Fænomenologi

Fænomenologiens udbredelse

Hvad enten fænomenologien ses som filosofisk retning, eller bredere som metode, stil og tænkemåde så markerer den sig dog ikke altid som fænomenologi, men f.eks. også som neocartesianisme (Husserl), ”eksistentialisme” (Sartre, Merleau-Ponty, Jaspers), ”neosokratisme” (Marcel). Husserls elev Martin Heidegger, hvem det er almindeligt anerkendt at rubricere bland fænomenologerne, foretrak at kalde sin filosofi ”fundamentalontologi", mens Ricoeur og Heideggereleven Gadamer betegnede deres fagområde hermeneutik.

Fænomenologien er med sine eksponenter altså gået i vidt forskellige retninger. Fænomenologien er svær at betegne, ikke bare fordi dens problemstillinger ofte er særdeles abstrakte og komplicerede, men også fordi Fænomenologi som begreb, i kraft af dets udbredelse, ikke tillader en entydig begrænsning eller definition. Men fælles i fænomenologien er målet at ville undersøge tingene som de viser sig for os i deres umiddelbarhed og fremstille dem gennem en beskrivelse fra en lige så umiddelbar position. Et andet vigtigt samlingspunkt, der er med til at gøre fænomenologien til en bare nogenlunde homogen størrelse er en fælles bevidsthed om, anerkendelsen af og taknemmeligheden til Edmund Husserl, som fænomenologiens fader. Disse elementer er noget af det, der, al mangfoldighed til trods, gør det rimeligt at tale om en fænomenologisk bevægelse.

Et tredje, nok så væsentligt samlingspunkt i den fænomenologiske bevægelse er opgøret med traditionen inden for de respektive kunturelle områder. Selve denne bestræbelse på opgør står overalt helt centralt i fænomenologien, hvilket gør at fænomenologien først bliver forståelig, når den ses i sin rolle som opponent til det bestående.

Inden for filosofien retter fænomenologien sin brod mod Descartes klassiske rationalisme, men endnu mere markant mod empirismen og positivismen, der finder sit forbillede i naturvidenskaben. Hermed er det allerede mere end antydet at fænomenologien, når den er ude i videnskabeligt ærinde er ude for at kritisere naturvidenskabens positivistisk måde at anskue verden på, navnligt når denne podes på videnskabelige discipliner som sociologi og psykologi og her får indflydelse som skole. Indenfor kunsten for den fænomenologiske kritik af positivismen en pendent i form af en kritik af naturalismen.

Således fremstår fænomenologien fra begyndelsen som en negation, snarere end som en klart afgrænset position. Den må fra sin begyndelse søge at imødegå den eksisterende tænkning, som den ser som fremmedgørende og reduktionistisk i forhold til det enkelte menneskes konkrete livssituation. Som modspil indfører Husserl i sin senere tænkning begrebet "Livsverden" for så at sige at tvinge tanken tilbage til et udgangspunkt i det naturligt indstillede menneskes umiddelbarhed. Positivt udlagt er fænomenologien et forsøg på at etablere en ny form for ontologisk tilhørsforhold og forståelse af verden, efter at videnskaben og filosofien op gennem historien har udskiftet den klassiske ontologiske verdensforståelse med en mekanistisk og deterministisk (se Determinisme)verdensforståelse baseret på erkendelsesteori og matematik.

Relaterede artikler:

Edmund Husserl- Transcendental fænomenologi

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.