Vadehavet

I Weichselistiden for 60 - 12 tusind år siden lå isen tungt over Danmark, undtagen over det sydvestlige Jylland. Weichselistiden var den seneste af mange istider.

Da isen efterhånden smeltede over resten af Danmark, løb store smeltevandsfloder mod vest, ud over Vest- og Sønderjylland. Tæt ved isranden var strømmen i floderne meget stærk, så selv store sten blev revet med af strømmen. Jo længere væk fra isranden floderne løb, jo mere forgrenede de sig, og jo svagere blev strømmen. De tungeste sten blev først aflejret. Senere faldt grus og sand til bunds og til sidst blev leret ført ud og dannede bundlag på de mange banker i Vesterhavet.

Alt smeltevandsmaterialet dannede efterhånden nye lavtliggende områder i den del af Danmark, som nu er Sydvestjylland og Vadehavet.

Tidevandet

Almindeligvis er forskellen på højvande og lavvande ved Ho Bugt ca. 1 1/2 meter.

Marskdannelsen

Jo flere planter, der vokser i et område, jo mere materiale bliver bundfældet, og dermed vokser landet, og der dannes marsk. Ved Rømø vokser landet med op til en decimeter om året, så det er store mængder af sand og organisk materiale, der kan føres med tidevandet.

Nogle steder graves grøfter i kanten af specielle slikgårde, der er hegnet ind med risknipper, så vandet nemmere løber af vaden, og slik kan bundfældes. Landet vokser dermed hurtigere. Denne teknik kaldes grøbling og man kan nogle steder tydeligt se, at det nydannede land er ruflet som et vaskebrædt, eftersom de gamle grøfter, ikke vokser så hurtigt som de omgivende "marker".

Når marsken er så høj, at den ikke længere oversvømmes, vokser den ikke mere. Hvis man laver et spadestik i marskjorden, kan man tydeligt se, hvor sandbunden når til, og hvor meget tilført materiale, der er lagt ovenpå gennem årene. Det tilførte materiale, klægen, er nemlig helt mørk, i modsætning til den lyse sandbund.

Planterne

Planterne, der indvandrer på vaderne, er helt specielt tilpassede det ekstreme miljø. De skal ikke alene kunne tåle skiftevis at være vanddækkede og tørlagte. De skal også kunne tåle skiftende saliniteter.

Havvandet ved Vadehavet har et saltindhold på mellem 25 og 35 promille, men på områder, der ikke konstant er oversvømmede, vil noget af vandet fordampe og efterlade saltet i jorden. Derved bliver saliniteten meget højere. På områder, der sjældent oversvømmes vil det meste salt blive skyllet væk med regnvandet, så her vil saliniteten være lavere end i havvandet.

Det er derfor kun få, tilpassede arter, der kan tåle at leve i sådan et miljø. Længere oppe i marsken bliver miljøet mere konstant, og her kan andre planter begynde at indvandre og fortrænge de ekstremt salttålende arter.

Det kan derfor tydeligt ses i marsken, at forskellige plantesamfund efterhånden afløser hinanden på strækningen fra den vanddækkede flade og ind mod land.

Nogle planter har særlig betydning for indvinding af havbund og kystsikring. Vade-Salturt eller Kveller (Salicornia dolichostachya), Vadegræs (Spartina anglica) og Annelgræs (Puccinellia maritima) vokser ud på vaderne i slikgårdene. De specielle planter, der bruges til landvinding kan tåle saltvandet og de holder på det slik, der skylles ind ved højvande, så slikgårdene efterhånden bliver tørlagt.

Dyrene

Ligesom hos planterne er det kun få dyrearter, der kan tåle skiftevis at være vanddækket og tørlagt. Dyrene i Vadehavet er derfor nødt til at være godt tilpassede miljøet, eller også må de nøjes med at opholde sig på vaderne, når der er vand nok ved højvande, eller når vaderne er tørlagte ved lavvande.

Bortset fra det lidt besværlige miljø er Vadehavet et supergodt spisekammer. Det lave vand giver optimale betingelser for, at alger kan leve der, da der er masser af lys og næring. Specielt kiselalger lever her i stort tal. Andre dyr lever af kiselalgerne, f.eks. andet plankton, filtratorer og mudderædere.

Små rovdyr, f.eks. søstjerner, lever af algeæderne og større rovdyr, f.eks. fugle, lever igen af de mindre rovdyr.

Tilsammen udgør Vadehavets dyr og planter et stort og kompliceret fødenet. Vadehavet er derfor et af verdens 10 vigtigste vådområder. Det har status som vildt- og naturreservat.

De forskellige fuglearter i Vadehavet udnytter spisekammerets små nicher, så der ikke er to arter, der præcist lever af det samme. Derfor har hver art et specielt næb, der netop er tilpasset til at fange de dyr, som denne art lever af.

Klyden f.eks. har et meget specielt opadbøjet næb, som er perfekt tilpasset til at skumme vandoverfladen og vadeoverfladen for smådyr.

Strandskaden har et meget kraftigt næb, der er så stærkt, at den kan tvinge en blåmuslings to skaller fra hinanden. Det er noget af en bedrift - prøv selv om du kan få en blåmusling til at åbne skallerne bare en lille smule en dag, du er ved stranden (Men husk at passe på muslingen, så den ikke kommer til skade!)

Gravanden har et rigtigt snadrenæb. Den lever af de smådyr, f.eks. dyndsneglen og slikkrebsen, der lever i de øverste lag i vadefladen, og den spiser også af de salttålende planters frø.

Kilder/Henvisninger

• Hjemmesiden: http://www.naturligvis.u-net.dk/

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.