Netleksikon - Et online leksikon Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle.
Forside | Om Netleksikon

Politisk parti

De politiske partier er ikke nævnt i grundloven, der udgør rammen for det politiske system i Danmark. Alligevel spiller de en stor rolle i det politiske liv. Spillereglerne og betingelserne i politik er i Danmark, som i mange andre lande, andet og mere end de skrevne grundregler i forfatningen. Tradition, praktiske hensyn og den almindelige samfundsudvikling er i høj grad med til at sætte betingelserne for det politiske liv.


Collage af partilogoer
Politiske partier eller kortere partier, der har siddet i Folketinget i - omtrent - kronologisk rækkefølge:
Endvidere har en del individuelle udbrydere (og ekskluderede) fra de enkelte partier dannet deres egne partier; her er kun nævnt partier, der har vundet folketingsmandater ved folketingsvalg.

Table of contents
1 Hvad er et politisk parti?
2 Partier fra det 19. århundrede
3 Partier fra det 20. århundrede
4 Partiernes opbygning
5 Partiprogrammer
6 Fastlæggelse af partiets holdninger
7 Afvigelser fra partiets linje
8 Partierne og valgsystemet
9 Udvælgelse af kandidater
10 Medlemstal og valgdeltagelse
11 Eksterne kilder/henvisninger

Hvad er et politisk parti?

Et politisk parti er en kreds af personer, som har de samme grundholdninger. Disse mennesker har sluttet sig sammen for at prøve at påvirke den politiske udvikling. Der er flere veje til påvirkning og eventuel indflydelse: Partiet kan lade sig opstille til Folketinget, kommunalbestyrelser eller amtsråd og søge at få direkte indflydelse dér. Partiet kan også virke som pressionsgruppe uden for de folkevalgte organer, f.eks. ved at partiets medlemmer skriver indlæg i aviserne, afholder møder og på anden vis søger at få partiets synspunkter frem i offentligheden.

Partier fra det 19. århundrede

Med 1849-grundloven fik Danmark sit første demokratiske parlament, Rigsdagen, der bestod af Folketinget og Landstinget. I starten fandtes der ingen partier. I 1849 forventede man ikke, at folket skulle tilkendegive sin vilje gennem partier, men via enkeltpersoner, der så blev valgt på grund af deres synspunkter og personlige egenskaber. Det var ikke alle, der kunne stille op til Rigsdagen. Kvinder var udelukket. Det samme gjaldt ca. en fjerdedel af den mandlige befolkning over 30 år, primært tjenestefolk og modtagere af fattighjælp. Efterhånden begyndte folketingsmedlemmer med de samme holdninger at danne klubber, hvor de mødtes og diskuterede. I starten var klubberne løst organiseret, men efterhånden fik de en fastere form. Klubberne udgjorde grundlaget for de partier, der blev dannet omkring 1870. Det Konservative Folkeparti (tidl. Højre) og Venstre (tidl. Det forenede Venstre) opstod begge som sådanne klubber i Rigsdagen, det vil sige som sammenslutninger af folketingsmænd, der allerede var valgt. I begyndelsen fungerede de to partier kun her. Først senere kom lokalafdelinger - i form af vælgerforeninger - til. Socialdemokratiet blev, i modsætning til Højre og Det forenede Venstre, stiftet uden for Rigsdagen. Det skete i 1871. Partiet opbyggede fra starten en stærk partiorganisation. Hovedopgaven var i første omgang at skaffe så mange medlemmer som muligt. Det var først i løbet af 1880'erne, at partiet blev i stand til at vinde nogle få mandater i Folketinget. Samfundsudviklingen i slutningen af det 19. århundrede førte til en skarpere opdeling af samfundet. Fælles for de tre ovennævnte partier er, at de hver især var knyttet til en bestemt erhvervsgruppe eller klasse: Højre til godsejere og embedsmænd, Det forenede Venstre til bønderne og Socialdemokratiet til arbejderne. Både Det forenede Venstre og Socialdemokratiet var desuden del af en mere omfattende bevægelse, henholdsvis andels- og arbejderbevægelsen. Omkring 1920 spillede disse partier og bevægelser en afgørende rolle for organiseringen af det danske samfund.

