Frederik Rostgaard

Table of contents

1 Opvækst og uddannelse 2 Karriere 3 Bestikkelsesdommen 4 Rostgaards sidste år 5 Ekstern henvisning

Opvækst og uddannelse

Efter et par kortere udflugter til Skåne og Nordtyskland rejste han 1690 til udlandet, hvor han opholdt sig de følgende ni år. Han opholdt sig først i Tyskland, især i Giessen, hvor det var retsvidenskab var hans hovedstudium, men samtidig studerede han arabisk. I foråret 1692 drog han til Holland, hvor han gjorde Leiden til sit hovedopholdssted, og skønt han ikke lagde juraen til side, blev det sprogvidenskaben der optog ham under vresten af udlandsopholdet. Han fandt også lejlighed til her at udgive sine samlinger af danske forfatteres latinske digte (1693) under titel af Deliciæ qvorundam poëtarum Danorum. I oktober 1693 kom han til England, hvor Oxford blev hans vigtigste opholdssted, og hvor han foruden at gøre danske sproglige studier især kastede sig over oldtysk, oldengelsk og græsk. På disse forskellige områder opbyggede han betydelige samlinger, idet han lod tage afskrifter af vigtige gamle håndskrifter. Nytårsdag 1695 kom han til Paris, der tiltalte ham så meget, at han blev der i tre år. Her som andre steder føjede han til sine studier ivrig omgang med ansete lærde i forskellige fag, men for Paris' vedkommende kan endnu tilføjes, at han også var fængslet ved et kærlighedsforhold til en dame, der fødte ham en søn og en datter, som han senere lod komme til Danmark og der tog sig af. Et skrift han udgav i Paris, om hvordan et bibliotek bedst skulle ordnes, er et vidnesbyrd om, i hvilken grad bogsamlinger interesserede ham, og han indkøbte da også bøger i mængde til sig selv. 1698 gik rejsen sydpå til Italien, og han nåede her lige ned til Sicilien med en udflugt til Malta. Alle vegne, hvor det lod sig gøre, fortsatte han sine undersøgelser om værdifulde håndskrifter og bøger.

Karriere

Den unge fru Rostgaard var meget smuk - og derved en modsætning til sin mand - men hun var for lidet udviklet til i den første tid at kunne andet end pynte i hans hus, senere får man indtryk både af noget koldt og noget forfængeligt ved hende, således at hun mindst af alt var skikket til at være en stille forskers hustru, men derimod langt mere må tænkes at have ægget de forfængelige sider af Rostgaard natur. Intet har åbenbart ligget hende mere på sinde end så vidt muligt at kunne hævde sin plads ved siden af sin fornemme slægt på fædrene side.

Sin stilling som gehejmearkivar synes Rostgaard at have udfyldt med iver og samvittighedsfuldhed, og det gode navn, han derved vandt, gjorde, at han ikke blot efterhånden tillige blev brugt i adskillige af de kommissioner, der i denne del af enevældens tid ofte påkendte retssager eller måtte give kongen betænkning om forskellige vigtige sager. Han kom også efter 1709 til at dømme som medlem af Højesteret, og 1. januar 1720 blev han endog justitiarius i denne ret. Ved siden af var han 12. september 1712 blevet direktør i det vestindiske og guineiske kompagni, og 16. marts 1714 blev han medlem af direktionen for brandvæsenet og vandværkerne i København. Imidlertid havde han ikke lagt sine gamle interesser på hylden, for så vidt de kunne fremmes uden at lægge for meget beslag på hans tid. Han vedblev at samle. Dels var det atter Bordings på mange steder spredte digte, der optog ham, dels gav han sig til at samle til en dansk ordbog, som han mente skulle indeholde en fuldstændig fortegnelse over det danske sprogs ordforråd på hans egen tid. Han fik også ideen om at få et dansk adelsleksikon i stand. Det opmuntrede ham sikkert i den henseende, at han selv 1702 var blevet optaget i den danske adel, naturligvis for at passe bedre i sin hustrus fine slægt. Det var ikke få medarbejdere, som Rostgaard brugte for at få disse arbejder fremmet, og samtidig med at han stadig forøgede sin bogsamling, som han meget liberalt tillod andre at bruge, kunne han glæde sig ved at se sine håndskrevne pakker blive flere og flere. Noget selvstændigt så man imidlertid ikke fra hans hånd, og derfor begyndte også filologer i udlandet, der vidste god besked med, hvor store samlinger han havde gjort under sin rejse, særlig på det oldtyske område og med hensyn til Libanius, en græsk retoriker fra det 4. århundrede e.Kr., at blive utålmodige over, at disse skatte lå hen, uden at den lærde verden fik nogen gavn af dem. Værre har eftertiden i Danmark dog bebrejdet ham, fordi han, der ejede Anholt (foruden Sejrø), i den frad blev forbitret på Holberg, da denne i sin Peder Paars havde gjort øen til skueplads for sin helts hændelser, at han klagede til kongen og krævede så vel forfatteren som bogtrykker og boghandler alvorligt straffede. Så lidt formåede han trods sin æstetiske dannelse, og uagtet, at han selv syslede med digtekunsten, at hæve sig over sin udannede samtids tåbelige forveksling af et satirisk skrift og et smædeskrift. Heldigvis så konseillet og kongen mere fornuftigt end han på sagen, og hans klage blev afvist.

