Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
C-47
Douglas DC-3 er nok det bedst kendte transportfly i verden. Første fly var i luften 17. december 1935, og allerede året efter var flytypen sat ind på flere passagerruter i USA. Da USA gik ind i 2. verdenskrig, voksede behovet for transportfly, og der blev i alt bygget 10.665 fly inden produktionen blev indstillet lige efter krigen. General Eisenhower udtalte på et tidspunkt at dette fly nok var en af de vigtigste stykker krigsmateriel på allieret side. Flytypen spillede en stor rolle i luftbroen til Berlin i 1948, og deltog desuden i både Koreakrigen og Vietnamkrigen. Enkelte fly flyver stadig - enten som veteranfly eller som rutefly i 3.-verdenslande. Flyets nærmest ubegrænsede levetid skyldes blandt andet at det ikke har trykkabine. I militær tjeneste fik flyet i sin fragtversion navnet C-47 Skytrain (C for Cargo - last) i U.S.Army. Englænderne kaldte den for Dakota (Douglas Aircraft Company Transport Aircraft) og U.S.Navy kaldte den for R4D. I folkemunde blandt soldaterne fik den hurtigt navnet Gooney Bird. Selvom fragtdøren sad noget over jorden (på venstre side), kunne man godt få en jeep ind i flyet. Udover rollen som fragtfly blev flyet også anvendt til at slæbe glideplaner ind over Normandiet på D-dag og til at føre faldskærmssoldater frem over nedkastningszonen. Efter 2. verdenskrig var der mange fly til overs, og mange blev solgt eller fordelt til andre lande via våbenhjælpen i 1950'erne. SAS købte 2 stk. DC-3 i 1953 og det danske flyvevåben modtog 6 C-47 under marshallhjælpen i 1956. Alle 8 fly endte i flyvevåbnet og fløj frem til 1985 på utallige transportopgaver.
|
![]()
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |