Niccolo Machiavelli

Niccolò var den næstældste søn af Bernardo di Niccolò Macchiavelli, jurist med et vist omdømme og af dennes hustru Bartolommea di Stefano Nelli. Begge forældre tilhørte Firenzes (den florentinske) landadel; familien nævnes første gang i 1120.

Det kneb for familien at leve af sine ejendomme, så Bernardo søgte ind i byens styre og fik ansættelse som juridisk rådgiver ved skatteopkrævningen. Dette gjorde ham meget bitter idet familien gennem århundrederne havde kæmpet om magt og indflydelse i byen sammen med andre familier og netop skatteopkrævningen blev af de nye magthavere – Medicierne - anvendt til at ruinere modstandere og dermed udelukke ethvert håb om at afkaste Mediciernes magt.

Hvor Bernardo blev bitter og også angreb kirken, søgte moderen trøst i kirken, skrev digte til Jomfru Marias ære og søgte også at påvirke sønnen. Bernardo mente at Niccolò skulle studere jura så han kunne skaffe sig et levebrød som embedsmand, men hverken moderens eller faderens ønsker fik nogen indflydelse.

Så vidt vides lærte Niccolò aldrig græsk, og han skaffede sig i det hele taget kun den strengt nødvendige lærdom for et medlem af en gammel anset familie, dvs. at regne, italiensk og latin.

I 1498 indtrådte han 29 år gammel i bystyrets tjeneste. På det tidspunkt var Medicierne fordrevet og republikken genindført i Firenze. Machiavelli kom til at spille en vis politisk rolle, ikke mindst fordi han fungerede som diplomatisk udsending for bystaten. Hans første mission var til Catharina Sforza i Forli.

Medicierne vendte tilbage til magten i Firenze i 1512 og i november samme år blev Niccolò Machiavelli afskediget fra byens styre og senere fængslet anklaget for at have deltaget i kupplaner. Han frigaves og sendtes i eksil i San Casciano. I 1513 afsluttede han sit værk Fyrsten (Il Principe), formentlig tænkt som en vejledning i statsmandskunst til Medicierne. Fyrsten, der af eftertiden betragtes som hans hovedværk, bygger bl.a. på hans kendskab til Cesare Borgia - faktisk i en sådan grad, at Cesare Borgia sommetider ses som personificeringen af Fyrsten.

Hans forsøg på tilnærmelse til Medicierne lykkedes ikke rigtigt, men de havde kompromitteret ham, så han ikke fik plads i byens styre, da Medicierne i 1527 atter blev fordrevet.

Fyrsten fik meget stor betydning i Europa, for udgivelsen af den foregreb en begyndende tendens til enevælde. Fyrsterne læste Macchiavellis nøgternt–ironiske beskrivelser som en anbefaling af kynisme og en opfordring til hårdhændet behandling af modstandere. Det Stockholmske Blodbad (en massehenrettelse blandt medlemmerne af det svenske rigsråd, foranstaltet af Christian 2) er et berygtet eksempel på de realpolitiske konsekvenser af sådan en læsning.

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.