Cistercienserordenen

Hans efterfølger, Alberich, fik pavelig stadfæstelse på klostret og skrev Instituta monachorum Cisterciensium, hvori der påbødes streng opfyldelse af Benedikt's regel samt en brun ordensdragt; denne ombyttedes senere med en hvid kappe med sort skapular og kapusse. Efter Alberich's død 1109 blev englænderen Stephan Harding abbed i Citeaux. Livet der blev under ham saa hårdt, at ingen turde træde ind, men saa kom 1112 den hellige Bernard med 30 Venner, og Bernhardinerne, som de nu ofte kaldtes, voksede med rivende Fart. 1150 talte man 343 abbedier og i midten af 14. århundrede 700. Carta caritatis, der fik pavelig stadfæstelse 1119, er ordenens grundlov. Abbeden i Citeaux, der valgtes af sit klosters munke og døtreklostrenes abbeder, stod i spidsen for hele ordenen; men øverste instans var det årlige generalkapitel, der kunne afsætte selve generalabbeden.

Cisterciensernes videnskabelige betydning er mindre, men arkitektur, tonekunst og landbrug står i stor gæld til dem. Deres kirkebygninger, er nogle af gotikkens betydeligste mindesmærker. Deres avlsgårde var middelalderens landbrugsskoler. Det gik imidlertid cistercienserne som det er gået alle andre munke; de overlæssedes med privilegier og rigdomme, og det kvalte Livet. Reformatorer fremstod og dannede ny kongregationer, hvoraf trappisterne er de vigtigste.

I Danmark indførtes ordenen af ærkebiskop Eskil, der var ven med abbed Bernhard; første danske cistercienserkloster var Herrevad i Skåne, grundlagt 1144 af munke fra Cîteaux. Ordenen blev den betydeligste klosterorden i Danmark.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens konversationsleksikon 2. udgave (1915 - 1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.