Skt Hans

Det er en ældgammel skik at fejre midsommer. Det har danskerne gjort siden Odin og Thors dage. Den 21. eller 22. juni er det sommer-solhverv med årets længste dag, og sankthans aften fejrer vi altid den 23. juni. Det er så sankthans dag den 24. juni. Efter sankthans bliver dagene igen kortere, indtil vi når vinter-solhverv i december.

Ved sankthans er hele naturen fyldt med en kraft, som den har opsuget fra solen på årets længste dage. Sankthans er derfor også glædens fest. I tidligere tider mente de overtroiske, at kraften var nærmest magisk. Sankthansnat indsamlede kloge koner og kloge mænd (datidens læger) mange af de lægeurter, som de skulle bruge i årets løb til at kurere folk med, f.eks. den lilla-klokkede smukke plante fingerbøl (digitalis), som er dødbringende, hvis den indtages i større mængder, men som kunne hjælpe til at styre hjerteproblemer, hvis den blev brugt med let hånd. Lægevidenskaben har overtaget denne visdom. Netop en ekstrakt af fingerbøl indgår i medicin mod hjerteproblemer.

Mest kendt var sankthansurten (sedum telephium), der, mente man, havde den forunderlige evne, at den kunne varsle menneskers skæbne. I Thy blev den ligefrem kaldt spåblomst, i Sønderjylland levekål og på Fyn lykkeblomst, hvor lykke betyder "skæbne". Ritualet var, at pigen plukkede to sankthansurter, en for sig selv og en for den karl hun havde et godt øje til. Så satte hun urterne fast under en loftsbjælke. Voksede stænglerne nu mod hinanden, var det et godt varsel, men hvis de voksede fra hinanden, måtte hun prøve med et par nye sanskthansurter næste år. Iøvrigt er det hændt mere end én gang, at karlene har listet sig til at sno kæresteplanterne sammen! "Skjæmt" kaldte man det.

Men det mest forunderlige sankthansnat var det mirakuløse vand i de hellige kilder: Det blev forvandlet til medicin, troede man. Overalt i landet var der sådanne kilder, som man valfartede til. Nogle drak af vandet og andrede vaskede sig i det, og så overnattede man i øvrigt ved kilden. Pudsigt nok drikker danskerne den dag i dag kildevand som aldrig før. I 1985 f.eks. drak den danske befolkning 33 millioner liter! Traditionen med at besøge de rigtige kilder sankthansnat er nu næsten borte - i modsætning til bålene.

Kildebesøg og bålbrænding hørte nemlig sammen. Man sagde, at "man brændte sankthansblus" eller "glædesblus", og det foregik som regel på et højt punkt, så ilden kunne ses langt borte fra. Skæret fra bålene, som ofte blot var halmknipper sat på stager, var med til at holde alt ondt - hekse og onde magter - væk fra den højtidelige, næsten hellige midsommernat, troede man. Det er det Holger Drachmann skriver om i sidste vers af midsommervisen: "dem vil vi fra livet med glædesblus holde". Imens spillede de lokale spillemænd, og man sang og dansede, de gamle så på og frydede sig og børnene fik lov til at være længe oppe.

Sankthans heksen, som vi brænder på midsommerbålet, fortsætter den opfattelse, at hekse og onde magter er særligt farlige sankthans aften. Hverken hos jødedommen eller hos kristendommen troede man på hekse i de første tusind år. Det var først i 1200-tallet, at hekseovertroen begyndte at komme ind i billedet, og i de følgende århundreder tog til med rædselsfulde følger for mange kvinder (og mænd) i hele Europa. I Danmark blev den første "heks" brændt på bålet i Stege i 1540, og den sidste officielle heksebrænding fandt sted i 1693. Så sent som i 1722 kom en "heks" dog på bålet i Salling, og i 1897 blev en såkaldt "heks" lynchet i Vendsyssel. Alene i Danmark mistede op mod tusinde "hekse" livet i flammerne. Helt indtil 2. verdenskrig er der eksempler på, at folk med ry som "hekse" blev forfulgt i Danmark.

Men ellers er der ikke i nogen af de gamle beretninger - eller på de kendte malerier - om sankthans aften noget der tyder på, at man har brændt en heks på bålet. Det er først så sent som i 1920erne og 30erne, at sankthansbålet med heksen bliver et groteks og makabert minde om tidligere tiders heksebrændinger. I Sverige og Norge, hvor man også har midsommer- eller sankthansblus kender man ikke noget til sådanne moderne "heksebrændinger". Det gør man derimod i visse egne af Tyskland og Østrig, hvor man sankthansaften på et bål brænder, hvad man under ét kalder "Hexe" i betydningen "strådukke" klædt ud som et "skræmmevæsen". Det er også fra Tyskland, at ordet "Bloksbjerg" stammer. På tysk hedder det Brocken. Det ligger i Harzen og er områdets højeste top på 1142 m. Ifølge folketroen foregik heksenes forsamling med djævelen på Bloksbjerg enten skærtorsdag, valborgsaften eller sankthansaften.

Ude omkring i Europa kendes mange forskellige strådukker, der under forskellige navne - Judas f.eks. - og betegnelser er blevet brændt på bålet til forskellige tider af året. Men ingen "rigtige" hekse. I Danmark er det som nævnt først i 1920erne vi møder sankthans heksen. Det er på egnen omkring Kalundborg, hvor mange tyske arbejdere var beskæftiget på skibsværftet under 1. verdenskrig. Måske er det via dem, sankthans heksen er kommet ind i den danske midsommerfest? Det eneste vi imidlertid ved med sikkerhed er, at det er en ny tradition, og at den oprindelig er tysk.

Selve sankshans bålet - og midsommerfesten - er jo en dejlig tradition at fortsætte. I Sverige har de været så kloge, at de fra 1953 lagde sankthans aften på en fredag. Her brændes ikke bål - det gør man i Sverige den 30.4 på "Vahlborgsmässoafton". Om fredagen danser man om "Midsommarstången" og synger. Og lørdag som er ren helligdag - sover hele Sverige rusen ud, og der festes slet ikke. Men i Danmark har vi til gengæld stadig Holger Drachmanns og P.E. Lange-Müllers smukke midsommervise fra 1885: "Vi elsker vort land..." - som for os hører med til en rigtig sankthans aften med bål - med eller uden heks - og fest.

Eksterne henvisninger

• http://www.hannelindquist.dk/Hans/heks.htm
• http://www.detsker.nu/sankthans/