Netleksikon - Et online leksikon Netleksikon er ikke blevet opdateret siden 2005. Nogle artikler kan derfor indeholde informationer der ikke er aktuelle.
Forside | Om Netleksikon

Høvl

En høvl er et spåntagende håndværktøj til arbejde med træ. Der findes også høvle til metal.

Høvlen består af en høvlstok, hvis sål den skærende klinge, høvljernet rager få tiendedele af en millimeter igennem. Denne afstand er justerbar, så der tages en spån af ønsket tykkelse. Jernet er på træhøvle fastgjort ved hjælp af en kile og på jernhøvle med en skrue der er fastgjort til "skroget" og en ekstra "klap" der spændes v.h.a. en exentrik.

Den mest almindelige høvl er slethøvlen, men der findes mange typer:

Slibevinkel på høvlklinge til slethøvl:
  • ca. 25 grader til hårdere træ (bruges normalt),
  • ca. 20 grader til blødt træ.

Table of contents
1 Historie
2 Opfindelsen - Oprindelsen
3 Et meget vigtigt værktøj
4 Litterært belæg
5 Trækhøvle
6 Jernalderfund, Vikingetidsfund
7 Metalhøvl eller træhøvl
8 Bailey
9 Skrubhøvl, Slethøvl og Pudshøvl
10 Rubank
11 Specielle Høvle
12 Se også
13 Kilde/reference
14 ekstern henvisning

Historie

Høvlen er et så elementært værktøj for træsmeden, at man kunne få den tanke, at det er en opfindelse der må være gjort meget tidligt. Det er imidlertid ikke tilfældet. Set i historisk perspektiv hører høvlen til blandt værktøjets benjaminer - den ældst kendte er således ikke mere end henved 2000 år gammel, fundet i Pompeji. Men til gengæld er der i princippet ikke sket forandringer med den siden; den er blevet specialiseret, der er udviklet nye former, fastgøringen af klappen er ændret, vi har fået høvle helt af jern i den mellemliggende tid, men en høvl fra romersk oldtid ligner til skuffelse en nutidig. Det mest betydningsfulde der er sket med den klappen, eller bakken, der er kommet til inden for de sidste få hundredår. Jernhøvlen kan man ikke regne med i denne forbindelse, den har alligevel rødder i den klassiske oldtid.

Opfindelsen - Oprindelsen

Hvem der her opfundet høvlen og hvornår det er sket er temmelig usikkert. Greber (1956) har påvist høvlspåner i ægyptiske kister fra 2. halvdel af 4. årh. f. Kr. stammende fra den græske kolonisation af Nordafrika. Hvordan disse høvlspåner er fremkommet er dog et spørgsmål, idet jeg fra ægyptologen Elin Rand Nielsen, Nationalmuseet i København har fået mundtlig oplysning om at hugspåner fra en skarøkse undertiden kan tage form af høvlspåner, og ægypterne kendte og brugte skarøkse. Dertil kommer at høvlen forudsætter brug af jern, og det kendte ægypterne ikke til før romerne kom med det langt senere.

Flere forfattere mener det var grækerne der udviklede høvlen. Hvornår det er sket vides ikke, men det står imidlertid fast at allerede for henved 2000 år siden stod den fuldt udviklet som vi kender den i dag med et træhus (høvlstok), et jern placeret i den forreste tredjedel af stokken fastgjort med en kile (spændt op mod en tværpind i spånhullet). Man har ligeledes fundet romerske høvle med bronzehus, fra denne tid mens de tidligste jernhøvle, som jeg har kendskab til er tyske, men har muligvis aldrig været i brug som værktøj. Jernhøvle har aldrig har været i almindeligt brug før slutningen af 1800-tallet.

Visse kilder angiver at den græske sagnhelt Dædalus (egl. "kunstner", men vel lige så meget "håndværker", opfinder og arkitekt), skulle være ophavsmand til høvlen, men der er til dato ikke fundet græske høvle af den alder. Grækerne havde dog et navn, rhykané, der åbenbart betyder "høvl", men der er endnu ingen kommet til veje ad arkæologisk vej.

Et meget vigtigt værktøj

Hvor vigtigt et stykke værktøj høvlen er ses af den omhu mange af dem er udført med; der er blevet kælet for dem, de er blevet ornamenteret med karvskæringer, har fået volutter hist og her, hornet er undertiden rene kunstværker og bærer præg af megen opfindsomhed - ikke mindst i perioden ca 1600 - 1800. Noget andet er det overvældende antal navne der knytter sig til den, flere end der er udformninger. Hver landsdel og hvert fag har sine særlige navne der ofte er meget talende: tyr, svinehans, Kristoffer osv.

Litterært belæg

Ret tidligt er der litterært belæg for høvlens anvendelse, idet allerede Plinius d. Ældre (død A. D. 79) indirekte omtaler høvlen som almindeligt anvendt værktøj. Ikke så underligt at netop de ældste høvle er fundet i Pompei der sammen med Herculaneum, blev begravet under askeregnen fra Vesuvs udbrud og som osse tog livet af førnævnte forfatter.

Trækhøvle

Trækhøvle bruges i dag i Japan og Kina, men nok så spændende er det at der i det østlige Arktisk Canada, på den lille ø Skræling Island (ved Bache halvøen på Ellesmere Island), der ligger på højde med Thule, er fundet nordbogenstande, herunder en mærkværdigt formet høvl, som vistnok kan tolkes som en trækhøvl.

Jernalderfund, Vikingetidsfund

Det varede ikke længe inden de første høvle dukkede op i Danmark. Vi er så heldige at have flere eksemplarer fra det historikerne kalder yngre romersk jernalder, perioden 200-400 e. Kr. f.
To af dem er rundstavhøvle, beregnet til hhv. spyd- og pileskafter, efter fundomstændighederne at dømme. De lå blandt andet gods i en offermose (
Vimose) på Fyn, kastet ud, formentlig efter en vellykket sejr over en ukendt fjendtlig hær - der måske blot har bestået af andre fynboer, jyder eller sjællændere - som tak til nogle for os ukendte guder. At det er høvle er der ingen tvivl om, men skulle den opstå, da har brugeren sikret sig og skrevet på den ene at det er en talio, i øvrigt det eneste ord der er genkendeligt i den forbindelse.
Netop i denne periode af jernalderen er vi under kraftig influens fra Romerriget, der har sine nordlige grænser nogle få hundrede kilometer nede i Tyskland.
Brug af høvl er endvidere påvist i vikingetidens skibe og ikke kun i de danske; det berømte Osebergskib og andre norske både fra den tid er ornamenteret med profilerede bordplanker men i de fleste tilfælde venter vi endnu på at få deres værktøj at se.

Ellers skal vi helt ned mod renæssancen før høvle for alvor vinder indpas. Det er først nu, der er behov for finere snedkerarbejde. Det foranlediger til gengæld slagsmål mellem snedkere og tømrere om retten til at anvende værktøjet.
Træhøvlens horn - i den form vi kender det i dag - blev ligeledes udviklet for omkr. 500 år siden, og er med få ændringer blevet brugt i det kontinentale Europa, mens angelsakserne glemte det, angiveligt fordi de kun skubber høvle, og aldrig trækker den mod sig. De har glemt trækhøvlen, eller glemt at en høvl osse kan trækkes mod brugeren.

Metalhøvl eller træhøvl

Høvle med støbt hus er et kapitel for sig. De gamle romere forstærkede høvlblokken med et nærmest U-formet jern, og sidenhen er anvendt høvle med messingsål. Indtil for omkr. 100 år siden var egentlige jernhøvle dog sjældne om end ikke helt ukendte. Nogle af de ældste er fremstillet i slutningen af 16. årh. Bl.a. ejede kurfyrst August af Sachsen (d. 1586) to smukke eksemplarer; en jævnaldrende befinder sig (jvf. Greber, 1956) i Wien. Der er - mig bekendt - derefter et slip indtil 1827, hvor Knowles tager patent på en.

Bailey

Udviklingen tager dog rigtig fart med Leonard Bailey, der i årene fra 1858 og de følgende 30 år patenterede flere opfindelser, der sluttelig resulterede i den Stanleyhøvl vi kender i dag, og som altid bærer hans navn; se selv efter, det står på enhver Stanleyhøvl rundt omkring snuden. Jernhøvle fremstilles nu også af andre firmaer, herunder den engelske Record®-høvl. Det er først og fremmest rubank, puds- og næsehøvle der laves af jern; alle andre typer er så godt som gået af brug.
Jernhøvle findes med både glat og med riftet sål. Den riflede yder ikke så stor modstand som den glatte. Jernhøvlens sål smøres med tyndtflydende olie, i modsætning til træhøvlens der gnides med parafin, stearin eller lign. for at få den til at gå lettere.
Resten af høvlens udviklingshistorie er blot variationer over det tema der så dagens lys for mere end 2000 år siden. Der er endnu sandhed i det gamle ord om at "der er intet nyt under solen"!

Skrubhøvl, Slethøvl og Pudshøvl

Pudshøvl er den "klassiske" høvl, så at sige indbegrebet af høvle, den vi alle på et eller andet tidspunkt har haft i hænderne, hvadenten vi er træsmede eller ikke. Før man brugte pudshøvlen - mens man endnu kun havde håndens arbejde at gøre godt med - var to andre høvle i brug. Til den første grove bearbejdning anvendte man skrubhøvl, og skulle det være en bagklædning i et møbel brugtes intet andet. Efter skrubhøvlen, fik emnet en gang slethøvl og til sidst en omgang med pudshøvl.

Pudshøvlen fremstilles traditionelt af hårdttræ, hvidbøg eller avnbøg, frugttræ, buksbom eller lignende; undertiden forstærkes sålen med en særlig modstandsdygtig træsort, pokkenholt, palisander eller lignende. Længden er efter normalt (efter DIN - Deutsche Industri Norm?) 220 mm - mod skrubhøvl og slethøvlens 240. Jernet er dobbelt, bredden varierer på moderne høvle mellem 45 og 54 mm, men set i historisk perspektiv er der store variationer både i længde og bredde. Jernets vinkel er ca. 45°.

Rubank

Som - vistnok i sløjdsammenhæng - også kaldes Langhøvl er en høvl med et høvlhus med en længde af 40-75 cm. Rubank findes også som Jernhøvl.
Falsrubanken er en speciel rubank, der er anvendt som falshøvl.

Specielle Høvle

Af specielle høvle kan nævnes fx nothøvl, Falshøvl, Zieklingehøvl.


Se også

Kilde/reference

  • Søgning på 'plane iron sharpening' på google.com,
  • Konsulation med udlært tømrer/snedker.

ekstern henvisning

http://www.hyperkitten.com/tools/stanley_bench_plane/


Denne artikel var dagens artikel den 12. marts 2005.

,



Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.





Boligstedet.dk
Boligsite med dagligt opdaterede boligannoncer med lejeboliger i hele landet.
Lejebolig i Aarhus
Lejebolig i København
Lejebolig i Odense
Lejebolig i Aalborg
Rejseforsikringer
Husk at kontrollere din rejseforsikring inden du tager ud at rejse. Læs mere på: Rejseforsikring
Bilforsikringer
Sammenlign bilforsikringer og find information om forsikringer til din bil på: Bilforsikring


Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket.

Antal besøgende: