Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
USA's uafhængighedskrigDen amerikanske uafhængighedskrig fandt sted i perioden 18. april 1775 - 3. september 1783 og resulterede i, at de britiske kolonier i Nordamerika opnåede selvstændighed, og USA dermed opstod.Baggrunden for konflikten var en stigende utilfredshed i de nordamerikanske kolonier med det britiske parlaments styrelse af kolonierne, særligt på skatteområdet. Det blev af amerikanske politikere påpeget, at det ikke var passende, at kolonierne skulle pålægges en lovgivning, de ikke selv havde indflydelse på gennem repræsentation i det britiske parlament. Inden selve krigen brød ud kom det til væbnede sammenstød mellem kolonister og britiske tropper. Mest betydningsfuld var den såkaldte Bostonmassakre 5. marts 1770, hvor fem oprørere blev dræbt. Og i 1773 ødelagde en gruppe kolonister en ladning te i havnen i Boston ("Boston Tea Party"). Efter sidstnævnte episode opgav det britiske styre at kontrollere urolighederne gennem indrømmelser. Det blev dog først efter gennemførelsen af den såkaldte Quebeclov i 1774, der fik delegerede fra de 13 kolonier til på en kontinentalkongres i Philadelphia i september 1774 at indlede en handelsboykot mod Storbritannien, at der var åbnet for en decideret krig. 18. april 1775 kom det til kamp i Lexington i Massachusetts, hvor britiske tropper var blevet udkommanderet for at inddrage kolonisternes arsenal. Det var dog først efter, at man 4. juli 1776 vedtog den amerikanske uafhængighedserklæring, at kampene for alvor gik i gang. Frankrig og Spanien stillede sig med tiden på oprørernes side, og i 1781 var det britiske nederlag i realiteten klart. Fredsforhandlinger blev indledt, og 3. september 1783 kunne man i Paris underskrive en fredstraktrat, hvor Storbritannien anerkendte USA's uafhængighed.
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. Antal besøgende: |