Netleksikon - Et online leksikon | Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle. |
Forside | Om Netleksikon |
Nisse
En nisse er en husgud fra dansk, skånsk og norsk folklore, og minder således om de romerske lares. Sverige har en lignende figur kaldet Tomte, et navn, der er afledt af ordet tomt – en have, eller en grund. Nissen har sit navn fra det gamle danske navn Nis eller Niels. Tidligere blev nissen kaldt lille Niels. Niels Gårdbo eller bare Gårdbo, Gårdbukken eller Puge. Nissen holder traditionelt til i huse, stalde og lader. Han optræder som en beskyttende ånd for grunden. Her tager han sig af husdyrene (specielt hestene er hans yndlinge) og praktisk arbejde og bringer lykke til menneskene, der bor der. Tidligere var nissen dog ikke altid god. Hvis han ikke blev behandlet ordentligt kunne han tage en frygtelig hævn og i værste fald tage livet af folk. Nissen kunne også finde på at rejse sin vej i vrede. Skete det tog han lykken med fra gården. Normalt nøjedes han dog med mindre drillerier, hvis han var utilfreds. Det er ikke særligt svært at holde sig gode venner med sin husnisse. Han kræver blot en skålfuld grød med en stor smørklat i midten til højtider. Huskede man grøden til nissen gjorde han sig umage for at hjælpe gården. Det kunne komme så vidt at han stjal ting og sager fra nabogårdene. Når det skete blev der tvister mellem de forskellige gårdnisser og det kunne ligefrem komme til slagsmål imellem dem. Ud over mindre venligt stemte fremmede gårdnisser havde nissen kun besvær med gårdhunden, som han yndede at drille, så den gøede – tilsyneladende ad ingenting, da nisser har evnen til at gøre sig usynlige, eller forvandle sig til forskellige dyr – f.eks. en ged, en gås eller en hest. I sin menneskeskikkelse er nissen ca. på størrelse med et ti-års barn. Han ligner en gammel mand, med hvidt skæg og han er iklædt gråt tøj og en rød hue – ca. samme påklædning som bonden selv i gamle dage. Ud over sine pligter på gården og drillerierne beskæftiger nissen sig gerne med kortspil og han ryger pibe. På grund af nissen venlige egenskaber brugte Haddon Sundblom ham som model, da han opfandt den moderne julemands udseende. Nissen findes også i andre varianter:
Kilder/Henvisninger
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. Antal besøgende: |