Partier fra det 20. århundrede

Nogle af de partier, som er dannet i det 20. århundrede, er opstået ved, at en folketingsgruppe er blevet splittet. I 1905 udskilte Det Radikale Venstre sig fra Venstre. I 1959 blev Socialistisk Folkeparti dannet efter en splittelse i Danmarks Kommunistiske Parti. I 1967 opstod Venstresocialisterne som en udbrydergruppe fra Socialistisk Folkeparti, og i 1995 knækkede Fremskridtspartiet over i to dele. Udbryderne dannede Dansk Folkeparti. Andre partier er i dette århundrede blevet dannet ved, at en række mennesker har sluttet sig sammen, enten fordi de delte samme samfundsopfattelse eller i protest mod enkeltsager. En sådan sammenslutning stiftet uden for Folketinget har så efterfølgende prøvet at blive valgt ind i Tinget. Både Venstre og Det konservative Folkeparti bestod indtil starten af det tyvende århundrede af en række mindre grupper, som siden samledes i de landsdækkende partier, vi kender i dag. Enhedslisten startede oprindeligt som et valgteknisk samarbejde uden for Folketinget mellem Socialistisk Arbejderparti, Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti, men har i dag udviklet sig til en egentlig medlemsorganisation uafhængigt af de partier, der tog initiativet . Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet opstod som reaktion på enkeltsager. I det første tilfælde var det især loven, der tillod salg af pornografiske billeder, og den friere adgang til abort, der var den udløsende faktor. I det sidste var det de høje skatter. Begge partier har nu formuleret en politik på de fleste af samfundslivets områder. Der er imidlertid også eksempler på partier, som kun har koncentreret sig om enkeltsager, f.eks. Pensionistpartiet og De Grønne. Endelig er der partier og lokale lister, som alene stiller op til kommunalvalgene. For at kunne stille op til folketingsvalgene skal partierne enten sidde i Folketinget i forvejen eller have samlet et antal underskrifter, der svarer til 1/175 af de gyldige stemmer, der blev afgivet ved sidste valg. I 1998 var det 19.015 stemmer. Det er sin sag for nye partier at få de mange underskrifter i hus. Det er ikke nok at stille sig ud på gaden og få folk til at skrive under på en anmeldelsesblanket. Siden 1989 kræves der tillige en aktiv handling fra den, der underskriver. Når underskriften er godkendt på folkeregistret, sendes den tilbage til underskriveren, der så selv skal sørge for at videresende den til partiet. Det er der mange, der ikke får gjort.

Partiernes opbygning

Medlemmerne i de danske partier er enkeltpersoner, ikke erhvervsorganisationer, fagforeninger eller lignende. Til gengæld prøver hvert enkelt parti at hverve så mange medlemmer som muligt. Man taler derfor også om de danske partier som massepartier.

Partierne stiller som hovedregel ikke specielle betingelser til de mennesker, der ønsker at melde sig ind. Dog skal medlemmet overholde partiets vedtægter, være enig i og loyal over for partiets program samt kun være medlem af ét parti ad gangen.

Alle medlemmer indgår i en lokalafdeling eller 
vælgerforening. Vælgerforeningerne er med til at udbrede partiets synspunkter i befolkningen, bl.a. ved at hverve nye medlemmer. Samtidig bakker foreningerne op bag partiets repræsentanter i såvel kommuner som Folketing. Bl.a. er de med til at udpege kandidater f.eks. ved urafstemning og præger opstillingsordenen til valg. Desuden fungerer de som valgtilforordnede ved valg, dvs. er med til stemmeoptælling og -kontrol.

De store partier har lokalafdelinger i alle kredse og/eller kommuner, de mindre i de enkelte amter eller måske kun i visse dele af landet. Lokalafdelingerne udgør tilsammen partiets landsorganisation. Hvis partiet har repræsentanter i Folketinget, udgør disse en selvstændig gruppe, folketingsgruppen, som løbende holder møder om arbejdet i Folketinget. Tilsvarende for kommunal- og amtspolitikere findes en byrådsgruppe og amtrådsgruppe.

Den øverste myndighed i partierne er landsmødet, hvor repræsentanter fra alle niveauer i partiet samles for at diskutere de overordnede politiske linjer. Der er forskel på, hvor ofte disse møder holdes, typisk en gang hver andet år. Landsmødet vælger en hovedbestyrelse og eventuelt et forretningsudvalg, som tager sig af beslutningerne mellem landsmøderne.

Hos Socialdemokraterne kaldes den øverste myndighed for 'kongressen'. I Det Konservative Folkeparti 'landsråd'. Enhedslisten fortrækker navnet 'årsmøde'. De øvrige partier kalder deres øverste myndighed for et landsmøde.

Partiprogrammer

De fleste politiske partier arbejder på grundlag af et partiprogram. Man kan skelne mellem to typer: Principprogrammer og arbejdsprogrammer. Principprogrammet indeholder partiets overordnede og principielle holdninger. Arbejdsprogrammet er mere konkret og tjener som et arbejdsredskab i det daglige. Her beskrives partiets politiske planer for den nærmeste fremtid på en række samfundsområder. Der er stor forskel på, hvor mange slags programmer et parti har, og hvor ofte de revideres. Socialdemokratiet vedtager med jævne mellemrum både principprogrammer og samlede arbejdsprogrammer. Andre partier har ét samlet principprogram og en række arbejdsprogrammer om forskellige emner. Centrum-Demokraterne har ikke noget egentligt partiprogram, men arbejder i stedet ud fra en bred formålsparagraf. Partiet udgiver løbende pjecer og mindre publikationer med holdninger til forskellige spørgsmål. Partiernes holdninger kommer dog til udtryk andre steder end i partiprogrammerne, bl.a. via indlæg i aviserne og tv, valgmateriale, udtalelser fra Folketingets talerstol m.v.

Fastlæggelse af partiets holdninger

Principprogrammet vedtages af partiets øverste myndighed. Det sker som regel efter en omfattende debat på alle niveauer i partiet, det vil sige i lokalafdelinger, hovedbestyrelsen, partiledelsen og i folketingsgruppen. Nogle partier nedsætter et programudvalg, der laver et forslag til et nyt principprogram. Andre lader folketingsgruppen om det. Arbejdsprogrammerne bliver derimod ofte vedtaget af enten partiets hovedbestyrelse eller folketingsgruppe. Partiets øverste myndighed eller hovedbestyrelsen kan vedtage udtalelser, hvori partiet forholder sig til en given sag eller udvikling. Udtalelsen kan være bred eller snævert koncentreret om et bestemt emne. I begge tilfælde har udtalelsen samme betydning som det, der står i programmet. Partierne har forskellige fremgangsmåder i spørgsmålet om, hvem der bestemmer partiets politik i Folketinget. I nogle partier er det folketingsgruppens medlemmer. I andre er det landsorganisationen og/eller hovedbestyrelsen. I Socialistisk Folkeparti bestemmer hovedbestyrelsen over folketingsgruppen. I Det Konservative Folkeparti og Centrum-Demokraterne er det folketingsgruppen, der alene fastlægger politikken i Tinget.

Afvigelser fra partiets linje

I grundlovens § 56 står der: "Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere." Ikke desto mindre forventes det, at folketingsmedlemmerne følger den linje, som partiet er blevet enig om. Partierne har forskellig praksis for, hvor store afvigelser fra partilinjen der bliver accepteret. Generelt kan man sige, at de fleste partier mener, at der skal være plads til individuelle tilkendegivelser, men at det samtidig sjældent tillades, at et medlem offentligt taler for opfattelser, der er helt anderledes end partiets. I visse 'følsomme spørgsmål' stiller partierne dog deres medlemmer frit, dvs. at de ikke behøver at stemme ens, men kan følge deres overbevisning. Det var f.eks. tilfældet, da Folketinget skulle beslutte, hvorvidt der skulle rejses rigsretssag mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen i forbindelse med Tamilsagen. Medlemmerne bliver dog ikke stillet frit, hvis det betyder, at regeringen så kommer i mindretal og derfor må gå af.

Partierne og valgsystemet

De politiske partier nævnes ikke i grundloven. Men med valgloven af 1915 indgår de officielt i folketingsvalget. Princippet bag det danske valgsystem er forholdstalsvalgmåden. Den betyder, at et parti får repræsentanter i Folketinget i forhold til, hvor mange stemmer partiet får i hele landet, og ikke kun i forhold til, hvor mange stemmer partiets kandidat får i den kreds, hvor han eller hun opstiller. Landet er inddelt i 17 stor- og amtskredse, der vælger 135 af mandaterne i Folketinget. De 40 tillægsmandater fordeles ud fra, hvor mange stemmer partierne har fået på landsplan. De er bl.a. med til at sikre, at partiets stemmer fordeles så retfærdigt som muligt. For at få del i tillægsmandaterne skal partierne klare en af disse tre spærreregler:

  • have fået mindst et kredsmandat
  • i to landsdele have fået stemmer svarende til det gennemsnitlige antal stemmer, der i landsdelen har givet et kredsmandat
  • har fået mindst 2 pct. af stemmerne i hele landet
2 procentsreglen er oftest den afgørende. 2% svarer til fire mandater i Folketinget.

