|
|
Viking
Vikingerne var krigere fra Skandinavien som i den sene jernalder plyndrede og koloniserede områder langs kyster og floder i store dele af Europa mellem 800 og 1050. Oftest tænker man nok på vikingerne som omrejsende krigere, men de var også dygtige handelsmænd og landbrugere. Senere kom vikingerne også fra de koloniserede områder.
Man betragter traditionelt vikingernes plyndring i 793 af klosteret Lindisfarne i England som overgangen fra jernalder til vikingetid.
Sejlende krigere
Vikingerne var berygtede, som krigere. Dette skyldtes flere ting:
Deres skibe kunne sejle hurtigt og langt omkring. På et døgn kunne de sagtens rejse 120 km med en hær på 200 skibe og 5.000 mand. En hær af en størrelse, som de, der skulle forsvare sig imod vikingerne, først kunne nå at samle efter, at vikingerne var væk igen.
Ikke mindst kunne de hurtigt komme i land med en hel hær på en bar sandstrand, eller langt oppe ad en lille flod. Vikingerne var ikke afhængige af havne. Skibene kunne også transporteres over land, da en snekke ikke vejede mere end at en normal hestevogn kunne bære den.
Der fandtes to slags vikinger.
- Sommervikingerne, af irerne kaldet de blåklædte, som kun kom om sommeren i store flokke. De havde noget proviant med hjemmefra, og var ret veludstyrede, men ofte meget unge og uerfarne.
- Vintervikingerne, af irerne kaldet de gråklædte som hærgede hele året. De var mere eller mindre lokale og vidste, hvad de kom efter. Disse vikinger kom nok oprindeligt fra Skandinavien, men de slog sig ned hvor de kom frem, og krævede at besatte områder skulle stille med skibe og krigere, hvilket de gerne gjorde, da de besatte områder i England og Frankrig bestod af indbyrtes stridende områder uden nogen fældes nationalfølelse. Magten gjorde dem også i stand til at gennemtvinge at der skulle ydes danegæld.
Etymologi
Den ældste kendte forekomst af ordet 'viking' er i det angelsaksiske digt Widsith som blev skrevet i 5-600 tallet. Ordet findes desuden på runesten, hvor det er et personnavn, dels findes som en handling den afdøde foretog. Ordet vikings etymologi er usikker. Ordet kendes fra oldnordisk (vikingr), oldengelsk (wicing) og oldfrisisk (wiking), så det er muligvis fællesgermansk. Det er også muligt at det er et låneord fra oldnordisk på de to andre andre sprog. Det er foreslået at ordet kan være beslægtet med ordet "vig" således at det kunne betyde "mand der lægger til i vigene med sit skib" eller "mand fra Vigen" (området omkring Oslofjorden). (Kilde: Nudansk Ordbog, 9. udgave, 1977).
Det er vigtigt at holde sig for øje, at ordet "viking" i samtiden ikke havde den betydning, vi tillægger det i dag. Samtidige nordiske kilder nævner f.eks. en "viking-vagt"; en der holdt udkik efter vikinger. Ligeledes nævnes om en person, der fik et raserianfald, at "der fór en viking i ham". Ordet "viking" dækkede altså ikke hele den nordiske befolkning, men kun de berygtede sørøvere.
Udrustning
Vikingernes almindelige udrustning var økse, skjold, jernhat og en kampskjorte. Dertil grå eller finere lange blå bukser. Herudover anvendte de som transportmiddel til havs og op af floderne en grundtgående ro- og sejlbåd, af typen snekke, med mindst 24 årer. De yngste var 12 år gamle, og der var nok kun en mindre del, som var over 26 år.
Kun særligt velhavende, havde sværd og brynje, men ihvertfald havde styrmanden en brynje.
Sværdenes klinger var damascerede, det vil sige, at klingen var smedet dels af kulstoffrit, dels af opkullet stål, hvilket giver et mønster af lyst og mørkt stål. Klinger fra Rhinlandet i Frankerriget var utroligt eftertragtede på grund af den høje kvalitet.
Som regel stod smedens navn, som varemærke i klingen, men vikingerne læste det, som sværdets navn. Og mente at sværdet havde en personlighed.
De fleste vikinger havde en form for jernhat af jernbånd eller en rigtig hjelm. Konger og hærførere havde særligt flotte hjelme, så det var nemt for hirdmændene at følge dem og beskytte dem i kampen.
En konge Erik vejrhat, havde et lille flag på hjelmen, Guldharald havde en guldhjelm med massiv guldspids. Der findes en gravsten med en afbildning af en mand som ofrer en hest. Manden er iført en hornet hjelm, så man ved, at disse hjelme fandtes i vikingetiden. I Danmark fandtes en lokal tradition for hornede hjelme helt frem til 1600-tallet. Der kan derfor ikke være tvivl om, at nogle få vikingehjelme har haft horn. Men de, som bar hornene kæmpede næppe i den første række.
Religion og skikke
Asetroen gjorde dem til dedikerede krigere, der altid kæmpede voldsomt, som gjaldt det livet ... eller måske skulle man sige, det gjaldt døden:
Asetroen der er beskrevet i den nordiske mytologi fremhæver at en rigtig mand skal dø i kamp. Derved ender han sine dage som kriger i Asgård, blandt guderne. En vikingekriger der dør af alderdom eller sygdom i sin seng (lider strådøden) ender i Hel, et trøstesløst sted under Asgård, hvor uhyret Hel hersker over de ulykkelige sjæle. En rigtig viking frygtede denne død og var derfor ikke bange for krig og kamp.
Vikingerne udøvede bersærkergang. Dette er betegnelsen for en tilstand, hvor man angriber sanseløst og vildt, uden skjold eller anden beskyttelse. Dette kender man fra mange primitive krigersamfund. Formålet er at vinde anseelse, hos sine egne, hvis man overlever.
Kilder
- til navnet viking: Danmarks Vikingetid, Else Roesdahl
Se også
Eksterne henvisninger
- Tekstudkast. Bl.a. Første bind: fra vikingetiden til 1730
- Ing.dk, 03.07.2003: Insekter navigerer med polariseret lys Citat: "...Vikingerne brugte en såkaldt solsten af dobbeltspat, som er et gennemsigtigt mineral, hvis lysbrydning er forskelligt i forskellige retninger...skarabæen, Scarabaeus Zambesianus der lever i Sydafrika, eftergør biers og vikingers trick blot under langt vanskeligere forhold - i månelys...."
- Hvordan navigerede vikingerne Citat: "...Stenen bestod af et mineral kaldet cordieritt. Dette mineral kunne vise retningen til solen i overskyet vejr. Dog med det forbehold, at man kunne se et strejf af blå himmel...."
- Vikingernes verden Citat side 11: "...I Olaf den Helliges saga berettes om et besøg fra bonden Rødulf og hans sønner. Sigurd, en af sønnerne, påstår over for kongen at han kan angive Solens position også når det er helt overskyet....Ifølge Thorkild Ramskous undersøgelser fra 1967 må beretningen tages ganske alvorligt: Solstenen [sólarsteinn] var en realitet...Stenen har efter Ramskous mening været et mineral med samme virkning som et polaroidfilter..."
- Ivar Gauldt: I vesterled Citat: "...Sagalitteraturen forteller at de bar solsteinen i en snor rundt halsen, men den er aldri konkret blitt funnet ved noen utgravning. Solsteinen var forløperen til tusmørkekompasset som ble oppfunnet på 1600-tallet, og som fremdeles er i bruk ved flynavigasjon (Kollsman Sky Compass)....", Ivar Gauldt: Vikingerne, Ivar Gauldt: Kildemateriale (Sources)
- Erik Torpegaard: Saadan kortlagde vikingerne Vinland
- Pejlskiver fundet i Grønland og Danmark, Tone templets, Sammenligning af solsten og Skalholt-kortet
- The Truth Will Out By Raymond Selkirk Citat: "...The Vikings refer to a "sunstone" with which they used to take bearings of the Sun in overcast weather (Randulfs Pattr ok Sonum Hans). There is also a Roman reference by Pliny the Elder to a similar stone, which he calls Solis Gemma. The material is a calcite mineral called cordierite, and bearings of the obscured Sun can be taken even when it is up to seven degrees below the horizon. A modern airman's navigation aid called a "Kollsman's Sky Compass" uses the same principle...."
- Vikingnet.dk
- Arild Hauges Runer: Om vikingtid, runer, førkristen tradisjon og folketro i Norden
- Google: Archaeology; Viking, History; Vikings
- Nova: Secrets of Norse Ships part 2 Citat: "...The sagas contain intriguing references to a solarsteinn or 'sunstone' used for navigation. Scholars believe it possible this stone was feldspar, a mineral found in Iceland that polarizes light. Theoretically, a polarizing stone might have helped indicate the direction of the sun when clouds obscured the view. Its practicality is doubtful, however, since it would require some blue sky to work..."
- Knowing one’s place and time key to finding one’s way Citat: "...In the Icelandic Flateyjarbok, the Saga of St. Olaf describes a “Solarsteinn” or sunstone, by which mariners claimed to be able to tell the direction of the sun when it was obscured by cloud or fog....Some Viking experts, like William Fitzhugh at the Smithsonian, dispute the sunstone claim, but others believe it was Icelandic spar, the dichroic mineral cordierite....The principle, rediscovered during World War II, was used to make a polariscope to help aerial navigators find their way..."
- June 11, 2004, waterford-news: Viking ‘town’ is Ireland’s equivalent of Pompeii Citat: "... It is thought that up to 4,000 people may have lived there...From evidence found at the site, a fleet of 120 Viking shipss occupied the Woodstown site about 812..."
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.
|
|
