Giordano BrunoGiordano Bruno var en italiensk filosof og digter. Filippo Bruno, født i Nola ved Napoli i 1548 og |død på bålet i Rom d. 17. februar 1600. Da han træder ind i dominikanerordenen tager han navnet Giordano. Han læser på dominikanernes læreanstalt i Napoli, et af Europas bedste, hvorfra han i 1573 bliver ordineret præst. Han bliver doktor i teologi i 1575 og tager året efter til Rom. Da Inkvisitionen samme år forbereder en kætterisag mod ham, forlader han Rom og indleder sin lange vandring gennem Europa: omtrent 10.000 kilometer tilbagelægger han til fods mellem Europas universitetsbyer. Han ernærer sig i starten som lærer bl.a. i Noli (Ligurien), han er en tur i det franske, i Savoyen og retning mod Lyon. I 1579 er han i Calvins Genève, hvor han lægger sig ud med mægtige personer ved at trykke en kritik en af universitetets lærere. Han gør afbigt og forlader kort derefter Genève. Han tager til Lyon og kommer så til Toulouse, hvor han skriver sit første store værk om hukommelseskunsten De umbris idearum. Det skaffer ham gunst hos den franske kong Henrik den 3., ved hvis hof han bliver kongelig lektør, han underviser da ved Sorbonne. I 1583 tager han med den franske ambassadør Michel de Castelnau til London - efterretning om den farlige kætter iler ham i forkøbet. Han bor i et par år hos den franske ambassadør, og i den tid skriver han i rivende hast sine fem italienske dialoger, der har slået hans navn fast som stor forfatter. Han når at blive uvenner med det hele establishment, lige fra Oxfords grammatikere til hoffets lærde, hvem han havde en del tilfælles med - hans påvirkning kan spores hos bl.a. den unge Shakespeare og Marlowe. Den stadig skarpere trosstrid i Europa tvinger ham også væk fra England. Han rejser tilbage til Paris i 1585, hvor han på Sorbonne leverer et generalangreb på [[Aristoteles]' erkendelsesteori og kosmologi. Han flygter fra Paris, efter at være blevet indblandet indirekte i striden mellem huguenotter og katolikker. Han går til det protestantiske Wittenberg, hvor han i 1586 får lov til at undervise på universitetet i Aritoteles' lære. Fra denne periode stammer nogle af Brunos [latin]]ske værker, der mere systematisk beskriver hans teorier om erkendelsesteori og kosmologi. Han drager videre til Helmstadt, hvor de politiske konjunkturer er ham imod, og videre til Praha i 1588 til kejser Rudolf 2.s hof, hvor han ikke formår at vinde fodfæste - trængslen af magikere, røgen fra alkymister og larmen fra guldmagere og charlataner overskyggede hans naturfilosofi. Han drager til Frankfurt, hvor han ikke finder støtte og tager da til Venedig efter indbydelse fra den venetianske patricier Giovanni Mocenigo, der vil lære hans hukommelseskunst. I 1593 får Mocenigo ham arresteret og kastet i fængsel for kætteri, Rom insisterer på at få Bruno udleveret, Venedigs storråd beslutter at føje sig. I syv år sidder Bruno i Castel Sant' Angelos kældre. Den 17. februar i jubelåret 1600 blev han dømt og brændt som kætter i Rom på Campo dei Fiori.
|
|
Denne artikel er fra Wikipedia. Denne hjemmeside tager ikke resourcer fra Wikipedias hardware. Netleksikon.dk støtter Wikipedia projektet finansielt. Indholdet er udgivet under GNU Free Documentation License. Kontakt Netleksikon, hvis ophavsretten er krænket. Antal besøgende: |