Videnskab
Inden for antropologien bruger man begrebet heks om en person, der er uskyldigt anklaget for at udøve trolddom. Under hekseprocesserne i Europa var de anklagede ofte gamle, ensomme kvinder eller udstødte, men også kristne præster har været et almindeligt offer. Anklagerne har gerne lydt, at heksen har spist børn, gjort dyrene på en gård syge, eller mænd impotente. Heksen har således ikke fungeret som et symbol på seksualitet, men på ufrugtbarhed og ulykke.
I modsætning til den almindelige opfattelse var den katolske kirkes inkvisition ikke ude efter hekse, men derimod kættere. Faktisk var det et dogme i lange perioder af den katolske kirke, at der ikke fandtes hekse. Jeanne d'Arc blev brændt som kætter - ikke som heks. Der var dog hekse, der blev brændt af den katolske kirke i middelalderen og under renæssancen. Oftere var det dog en hob af mennesker, der greb til selvtægt. Der er gerne hysteri forbundet med heksejagt.
Den store heksejagt fandt altså ikke sted under inkvisitionen eller den spanske inkvisition. Den store heksejagt fandt tværtimod sted lige efter reformationen i de reformerte lande, hvor den katolske kirke ikke længere havde magt til at insistere på, at heksejagt var forkert - inklusive Danmark.
Den første kendte heks, der blev dømt til bålet i Danmark, blev brændt i Stege i 1540. Under hekseprocessen kaldet Køge Huskors (1612) blev mindst 15 hekse dømt til bålet. Der har ikke efterfølgende været noget, der tydede på, at de var skyldige. En heksejagt er grufuld - ikke romantisk. Den officielt sidste dømte heks var Anne Palles, der blev brændt den 4. april 1693. Senere er der dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark til helt op i 1800-tallet. En af de berømteste heksesager var retssagen mod Maren Spliids i Ribe Ret. Hun blev dømt som heks den 9. november 1641. Selv så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri, han anlagde dog injuriesag og vandt.
Der er intet seriøst historisk belæg for, at der op gennem tiderne har været en fortsat sammenhængende eksistens af heksekulter. Faktisk har en sådan sammensværgelse kun været opfundet for at skabe frygt og rædsel. Men man kan finde vidnesbyrd op gennem historien på mennesker, der er blevet uskyldigt dømt for at udøve trolddom.
Kritik af Videnskaben
Videnskaben bygger meget på skriftlige kilder, og der forkommer ikke meget seksualitet i de støvende agter, da den normalt er sensureret bort. Men når det påstås, at hekse kan gøre mænd impotente, så må det også betyde, at hekse har magt over seksualiteten, og kan vælge om de vil gøre mændene potente eller impotente. Derudover er der meget stor forskel på dem, som i stilhed udnyttede folks overtro, og de ofte helt uskyldige, som blev brændt, og derfor optræder i de skriftlige kilder. Man havde ikke noget andet udtryk for seksualiteten end ordet ondskab. Datidens sprog manglede gloser.
Det siger sig selv, at en sammenhængende eksistens af heksekulter kræver at heksene kunne flyve, da de ellers ikke havde mulighed for at rejse så langt på kort tid, at de kunne samle sig i et større møde.
I øvrigt så forudsætter begrebet sort magi at der findes en hvid magi, som ikke var kriminel.
Inkvisition havde det med at brænde uskyldige som have tilstået under tortur, men som ikke ville bede om tilgivelse for noget som de ikke var skyldige i. Hvorimod dem, som tilstod alt og bad om nåde, og lovede aldrig at hekse mere, fik lov at gå. Inkvisition var på jagt efter en religion og efter andre menigheder end den katolske, ikke efter hekse som sådan.
Se også
Kilder/Henvisninger
Bøger:
- Heksenes gud, Margaret Murray, H. Hagerups forlag, København 1953.
- English Literature in the Sixteenth Centyry, Ecluding Drama, C. S. Lewis 1954.
