Det nationale kompetenceråd

Kompetenceregnskabet blev lanceret som et videnssamfundets supplement til de økonomiske nøgletal. Der er tale om en ny måde at opgøre Danmarks angivelige vidensøkonomiske status og fremtidige vidensøkonomiske potentiale. Det er Kompetencerådets opfattelse, at videnssamfundet er kendetegnet ved en hidtil uset innovations- og forandringskraft, der gør spådomme om fremtidige potentialer helt afgørende. Foruden dogmet om et videnssamfund i konstant forandring og det helt centrale kompetencebegreb, så præger begreber som ’det hele menneske’ og ’kompetencemiljø’ rapporterne.

Alle tre konstellationer overskrider grænserne mellem arbejde og fritid samt offentlig og privat. Det er grænser, der ofte virker til at beskytte borgernes private og selvtilrettelagte liv. Dette liv bliver i denne filosofi genstand for politisk-økonomisk indblanding fra virksomheder, interesseorganisationer, offentlig-private institutioner samt offentlige myndigheder.

Der har ikke været den store offentlige opmærksomhed om Kompetencerådet til trods for de potentielle vidtrækkende konsekvenser af kompetenceideologien. Det følgende er en skitsering af perspektiver på og potentielle problemer ved Kompetencerådets ideer.

Børn og kompetencestyring: Pædagogikken har overtaget kompetencebegrebet uden at distancere sig fra det økonomiske fundament for Kompetencerådets begreb. Daginstitutionerne har således per 1. januar 2005 med Lov om læreplaner fået lovfæstet socialministerens ret til at udforme en bekendtgørelse, der udstikker rammerne for kompetenceudviklingen af børn ned til halvårsalderen. Det drejer sig om samtlige offentligt støttede daginstitutioner.

Udviklingstvang: Kompetenceideologien er blevet kritiseret for udviklingstvang. Rådet er fortaler for et menneskesyn hvor det særligt menneskelige giver sig til udtryk som trang til selvudvikling. Man bliver altså først menneske idet man bestandigt udvikler sig ved at praktisere livslang kompetenceudvikling. Udviklingstvangen giver sig dog også til udtryk i Kompetencerådets definition af Danmarks kernekompetencer – de angiver, hvad man som dansker bør stræbe efter og markerer en trang til at topregulere den sociale og kulturelle virkelighed.

Ledelsesretten: Kompetenceideologien er blevet udråbt til en ny humanisme og også til en ny marxisme, fordi medarbejderne nu får muligheden for at tage magten over produktionsmidlerne ved simpelthen at tage magten over sig selv. Virksomhederne bevarer imidlertid ledelsesretten. Der kan være grund til at spørge, hvor stridsøksen ligger begravet, hvis medarbejderen indgår i en alliance med virksomhedsledelsen om selvudvikling på virksomhedens præmisser. Måske de hidtidige konfliktpotentialer på arbejdsmarkedet simpelthen er forsvundet.

Fremmedgørelse: I relation hertil kan man støve fremmedgørelsesbegrebet hos Marx af og spørge til det hele menneskes karakter. Kompetencerådet benytter den renæssancehumanistiske og senere marxistiske figur ’det hele menneske’. Det er altafgørende for denne figurs tidligere udtryk, at mennesket har værdighed i sig selv. Så snart mennesket bliver instrument for andre formål bliver det fremmedgjort og mister sin værdighed. I kompetenceideologien er det de økonomisk virksomme kompetencer, vi har brug for og det hele menneske mister retten til sin værdighed og til at hvile i sig selv.

Republikanisme: Kompetencerådet genopvækker uforvarent en machiavellistisk republikanisme. Det er formålet for Machiavelli at sikre statens overlevelse i dens kamp mod fortuna ved at vække borgernes samlede kræfter til live virtu. Kompetencerådet ønsker at gøre det samme men taler i stedet om den globale konkurrenceøkonomi fortuna og kompetencer virtu. Det handler i begge filosofier om at skabe sammenhængskraft og kampgejst, og der er i øvrigt en række andre sammenligningspunkter.