede i løbet af de næste to år de byer, som ikke havde sluttet fred.

I år 88 f.v.t. truede den pontiske kong Mithridates Romerrigets østlige grænse. Han gjorde indfald i Grækenland, og Senatet sendte en hær under ledelse af Marius’ tidligere næstkommanderende, Sulla, til Grækenland for at afværge truslen fra Mithridates. Men det passede ikke den aldrende Marius, at han således blev overskygget af en tidligere underordnet, og næppe havde Sulla forladt Rom for at slutte sig til de tropperm som lå i Campanien, førend han gik til Folkeforsamlingen for at formå den til at omgøre Senatets beslutning. Marius antages almindeligvis at være født år 157 før vor tidsregning, så han var meget nær de halvfjerds, men hans brændende ærgerrighed var ikke formindsket, og modsætningsforholdet mellem plebejeren og småkårsmanden Marius og den privilegerede konservative Sulla var stort.

Men Marius og Folkepartiet havde gjort regning uden vært. Så snart nyheden fra Rom nåede Sulla, brød han op og rykkede mod hovedstaden i ilmarcher. "Mod Rom" lød råbet blandt soldaterne, og for første gang i historien marcherede en romersk armé mod Den evige Stad. Senatet sendte den ene ordre efter den anden til Sulla om at gøre holdt, men Sulla rykkede uanfægtet ind i byen i spidsen for sine legioner og nedkæmpede i løbet af få timer Marius’ tilhængere. Samme aften tændte Sullas soldater deres lejrbål på Forum.

Sulla tvang senatet til at ændre forfatningen og fik Marius, hans søn og hans nærmeste allierede erklæret fredløse. Marius flygtede, og mens Sulla befæstede sit rædselsregimente i Rom, søgte han skjul hos en gammel mand, der boede alene i en hytte. Kort efter kom rytteri udsendt af Sullas betroede mand Geminius for at lede efter ham, og Marius, der befandt sig udendørs, da han hørte rytterne nærme sig, klædte sig nøgen og skjulte sig i en pøl af mudret vand. Sulla havde givet ordre til, at Marius skulle eftersøges overalt, og når man fandt ham, skulle han dræbes på stedet, så hans liv hang i den tyndeste tråd, da soldaterne opdagede hans skjulested og trak den gamle mand op af mudderet. Men de betænkte sig og førte ham nøgen og bundet til byen Miturnae, hvor han blev holdt fanget, indtil magistraterne og rådsmændene besluttede sig for at lade ham dræbe. En gallisk (eller kimbrisk) slave fik til opgave at forestå henrettelsen, eftersom ingen af byens frie mænd ville påtage sig det, og han trådte med draget sværd ind i det dunkle rum, hvor Marius sad fanget.

Den græske historiker Plutarch fortæller: "-Især den del af rummet, hvor han [Marius] lå, var mørkt, og det forekom bøddelen, at gnister sprang fra Marius’ øjne. Ud fra mørket lød en mægtig røst: Slave, vover du at dræbe Gaius Marius? Barbaren flygtede, efterladende sit sværd, og råbte: Jeg kan ikke dræbe Gaius Marius!"

Da omgjorde Miturnaes bystyre sin beslutning. De fleste huskede stadig, hvordan Marius var blevet hyldet som "Roms tredje grundlægger", og hellere end at få hans død på samvittigheden lod man ham forlade byen "for andetsteds at møde sin skæbne". Marius fik skibslejlighed til øen Meninx, hvorfra han krydsede over til resterne af byen Karthago i det nordøstlige Tunesien. Den romerske guvernør i Afrika var en mand ved navn Sextillius, som Marius håbede ville vise ham nåde og måske endda yde ham hjælp.

Men næppe var han nået frem, førend et sendebud ankom fra guvernøren: "-Guvernør Sextilius forbyder dig, Marius, at sætte fod i Afrika", sagde sendebuddet og adviserede Marius om, at guvernøren ville behandle ham som en fjende af Rom, hvis han ikke forføjede sig bort. Marius svarede ikke. Han savnede ord til at beskrive sin sorg og sin vrede, skriver Plutarch, og sendebuddet spurgte ham da, hvilket svar han skulle bringe til guvernøren. Marius drog et dybt suk og sagde de gribende ord: "-Sig til din herre, at du har set Gaius Marius sidde i landflygtighed blandt Karthagos ruiner!"

Marius skjulte sig på en lille ø ud for Afrikas nordvestlige kyst, og der opholdt han sig endnu, da der kom bud fra Rom om, at Sulla og hans tropper havde forladt hovedstaden for at drage i krig mod Mithridates. Marius fik skibslejlighed og landede på Etruriens kyst, hvor han samlede en hær bestående af tidligere soldater, sympatisører og frigivne slaver.

I Rom var Sullas konservative partifælle Gnæus Octavius konsul sammen med den radikale Lucius Cornelius Cinna, og i Sullas fravær udbrød der kampe mellem de to`s respektive støtter.

Cinna blev fordrevet; han sluttede sig til Marius og hans stadigt voksende hær, og efter en kort belejring lå Rom for Marius' fødder. Senatet sendte bud til Cinna og Marius om at komme ind i byen med fred og spare befolkningen for flere blodsudgydelser, og Cinna svarede budbringeren i en venlig tone. Men Marius stod tavs og truende ved hans side, og da Roms porte blev åbnet, og Cinna gjorde sit indtog, forblev Marius udenfor byen. "-Jeg er bandlyst fra mit land ved lov", sagde han, og derfor måtte han kræve en ny lov, der tilbagekaldte den gamle. Det krav fik han opfyldt, og så tog Gaius Marius Rom i sin besiddelse.

Besat af hævntørst lod den gamle mand sine tropper dræbe alle, som i mindste måde kunne mistænkes for at være tilhængere af Sulla og det konservative parti. Plutarch fortæller, at alle, hvis hilsen Marius ikke besvarede, blev hugget ned på stedet, og Marius' bander myrdede, plyndrede og skændede i hele byen.

Cinna væmmedes ved blodbadet, der snart bredte sig til det meste af Italien, og de mere fornuftige blandt Marius' tilhængere var fortvivlede over myrderierne. Men Marius var ikke færdig med at hævne sig på de spotske optimater, der gang på gang havde mindet ham om hans sociale underlegenhed. "-Han gengældte hvert nålestik med et dolkestød", skriver den tyske historiker Mommsen, og da hans hævntørst var svalet i blodbadet, lod Marius sig for syvende gang udråbe til konsul.

Men nu kom der bud til Rom om, at krigen med Mithridates var forbi, og Marius levede i stadig frygt for, at Sulla skulle komme tilbage. "Løvens hule er farlig," sagde han, "skønt løven ikke er der". Han gav sig til at drikke umådeholdent, fortæller Plutarch, og ti dage inde i hans syvende konsulat stødte sygdom til.

Gaius Marius døde, formentlig af lungebetændelse, den 13. januar år 86 f.v.t. Han blev halvfjerds år gammel.

I tre år levede romerne i relativ fred og ro; så vendte Sulla tilbage fra øst. Cinna blev dræbt af sine egne tropper, Marius' søn faldt i kamp ved Praeneste øst for Rom, og så fulgte Sullas diktatur.

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.