Netleksikon - Et online leksikon Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle.
Forside | Om Netleksikon

Myre

Myrer Formicidae

xxx
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia
Klasse: Insecta
Orden: Hymenoptera
Familie: Formicidae

Myrerne er en af de mest succesrige grupper af insekter, og de har særlig interesse, fordi de lever i avancerede samfund. De tilhører ordenen Hymenoptera, og de er særligt nært beslægtede med hvepsene, nemlig familierne vespidae og scoliidae. De ældste myrer er fundet i lag, som tilhører den sidste del af kridttiden. Myrerne kan kendes på følgende, fysiologiske træk: de har følehorn med et skapt, albueagtigt knæk, og de har et kugleformet kropsled, pedicelet, der er dannet af de første bagkropsled (hos hvepsene er den samme del sammenvokset med brystet). Desuden er de fleste myrer vingeløse, men det varierer mellem kasterne inden for samfundet og ikke mellem arterne.

Table of contents
1 Slægter
2 Kolonier
3 Udvikling
4 Kommunikation og adfærd
5 Typer
6 Symbiotiske forhold mellem myrer og andre arter
7 Kulturelle afspejlinger
8 Se også
9 Eksterne henvisninger

Slægter

Kolonier

Myresamfund er eusociale, og de ligner meget dem, man finder hos andre samfundsdannende arter inden for Hymenoptera, selv om de forskellige grupper i ordenen sandsynligvis udviklede samfund uafhængigt af hinanden gennem det, man kalder
konvergent evolution (parallel udvikling). Æggene lægges af én eller af og til flere dronninger, og de fleste udvikles til vingeløse, sterile hunner, som kaldes arbejdere. Med mellemrum producerer samfundet sværme af nye dronninger og hanner, der almindeligvis er vingede. Begge parter forlader boet, og hannerne dør kort efter, mens de parrede og overlevende dronninger enten grundlægger nye samfund eller vender hjem til deres eget bo.

Udvikling

Myrer udvikles gennem fuldstændig forvandling fra æg til larver og pupper, før de bliver voksne (imago). Larvestadiet er særligt hjælpeløst – det mangler f.eks. fuldstændigt ben – og er henvist til de voksnes pleje for at kunne klare sig. Forskellen mellem dronninger og arbejdere og mellem de forskellige arbejderkaster indbyrdes (hvis arten producerer sådan en adskillelse) afgøres af føden i larvestadiet. Larverne bliver fodret ved en proces, der kaldes trophallaxis, hvor en arbejder gylper mad op fra et lager i kroen. Det samme sker, når de voksne deles om maden. Både larver og pupper skal holdes ved en temmelig konstant temperatur for at sikre den rette udvikling. Det betyder, at de ofte må flyttes rundt mellem de forskellige afdelinger i boet.

En ny arbejder bruger de første dage af sit liv på at tage sig af dronningen og larverne. Derefter bliver den forfremmet til at grave eller udføre andet arbejde i boet, og til sidst når den til at skulle skaffe føde og forsvare tuen. Disse skift er temmelig pludselige og skaber, hvad man har kaldt ”midlertidige kaster”. Hos nogle få myrearter er der også fysiske kaster – arbejderne findes i et sortiment af størrelser, som kaldes små, mellemstore og store arbejdere, hvor de sidste begynder at hente føde på et tidligt tidspunkt. Ofte har de store myrer uforholdsmæssigt store hoveder og derfor stærkere kæber. Hos nogle få arter er de mellemstore arbejdere forsvundet, og der er en skarp skillelinje og klare, fysiske forskelle mellem de små og de store, som vi ofte kalder soldater.

Kommunikation og adfærd

.]] Myrernes kommunikation sker først og fremmest ved udveksling af kemiske stoffer, feromoner, som er mere udviklede hos myrerne end hos de Hymenoptera-arter, fordi de mest færdes nær jorden. Hvis en arbejder f.eks. finder føde på sin vej hjemad, efterlader den et spor på jorden. Det spor bliver fulgt af andre fra kolonien, og når de vender hjem, vil de forstærke sporet, indtil føden er opbrugt. Derefter fordamper sporstofferne langsomt, og myrerne hører op med at følge sporet. Vejen hjem kan derefter findes ved hjælp af landkending og solens stilling. En såret myre udsender et alarm-feromon, som gør myrer i nærheden klar til kamp, hvis signalet er meget kraftigt. Hvis det er svagere tilkalder det i stedet andre fra boet. På dette tidspunkt vil nogle af myrerne udskille propaganda-feromoner, der forvirrer eventuelle fjender.

Ganske som andre insekter bruger myrerne følehornene som lugteorganer. De er ret bevægelige, da de som nævnt har et albueled lige uden for det forlængede første led. Da følehornene sidder parvis, kan de give oplysning om både intensitet og retning til det, der afgiver lugten. Visse feromoner bliver blandet op med føden i kroen, så myrerne udveksler foruden føde også oplysninger om hinandens sundhedstilstand og ernæringstilstand. Desuden kan myrerne forstå, hvilken arbejdsgruppe en anden tilhører (om det nu er fødeindsamlerne eller yngelplejerne f.eks.). Det er også centralt for samfundet, at dronningen udskiller et feromon, som afholder arbejderne fra at opfostre nye dronninger. Når hun dør, mangler stoffet, og arbejderne går i gang med at opfodre nye arvtagere.