Landsdelene, der er nævnt i den anden regel er: Hovedstaden, øerne og Jylland.

Udvælgelse af kandidater

De fleste kandidater ved folketingsvalgene stiller op som repræsentanter for et parti. Af de 1127 kandidater, der stillede op ved valget i 1998, var kun 12 opstillet uden for partierne. Mens kandidater opstillet for et parti kun skal godkendes af samme parti for at stille op, så er der flere krav til dem, der stiller op uden for partierne. For det første skal kandidaterne anbefales af mindst 150 vælgere i opstillingskredsen. For det andet skal de vinde mindst ét af de 135 kredsmandater for at komme i Folketinget. Det sker uhyre sjældent. Siden 1930'erne er det kun lykkedes for Jacob Haugaard. Ved valget i 1994 fik han 23.253 personlige stemmer. Til sammenligning kan nævnes, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen fra Socialdemokratiet fik 23.983 personlige stemmer ved samme valg. Partierne kan vælge at opstille deres kandidater enten kredsvis eller sideordnet. I den kredsvise opstilling får kandidaten alle de stemmer, der er afgivet på partiet i kredsen plus de personlige stemmer, han får i alle amtskredsens opstillingskredse. Den kredsvise opstilling kan suppleres med opstilling på partiliste, hvor der er prioriteret mellem kandidaterne på forhånd. Udvælgelsen af kandidater foregår ofte ved en urafstemning i partiet. Kun en kraftig reaktion fra vælgerne kan ændre rækkefølgen på partilisten. I den sideordnede opstilling er der ikke prioriteret mellem kandidaterne på forhånd. Forskellen fra den kredsvise opstilling er, at partistemmerne ikke går til kredsens kandidat, men fordeles på alle kandidaterne i forhold til deres personlige stemmer. Et flertal af partierne bruger denne opstillingsmetode. Socialistisk Folkeparti har derimod ofte anmeldt partiliste. De fleste partier overlader det til lokalafdelingen eller vælgerforeningen i kredsene at opstille partiets folketingskandidat.

Medlemstal og valgdeltagelse

Det er medlemmerne af partierne, der bestemmer, hvem der bliver opstillet til Folketing, amtsråd og kommunalbestyrelser. Valgsystemets regler for opstilling går tilbage til den tid, hvor en stor del af befolkningen var organiseret i et parti. Man har bibeholdt disse regler, selv om medlemstallet er faldet markant i de senere årtier. I dag er det således omkring ni procent af vælgerne, der bestemmer, hvem der kan stemmes på ved valgene. Samtidig er der færre, der er medlem af det parti, som de sætter kryds ved på valgdagen. Det er især i de 'unge' partier, at organisationsprocenten er lav. Centrum-Demokraterne havde i 1994 en organisationsprocent på 1,5. I Fremskridtspartiet og Socialistisk Folkeparti var tallet tre. De 'gamle' partier klarer sig bedre. Det tilsvarende tal for f.eks. Venstre er ca. 11 procent. Sammenlignet med andre lande er valgdeltagelsen ved folketingsvalg i Danmark høj. 80-90 procent af vælgerne stemmer. Ved de kommunale valg er stemmeprocenten ca. 70.

Eksterne kilder/henvisninger


Denne artikel var dagens artikel den 7. februar 2005.



Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.





Boligstedet.dk
Boligsite med dagligt opdaterede boligannoncer med lejeboliger i hele landet.
Lejebolig i Aarhus
Lejebolig i København
Lejebolig i Odense
Lejebolig i Aalborg
Rejseforsikringer
Husk at kontrollere din rejseforsikring inden du tager ud at rejse. Læs mere på: Rejseforsikring
Bilforsikringer
Sammenlign bilforsikringer og find information om forsikringer til din bil på: Bilforsikring
Varmepumpepuljen
Varmepumpepulje åbner i 2023. Få tilskud til varmepumpe. Varmepumpepuljen


Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket.

Antal besøgende: