Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
Victor BorgeVictor Borge (3. januar 1909 - 23. december 2000) var en dansk pianist og entertainer.Han blev født i København og voksede op på Østerbro - helt eksakt Classensgade 40. Sit musikalske talent havde han fra sin far, kgl. kapelmusikus Bernhard Rosenbaum. Han debuterede i 1926 i Odd Fellow Palæet. I 1940 blev Børge Rosenbaum, som han dengang hed, tvunget til at forlade Danmark på grund af den nazistiske jødeforfølgelse. Skønt han ikke talte engelsk, lykkedes det ham snart at "oversætte" sin humor, og han optrådte i Bing Crosby's radioprogram Kraft Music Hall i 1941. Allerede næste år blev han udnævnt til "the best new radio performer of the year" af den amerikanske presse, og fra da af gik det kun fremad. Han blev især kendt for sit one-man show: Comedy in Music i Golden Theatre, New York i perioden 1953-56. Senere turnerede han verden over og kom ofte til Danmark, hvor han optrådte i dansk TV og på det Kgl. Teater samt ved koncerter i Tivoli. Kritikere mente, at han havde svært ved at forny sig, mens hans beundrere holdt af og nærmest ventede på de klassiske tricks. Blandt hans kendte numre var "fonetisk tegnsætning", hvor komma, punktum, tankestreg mv. blev oversat til lyde. Ved sine koncerter i Danmark afsluttede han sit forrygende morsomme show med stille passager af dansk musik, herunder "Hist hvor vejen slår en bugt" og "I Danmark er jeg født", nogle gange med medvirken af Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Børnekor, som han var protektor for. Han vedblev med at komme til Danmark trods sin bopæl i USA - og holdt af at vandre rundt i København og mindes. Victor Borge døde, 91 år gammel i sit hjem i Connecticut den 23. december 2000, netop hjemkommet fra en tur til sit elskede København.
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. Antal besøgende: |