Georg Brandes

Georg Brandes anses generelt for at have inspireret den venstreorienterede intellektuelle bevægelse i mellem-krigstiden kendt som kulturradikalisme.

Table of contents

1 Biografi 2 Bibliografi 3 Se også 4 Kilder

Biografi

I 1866 deltog han i den kontrovers der blev rejst om Rasmus Nielsens arbejder i et skrift om Dualismen i vor nyeste Filosofi. Fra 1865 til 1871 rejste han en del i Europa, hvor han lærte om litteraturens vilkår i de største læringscentre. Han første vigtige bidrag til litteraturkritikken var Æstetiske Studier (1868), hvori hans fremtidige udvikling allerede skimte, i adskillige korte monografier over danske poeter. I 1870 udgav han adskillige vigtige arbejder Den franske æstetik i vore dage, der primært handlede om Taine, Kritiker og Portraiter, og en oversættelse af Kvindernes Underkuelse af John Stuart Mill, som han havde mødt samme år under et besøg i England.

Brandes intog nu sin plads som den ledende kritiker i Nordeuropa, hvor han avendte Taines metoder på de lokale betingelser og tænkemåder. Han blev docent i dansk litteratur ved Københavns Universitet, hvor hans forelæsninger vakte stor sensation. Da professoratet i Æstetik blev ledigt i 1872, blev det som en selvfølge forventet at Brandes ville blive udnævnt. Men den unge kritiker havde fornærmet mange med sin indædte argumenteren for moderne ideer; han var kendt for at være jøde, han blev dømt for at være radikal, og han blev mistænkt for at være ateist. Hans overordnede nægtede at vælge ham, men hans egnethed til posten var så åbentlys at stolen som Professor i Æstetik på Københavns Universitet forblev åben, da ingen andre turde sætte sig selv i sammenligning med Brandes.

Midt i denne polemik begyndte kritikeren at udsende sit mest ambitiøse værk Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur, hvoraf der udkom fire bind imellem 1872 og 1875. Denne kritiks nyskabelse af litteraturen i de ledende lande i Europa i begyndelsen af det 19. århundrede, og hans beskrivelse af det generelle oprør imod pseudo-klassicismen fra det 18. århundrede, tiltrak øjeblikkeligt opmærksomhed udenfor Danmark. Værket står i dag som Det moderne gennembrud i dansk litteratur. I første del kritiserede Brandes blandt andet Romantikken og Romatismen og udtalte at "Det at en Litteratur lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat."

Den tumult der omgav personen forøgede arbejdets succes, og Brandes rygte voksede hurtigt, specielt i Tyskland og Rusland. Blandt hans senere arbejder skal nævnes hans monografier om Søren Kierkegaard (1877), Esaias Tegnér (1878), Benjamin Disaëli (1878), Ferdinand Lassalle (1877), Ludvig Holbberg (1884), Henrik Ibsen (1899) og Anatole France (1905). Brandes har skrevet tilbundsgående om de mest betydningsfulde af Danmark og Norges samtidige digtere og forfattere, og han og hans tilhængere har længe været dommere i litterær berømmelse i Norden.

Hans "Danske Digtere" (1877), indeholdende studier af Carsten Hauch, Ludvig Bødtcher, Christian Winther, og Paludan-Müller, hans Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og hans Essays (1889), betragtes som essentielle værker i studiet af moderne skandinavisk litteratur. Han skrev en fremragende bog om Polen 1888, og var medredaktør på en tysk biografi om Henrik Ibsen.

I 1877 forlod Brandes København og bostatte sig i Berlin, hvor han deltog i det æstetiske liv i byen. Hans politiske synspunkter gjorde dog at Preussen blev ubehagelig for ham at opholde sig i, og han vende i 1883 tilbage til København, hvor han blev mødt af en helt ny gruppe af forfattere og tænkere, der var ivrige efter at modtage ham som deres leder. Det vigtigeste af han senere arbejder har været hans værk om William Shakespeare, der blev oversat til engelsk af William Archer, og med det samme blev meget anerkendt. Det var måske det mest gennemarbejdede værk om Shakespeare, der ikke primært var skrevet til engelsksprogede læsere, der har været trykt i noget land.

Hans indflydelse på de skandinaviske forfattere i 1880'erne var meget stor, men en reaktion, ledt af Holger Drachmann, imod has "realistiske" doktriner, begyndte i 1885. I 1900 samlede han sine værker for første gang i en fuldstændig og populær udgave, og begyndte at overvåge en samlet udgave på tysk i 1902.

Hans broder Edvard Brandes, var også en kendt kritiker, og forfatter.

Bibliografi

• Om Dualismen i vor nyeste Filosofi (1866)
• Æstetiske Studier (1868)
• Kritiker og Portraiter (1870)
• Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur (1871)
• Danske Digtere (1877)
• Det moderne Gjennembruds Mænd (1883)
• Essays (1889)
• Polen (1877)

Se også

• Georg Brandes Skrivebord Det Kongelige Biblioteks udstilling om det moderne gennembrud.
• Kalliope om Brandes

• Artiklen er for størstedelens vedkommende oversat fra den engelske version
• Hansen, I.F. et al. red. (1994) Litteraturhåndbogen 4. udg. 6. opl. København Gyldendal''
• Blangstrup, C. red. (1915-1930) Salomonsens Konversationsleksikon 2. udg., København, J. H. Schultz Forlagsboghandel

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.