Karolinger

Højdepunktet i magt og indflydelse nåede karolingerne med Karl den Store (742/747-814), der blev kronet som den første vestromerske kejser i året 800. På det tidspunkt var der gået næsten 400 år, siden man sidst havde haft en kejser over romerrigets vestlige halvdel.

Forskellige arvedelinger og indbyrdes stridigheder mellem arvingerne fik dog Karls rige til at smuldre efter få generationer, og samtidig svækkede vikingetogter og magyarernes røveriske angreb fra øst rigets indtægter. Resultatet blev, at karolingernes prestige dalede, og i 987 overtog Hugo Capet kongemagten. Han blev grundlæggeren af den efterfølgende kongeslægt, capetingerne.

Karolingerne ved magten i Frankerriget

Svage merovingerkonger styret af major domus:

• Pippin den Ældre (624–640)
• Grimoald den Ældre (643–662)
• Pipin af Herstal (687–714)
• Karl Martell (714–741)
• Karlmann (741–747)
• Pippin 3, den lille (741–751)

• Pippin 3, den lille 751–768
• Karl 1, den store 768–814 (enehersker fra 771, kejser fra 800)
• Karlmann 1 768–771
• Ludwig 1, den fromme 814–840

• Lothar 1 840–843 (indtil 855 hesker over Lorraine)
• Ludwig 2, den tyske 840–843 (indtil 876 hersker over det østfrankiske rige)
• Karl 2, den skaldede 840–843 (indtil 877 hersker over det vestfrankiske rige)

Se også

• Tyske kejsere
• Franske konger
• Merovinger
• Capetinger

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.