|
Alkan
Alkaner kort fortalt
En alkan er en organisk, kemisk forbindelse der består af et antal kulstof-atomer, bundet til hinanden med enkeltbindinger så de danner en "kæde". Alle de "tiloversblevne" valenselektroner på disse kulstofatomer binder brint-atomer til molekylet, så i et alkan-molekyle med n kædeforbundne kulstofatomer skal der være 2 · n + 2 brintatomer, og bruttoformlen for den pågældende forbindelse bliver CnH2·n+2
Navne på alkanerne
Teoretisk set findes der således en kemisk forbindelse for ethvert naturligt tal n, og på grund af fællestrækket i deres opbygning, kategoriserer man alle disse forbindelser under ét navn; alkaner. Bortset fra de fire simpleste har alle alkaner navne efter det græske udtryk for antallet af kulstofatomer, efterfulgt af endelsen -"an". De første tyve alkaner hedder således:
- Metan, methan ("naturgas"); CH4
- Etan, ethan; C2H6
- Propan; C3H8
- Butan; C4H10
- Pentan; C5H12
- Hexan; C6H14
- Heptan; C7H16
- Oktan; C8H18
- Nonan; C9H20
- Decan; C10H22
- Undecan; C11H24
- Dodecan; C12H26
- Tridecan; C13H28
- Tetradecan; C14H30
- Pentadecan; C15H32
- Hexadecan; C16H34
- Heptadecan; C17H36
- Octadecan; C18H38
- Nonadecan; C19H40
- Eicosan; C20H42
Egenskaber og anvendelser
De første fire alkaner i ovenstående liste er på gasform ved normalt tryk og temperatur. De næste er flydende, og jo længere molekylerne bliver, desto mere tyktflydende bliver de. Plastmaterialet polyetylen kan betragtes som en "blandet samling" af alkaner med ti- eller hundredetusindvis af kulstofatomer i kæderne.
Stofferne heptan og oktan er to af mange forskellige kulbrinteforbindelser der findes i benzin, og oktan-tallet for benzin beskriver hvilken blanding af netop heptan og oktan, nærmere besemt n-heptan (uforgrenet kulstofkæde) med oktantallet 0, og iso-oktan (2,2,4-trimethyl-pentan) med oktantallet 100, der har samme egenskaber (mht. antændelsespunkt) som pågældende benzin. En blanding af fx 5% n-heptan og 95% iso-oktan har oktantallet 95.
Se også
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
|

|