Myrer angriber og forsvarer sig ved at bide eller i nogle tilfælde ved at stikke, og de følger altid op med en dosis gift ind i såret. Oftest er det myresyre, de bruger, og stoffet har vist sig at være så effektivt mod andre leddyr, at det kan bruges mod varroa-mider i bistader.

Typer

Der er store forskelle mellem myrearterne og den adfærd, de har. Se derfor listen over myreslægter.

Bemærk:

De mest primitive myrer er hærmyrerne og jagtmyrerne fra henholdsvis Sydamerika og Afrika. De bygger ikke vedvarende tuer, men skifter i stedet mellem vandreperioder og bofaste perioder, hvor de danner tuer af deres egne kroppe. De fleste myrer bygger vedvarende boer ofte udgravet i jorden eller anbragt i naturlige hulheder. Samfundene formerer sig enten ved parringsflugten som beskrevet ovenfor eller ved, at en gruppe arbejdere udvandrer og bygger en ny tue, hvor de går i gang med at opfostre nye dronninger.

Samfundets medlemmer kan genkendes ved deres lugt og alle andre bliver angrebet, dog med nogle tankevækkende undtagelser:

  • Nogle myrer angriber andre myresamfund og henter pupperne derfra hjem. Når de klækkes, udfører de arbejderopgaver, selv om de ikke har genetisk fællesskab med dronningen. Nogle få arter, som f.eks. krigermyrerne, Neivamyrex pilosus, er blevet så afhængige af slaver fra andre arter, at de ikke længere er i stand til at skaffe sig føden på egen hand.

  • Nogle myrer kaldes honningkrukkemyreer, og de har specialiserede arbejdere, som simpelthen oplagrer føde til resten af kolonien, hvad der gør dem stort set ubevægelige med voldsomt opsvulmede bagkroppe. På de steder, hvor de lever i Afrika, betragtes de som en stor delikatesse.

  • Vævermyrer (Oecophylla) bygger boer i træerne ved at hæfte blade sammen. De trækker dem først sammen med broer af arbejdere, og derpå syer de dem sammen ved at trykke silkeproducerende larver mod dem skiftevis.

  • Bladskærermyrer (Atta) lever udelukkende af en speciel svampe, der kun kendes fra deres tuer. De samler uafbrudt blade, som de bider i bittesmå stykker, så svampen kan vokse på dem. Disse myrer har mange kaster i forskellige størrelser, der hver især er beskæftiget med at tygge bladstykkerne i mindre og mindre bidder.

  • Tømrermyrer lever af træstof, og de ødelægger træer ved at udhule dem til tuerne. Tømrermyrer findes i forskellig størrelse og farve, men de er for det meste store (0,5-1,5 cm) og sortfarvede.

Symbiotiske forhold mellem myrer og andre arter

Mennesker har haft et blandet forhold til myrer gennem det meste af historien. På den ene side har man ofte brugt myrerne i fabler og børneeventyr som illustration af flid og samarbejde. De kan være meget fordelagtige ved at fjerne plagsomme insekter og gennemlufte jorden. På den anden side kan de blive til irritation eller alvorlig plage, når de invaderer huse, landejendomme, haver og marker. Nogle arter kaldes dræbermyrer, fordi de kan angribe meget større dyr, når de er på jagt efter føde, eller når de forsvarer deres bo. Det er sjældent, at de angriber mennesker, men deres stik og bid kan være meget smertefulde og lammende, hvis de er talrige nok. Den slags arter bliver særligt problematiske, når de bliver indført til egne, hvor de ikke hører hjemme.

Termitter kaldes af og til for "hvide myrer", men de er i grunden slet ikke beslægtet med myrer, selv om de har samfund, der er opbygget nogenlunde tilsvarende. De danner ordenen Retvingede, Isoptera.

Kulturelle afspejlinger

Myren vises ofte som et symbol på flid, men også på aggressivitet og hævntørst, og myrer bruges nogle steder som kur mod dovenskab (f.eks. i Marokko). I visse dele af Afrika er myrer gudernes sendebud. Myrebid påstås at have helbredende virkning. Visse af de oprindelige folk i Amerika (indianerne) har en religion, der betragter myrerne som de første folk. Det gælder f.eks. i hopiernes mytologi. Andre af disse folk bruger myrebid i optagelsesritualer som et bevis på udholdenhed.

Se også

  • Danske myrearter
  • Myreslægter (alfabetisk)
  • Myreforskere
  • Myrmecologi: forskning i myrer
  • SimAnt (myresimulation)

Eksterne henvisninger


Denne artikel var dagens artikel den 26. oktober 2004.



Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.





Bolig.com
Boligsite med dagligt opdaterede boligannoncer med lejeboliger og andelsboliger.
Andelsbolig i København
Lejebolig i København
Selvsalg
Realkreditlån
Boligadvokat
Rejseforsikringer
Husk at kontrollere din rejseforsikring inden du tager ud at rejse. Læs mere på: Rejseforsikring
Bilforsikringer
Sammenlign bilforsikringer og find information om forsikringer til din bil på: Bilforsikring


Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket.

Antal besøgende: