Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
Byldepest
Byldepest stammer fra Centralasien (eller - ifølge den nyere teori - fra Afrika), og nåede efter alt at dømme til Europa i 600-tallet. Det er dog den store epidemi fra omkring midten af 1300-tallet, man oftest taler om. Den første europæiske by der blev smittet var Konstantinopel, og i 1348 havde sygdommen bredt sig i hele Middelhavsområdet. Første udbrud i Skandinavien var i havnen i Bergen i Norge i 1349, men allerede samme år var den spredt i både Sverige og Danmark. Sygdommen kom ifølge et sagn til Danmark med et norsk skib, der kom fra England, og som strandede i det nordlige Jylland, da hele besætningen var død. I det følgende år rasede den i al sin heftighed, og det antages at omtrent halvdelen af befolkningen døde. Store distrikter lå fuldstændig øde efter pesten, saaledes endnu 20 år efter 98 gårde og møller og 71 huse i Roskilde Stifts besiddelser. Da Valdemar Atterdag i 1357 byggede et slot i Randers, var det af materialer fra 11 nedbrudte kirker fra affolkede sogne. Sygdommen bevægede sig de næste 350 år rundt i Europa med skiftende intensitet, indtil den efter endnu en voldsom epidemi, der i 1711 dræbte omkring 1/3 af Københavns befolkning, stort set forsvandt.
![]() Patienter med byldepest. Fra Toggenburgbiblen fra 1411 I dag er sygdommen meget sjælden, men dukker dog op engang imellem i Centralasien.
|
![]()
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |