Platons egen fortolkning
Platon er ikke tilfreds med bare at antyde tingene, så han fortolker lignelsen: “Dette billede, hulelignelsen, må vi bruge i dets helhed overfor alt, hvad der er blevet sagt". Det vil sige, at det kan bruges til at fortolke de foregående sider, som drejer sig om de to lignelser, sollignelsen og den delte linje.
I særdeleshed sammenligner Platon “området, der afsløres ved synets hjælp”, dvs. de almindelige genstande omkring os
- med vilkårene i fængslet og bålets lys med solens styrke. Og hvis man antager, at opstigningen og betragtningen af tingene udenfor er sjælens opstigning til forståelsens egn, så vil du ikke misforstå min antagelse…Min drøm er, som det forekommer mig, at den sidste ting, man kan forstå, og som sjældent bliver forstået, er ideen om det gode. Når den er forstået, tvinger den os til konklusionen, at dette i sandhed er årsagen til alle ting, til alt som er rigtigt og smukt, som føder den synlige verdens lys, som er lysets oprindelse, og som selv er den ægte kilde til sandhed og fornuft i den forståelige verden…
Den strålende sol udenfor hulen står for det Godes væsen, og i denne som i andre passager kan man få det indtryk, at Platon betragter dette som en skabende Gud. Vi holdes normalt fanget og ser blot skygger af bestemte figurer, som ikke engang selv er den ægte ting, der kun kan findes “udenfor hulen” i en forståelig verden af former, der genkendes af fornuften og ikke af de (relativt ”tågede”) sanser.
Desuden er man tilbøjelig til at vise sig som en “ynkelig figur”, når man er ”vendt tilbage til menneskenes sørgelige elendighed efter at have gennemtænkt det guddommelige,
- mens han stadig blinker i tusmørket, og før han er blevet tilstrækkeligt tilpasset til det omgivende mørke, er han tvunget til i retssale eller andre steder at drøfte retfærdighedens skygger eller de billeder, som kaster skyggerne, og til at føre diskussioner om opfattelsen af disse ting i sindet hos nogle, som aldrig har set selve retfærdigheden.
Her kan Platon måske have tænkt på (eller mindet læseren forsigtigt om) retssagen mod Sokrates.
Tolkning af Platons hensigt
Det kan se mærkeligt ud, at i samme åndedrag, som han indser den politiske uegnethed hos den, som “vender tilbage efter at have gennemtænkt det guddommelige”, er Platon i gang med at beskrive idealstaten, styret af filosof-konger, en betegnelse, der betyder, at de har regelmæssig kontakt med det Godes væsen. I realiteten modsiger han ikke sig selv, for pointen i "Staten" er, at nogle (filosof-kongerne) er egnede til at styre, mens andre kan tjene staten ved at være soldater og resten må gøre gavn i de forskellige erhverv, de nu er bedst egnede til.
Det er altså forbeholdt nogle enkelte at "se lyset", som man siger endnu i dag. Disse få bliver derved sat i stand til at lede samfundet til alle bedste. Det ses, at demokratiet bestemt ikke var Platons idealstat , og at han snarest foretrak et styre ved en slags åndsaristokrati.
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.