Hvis Rostgaard, som det er sandsynligt, har ærgret sig over konseillets holdning i denne sag, så fik han den tilfredsstillelse, at de mænd i dette kollegium, der stod ham fjernest, Vibe og Sehested, snart efter, nemlig 2. december 1721, blev afskedigede derfra. Ja, han kom endog selv til at afløse Vibe som oversekretær i Danske Kancelli (fra samme dag). Ganske vist blev han ikke i dette embede, hvad oversekretæren plejede at være, chef for sit kollegium, for et halvt år i forvejen var grev U. A. Holstein-Holsteinborg blevet storkansler og derved sat i spidsen for begge kancellierne. Desuden var Danske Kancelli i denne tid stillet i ret stor afhængighed af konseillet. Trods dette var oversekretærembedet afgjort et af de højeste i staten og udmærket lønnet. Han måtte derfor siges at have gjort påfaldende lykke, og da storkansleren som gift med en af Conrad Reventlows ægte Døtre var hans egen svoger, måtte hans forhold opad til antages at være behageligt. Overtagelsen af det nye, ansvarsfulde embede gjorde det naturligt, at han frasagde sig stillingen som justitiarius i Højesteret.

Virksom og arbejdslysten, som Rostgaard var, satte han sig med iver ind i sit nye embede, der dog ikke i de år, han beklædte det, gav ham lejlighed til at virke for nogen større reform. Idet denne høje stilling gjorde det muligt for ham at udøve indflydelse på allerhøjeste steder, brugte han den blandt andet på en smuk måde til at støtte det nu begyndende danske skuespil i København. Kærlighed til dansk litteratur og til modersmaalet var stærkt fremtrædende hos ham, og ligesom Holberg så han, at det nyligt grundlagte teater i Grønnegade her kunne virke noget skønt, at det kunne tjene "det ædle Sprog, som Kongens Riger tale". Derfor holdt han sig dels ikke for at være for fornem til at hjælpe skuespillerne med at affatte flere prologer for dem, dels virkede han til at stemme kongen gunstig for dem.

Bestikkelsesdommen

Han gjorde sagen endnu værre ved helt at tabe ligevægten. Så snart han mærkede, hvad der truede ham, skrev han ikke blot ynkelige breve til kongen, men flygtede endog til Helsingborg. Man har svært ved at begribe, hvad han ville opnå derved, for så snart kongen sendte et par lakajer over for at hente ham, fulgte han straks med tilbage til København. Her slap han for den almindelige rettergang, der fulgte mod de andre, som var genstand for samme anklage, og der blev taget så meget hensyn til hans høje embedsstilling, at der blev holdt forhør over ham i selve konseillet, hvor det blev hans egen svoger storkansleren, der forhørte ham og derpå oplæste 23. januar 1725 kongens dom for ham. Den lød på, at han skulle miste sine embeder som oversekretær og gehejmearkivar, han skulle stille kaution for tilbagebetaling af de pengebeløb, som han havde modtaget ulovligt, og han måtte ikke under den højeste straf komme for kongens ansigt eller til hove, men skulle flytte fra København.

Skønt den straf, der her ramte Rostgaard, var betydelig mildere end den ved den ovennævnte forordning fastsatte, der lød på tab både af embede, ære og gods, måtte han føle den som et hårdt slag. Den havde styrtet ham fra hans høje embede, berøvet ham kongens nåde og sat en plet på hans navn i folks anseelse.

Rostgaards sidste år

Fru Rostgaard fødte sin mand syv børn. Af disse døde den eneste søn dagen efter fødslen, og af døtrene blev kun tre voksne. Betydeligst af disse var den ældste, Conradine Sophie, der var ypperlig begavet og kundskabsrig. Hun var først gift med en kammerjunker v. d. Maase, der døde 1728. Siden (1736) ægtede hun en Oluf Bruun, der havde været huslærer for hendes børn af første ægteskab, og som hun havde stået i kærlighedsforhold til. Hendes forældre havde god grund til i flere henseender at være misfornøjede med den måde, hvorpå dette ægteskab blev sluttet, men de tog sagen uforstandigt og hårdt. Uden at bryde sig om, at hendes nye ægtefælle var en fuldstændig hæderlig og dygtig mand, brød de helt med atteren, og hun blev gjort arveløs. Havde Rostgaard tabt ligevægten i ulykkens dage, gjorde han det ikke mindre i dette familiedrama. Men sikkert falder en stor del af skylden her på hans hustru. Hvordan hans eget forhold til denne i det hele har været, ved man ikke. Derimod er det sikkert, at hvad der udbredte tilfredshed over Rostgaards leveår i hans privatliv ude på Krogerup, det var hans tilbagevenden til de lærde sysler fra hans yngre år og det venlige forhold, han kom i til en del forskere som for eksempel Hans Gram og ganske særlig Jakob Langebek. Det var fra hans side betegnet ved en ikke ringe personlig elskværdighed, ligesom han også gerne ville hjælpe med penge, for så vidt hans midler strakte til.

Da ulykken ramte Rostgaard ved hans afsættelse, greb han til at sælge sine håndskriftsamlinger og sit udmærkede bibliotek, men han beholdt dog ganske meget, og dette forøgede han siden, for han var af den slags mennesker, der ikke kunne leve uden at samle. Der var således stof nok for ham til lærde sysler i det sidste, stille afsnit af hans liv. Ganske vist fremkom der ikke mere nu end tidligere selvstændige større videnskabelige værker fra hans hånd. Han vedblev stedse i så henseende nærmest at være, hvad man må kalde en lærd dilettant. Det vigtigste, af hvad han selv skrev, var en skildring af hans eget videnskabelige og litterære liv, der i en af ham personlig udarbejdet tysk oversættelse blev udgivet i Dänische Bibliothek, samt på det digteriske felt en oversættelse af tyske salmer, som han forøgede med nogle af ham selv digtede. Mest holdt han af at give bidrag fra sine samlinger til andre lærdes arbejder. Det var således på grundlag af sådanne, at Bordings poetiske skrifter blev udgivet 1736. Stærkest var han måske en tid optaget af at få sine danske ordbogssamlinger bearbejdede til endelig udgivelse, og han var rede til at bringe økonomiske ofre for at dette kunne lykkes. Arbejdet blev lagt i Langebeks hånd og fortsattes indtil efter Rostgaards død, men som bekendt uden at blive ført til ende.

Det kan ikke nægtes, at da Rostgaard døde var det ikke store resultater, hans varme kærlighed til forskningen havde bragt; men når man trods hans vitterlige mangler ikke kan andet end anerkende denne kærlighed, så må der endnu som et nyt vidnesbyrd derom anføres, at han ved testamentariske bestemmelser lod henlægge en sum penge, der ved tilskud efterhånden skulle vokse således at der deraf med tiden kunne oprettes visse legater til brug for forskningen, blandt andet til at lønne en professor i den nordiske historie og de nordiske oldsager (professor Rostgardianus). Det var en smuk patriotisk følelse, der her styrede ham, nemlig tanken om at fremdrage gamle nationale minder af "den tykke Uvidenheds Mørke" og om "Forsvar imod vore Fjenders og Misunderes daglige og skammelige Bagvaskelse".

Hans hustru døde først 22. oktober 1770, 83 år gammel.

Ekstern henvisning

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Dansk biografisk leksikon 1. udgave (1887 - 1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.