Båndoptager
En båndoptager eller båndmaskine kan optage, lagre og gengive lyd ved hjælp af et magnetbånd, der med konstant hastighed føres forbi et tonehoved ved at blive klemt mellem en kapstanaksel og en gummibelagt trykrulle. Til dataregistreringregistrering fandtes(/findes?) maskiner, hvor båndet blev startet ved optagelse og stoppet straks bagefter (intermitterende drift).Forgængeren var en stålbåndoptager, hvor mediet var en ståltråd, der kunne magnetiseres. Valdemar Poulsens Telegrafon (1898) var én af de første. Bang & Olufsens varemærke for båndoptagere, "Beocord", skyldes at firmaets første maskine (1948?) var en trådoptager. Båndoptageren kom til verden i 1940'erne, og mediet var i første generation spolebånd, magnetbånd med et tyndt lag magnetisk jernoxyd på bæremedier allerførst af papir, derefter celluloseacetat, senere forskellige plasttyper. Blandt fabrikater af i Danmark kendte båndoptagere gennem tiden kan nævnes Ampex, Assmann, B&O*, Eltra*, Fostex, Grundig, Luxor, Lyrec*, Movic*, Nagra, Philco, Philips(*), Revox, Studer, Tandberg, Teac, Telefunken, Uher (* danskproducerede). Nogle kun med højt specialiserede professionelle båndmaskiner, andre med brede udbud. Føj selv til... Senere opfandt firmaet Philips kassettebåndoptageren, der var noget mere brugervenlig og ikke fyldte så meget som spolebåndoptageren, der dog bruges den dag i dag til professionelle formål. Metoden er dog stadig analog, hvilket medfører tab af kvalitet ved kopiering. Udviklingen fortsatte med digitale båndoptagere (DAT), som dog i første omgang blev holdt tilbage af elektronikfabrikanter på grund af risiko for piratkopiering.
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. |