Kong Hans

Hans, søn af Christian 1 og Dorothea af Brandenburg , fødes på Aalborghus i 1455. Han er konge af Danmark fra 1481-1513, af Norge fra 1483-1513 og af Sverige fra 1497-1501. Hans bliver allerede i 1456 valgt til Christian I's efterfølger i Danmark, og i 1458 også i Norge og Sverige. Hans bliver den 6. september 1478 gift med Christine, datter af kurfyrste Friedrich Ernst af Sachsen. Sammen får de sønnerne Christian (II), Hans, Ernst og Frans, hvoraf kun Christian overlever faderen. Desuden får de datteren Elisabeth.

Efter Christian 1.'s død i 1481 er der på trods af tidligere løfter uro om Kalmarunionens fortsættelse. Norge søger forbund med Sverige, men da svenskerne ikke svarer på Norges tilnærmelser, anerkender man alligevel i 1483 Hans som konge. Sture-partiet i Sverige vil imidlertid ikke "tage kongen ind", men kong Hans venter blot, og seksten år efter hans fars død opnår han endelig, efter at have udvist en næsten utrolig tålmodighed, at samle unionen påny. Forholdet mellem den svenske rigsforstander Sten Sture og den svenske opposition bliver efterhånden så dårligt at Rigsrådet i 1497 afsætter ham, og Hans besejrer Sten Sture i slaget ved Rotebro den 28. september 1497. Sten Sture underkaster sig derefter kong Hans mod at få tilgivelse for sine gerninger, og den 26. november 1497 på Mora Ting bliver Hans langt om længe kronet til konge af Sverige.

Også forholdene i Sønderjylland volder kongen problemer. Enkedronning Dorothea ønsker, at kong Hans' lillebror Frederik - hendes 16 år yngre yndlingssøn - skal være enehertug, men de holstenske stormænd gennemtrumfer, at hertugdømmet bliver delt mellem Hans og Frederik, således at Hans får den segebergske del, og Frederik, som får lov til at vælge først, den gottorpske del. For ikke at bryde en aftale om, at hertugdømmerne skal forblive udelt, hedder det sig, at Hans og Frederik skal regere dem sammen. Da Dorothea og Frederik forslår, at Norge og Danmark deles på samme måde som hertugdømmerne, står Hans fast, og ved Danmarks tredje stændermøde i Kalundborg i 1494 bliver det erklæret, at kongeriget er udeleligt.

Frederik rager imidlertid hurtigt uklar med bønderne i Ditmarsken, og han overtaler Hans til et fælles krigstogt mod de oprørske bønder i den gamle bonderepublik, og hertug Frederik og kong Hans angriber Ditmarsken med en hær på 12-15.000 mand. Imidlertid vender vejret til tø og regn den dag, og på de smalle og mudrede digeveje med dybe grøfter til siderne er den tunge rytterhær og de tyske lejesoldater uden chance. Kongen og hertugen redder med nød og næppe livet, men havde lidt et et ydmygende og forsmædeligt nederlag.

I Sverige benytter Sten Sture i august 1501 situationen til at genindtræde som rigsforstander, og han opsiger sin troskabsed til kong Hans. Kongen rejser til til Danmark for at hente forstærkninger, og overlader forsvaret af Stockholm til dronning Christine, som med ca 1.000 mand må forsvare sig og slottet mod svenskernes stormløb. I ni måneder venter de indesluttede forgæves på kongens ankomst, men skærgården fryser til, og Hans må ydermere afværge oprør i Norge og angreb sydfra fra Lübeck.

I slutningen af april måned trænger svenskerne, under ledelse af biskop Hemming Gad, helt ind i slottets forgård, men bliver slået tilbage så at sige i selve porten. Sitationen er imidlertid uholdbar - provianten er sluppet op, slottet hærges af sygdom, og de døde stables i bunker i kældre og kamre. Mandag den 9. maj 1502 klokken otte om morgenen overgiver dronning Christine sig, og hun forlader slottet ledsaget af blot 70 overlevende, hvoraf kun en halv snes har kræfter til at bære deres egne våben. Ved skæbnens ironi kommer undsætningen bare tre dage for sent, og torsdag i samme uge står kong Hans skærgården ind med sin flåde, og ser at hans banner er strøget.

Dronningen og de tilbageværende 70 mand får løfte om, at de uhindret kan vende tilbage til Danmark, men de tages til fange af Sten Sture, og kong Hans vender mørk og forbitret tilbage til Danmark med uforettet sag. Først efter lange forhandlinger bliver dronning Christine løsladt i oktober 1503. Samme år dør Sten Sture, hvorefter Svante Nilsson Sture overtager hans hverv. Der udbryder også oprør i Norge, men Hans' søn Christian slår oprøret ned og bliver indsat som vicekonge i Norge i 1506. Danmark indfører handelsblokade mod Sverige, som i 1509 tvinges til et forlig hvori det svenske rigsråd forpligter sig til at betale 12.000 mark om året, indtil enten Hans eller Christian er blevet anerkendt som konge af Sverige.

I 1510 erklærede Lübeck Danmark krig, og Sverige følger hurtigt efter. Danmark får hurtigt overtaget i den søkrig, der følger. For at kunne bekæmpe Hanseforbundet har Hans skabt en dansk orlogsflåde, som her vinder sine første sejre. Da Christian om vinteren 1511 rykker ind i Sverige fra Norge, tvinges svenskerne til at slutte fred. Det sker den 23. april 1512 i Malmø, hvor Sverige anerkender Hans som konge, og Lübeck skal betale en erstatning på 30.000 gylden.

I begyndelsen af året 1513 er kong Hans på vej til Aalborg da hans hest styrter i vadestedet over Skjern Å. Han og hans følge fortsætter imidlertid til Aalborg, men kongen bliver stadigt svagere, og den 20. februar 1513 går kong Hans ind til den evige hvile på slottet Aalborghus, der hvor han blev født 58 år tidligere. Han bliver begravet i Gråbrødre Klosterkirke (Skt Knuds Kirke) i Odense, og efterfølges af sønnen Christian II.

(Ved åbningen af kong Hans' kiste i 1802 blev der konstateret adskillige runde huller i kongens kranium, samt et brud i venstre tinding, hvilket førte til spekulationer om at kongen blev myrdet. Noget sådant har aldrig forlydt, og det er blevet foreslået at hullerne skyldes nagler som har været slået igennem kisten, men da hullerne primært forefindes i issebenene er dette ikke en helt tilfredsstillende forklaring.)

Kilder/henvisninger

• Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
• Lexopen

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.