EF - Det europæiske fællesskab
I 1965 underskrives Fusionstraktaten om oprettelse af et fælles råd og en fælles kommision for de tre fællesskaber (EKSF, EØF og EURATOM). Da denne træder i kraft den 1. Juli 1967, begynder en ny tid for det som senere skal blive EU, da alle fællesskabene nu er samlet (fusioneret), og kaldes EF (Det europæiske fællesskab). Storbritannien, Norge, Danmark og Island søger i 1967 igen om medlemskab, men stoppes atter af Frankrigs vetoret.
I 1969 gik Frankrigs statsminister Charles de Gaulle af, og dette åbnede igen muligheden for at nye lande kunne blive medlemmer af EF. Der blev holdt folkeafstemninger i hvert af landene og dette endte med at Storbritannien, Danmark og Irland gik ind for at blive medlemmer i den nye union. Danmark havde folkeafstemning den 2. oktober, 1972. "Ja" siden vandt med 63.3%. Norge havde folkeafstemning om det samme spørgsmål den 25. september 1972, men stemte nej med et flertal på 53 procent. Unionen bestod nu af ni lande, og begyndte at få en stor indfyldelse over på europæiske forhold. Men det skulle snart vise sig at der fandtes stærke modsætninger internt i den unge union. I 1979 blev "jernkvinden" Margaret Thatcher premierminister i Storbritannien. Det viste sig hurtigt, at hun havde en meget fjendtlig holdning til det europæiske fællesskab. Hun mente at Storbritannien havde havde lidt store økonomiske tab siden landet blev medlem af unionen, og krævede at få pengene tilbage. Thatcher havde ingen juridisk ret på pengene, men det lykkes hende alligevel at gennemføre et kompromis. Grækenland, Spanien og Portugal blev også medlemmer i midten af 1980'erne og disse var med til at styrke unionen en del efter den omfattende strid med Storbritannien.
I 1985 indgik medlemslandene den såkalte Enhedstraktat som i stor grad lå til rette for det frie marked som landene var blivet enige om i Rom-traktaten. Der blev vedtatget over 300 tiltag, og i 1992, var de fleste af disse opfyldt. Norge havde folkeafstemning om EU-spørgsmålet for anden gang i 1994, men også denne gang stemte flertallet nej. Efter Sovjetunionen var gået i oplysning, mærkede EU et stadig større pres fra de østeuropæiske lande, som alle ønskede at blive medlemmer af unionen. Men det skulle vise sig at vejen mod medlemskab vil blive lang. EU's strenge krav om en fungerende økonomi og et demokratisk retssamfund, gjorde at de gamle østblok-lande ikke fik mulighed til at blive medlemmer af EU før i 2004.
Danmarks folkeafstemninger
- 2. oktober 1972 - Medlemskab i EF. - Ja 63,3% - Nej 36,7%
- 27. februar 1986 - Skal Danmark tiltræde EF-Pakken (Den Europæiske Fælles Akt). - Ja 56,2% - Nej 43,8%
- 2. juni 1992 - Folkeafstemningen handlede om Danmarks tiltrædelse af Maastricht-traktaten. - Ja 49,3% - Nej 50,7%
- 18. maj 1993 - Folkeafstemningen handlede om Danmarks tiltrædelse af Maastricht-traktaten og Edinburgh-afgørelsen. - Ja 56,7% - Nej 43,3%
- 28. maj 1998 - Folkeafstemningen handlede om Danmarks tiltrædelse af Amsterdam-traktaten. - Ja 55,1% - 44,9%
- 28. september 2000 - Folkeafstemningen handlede om Danmarks deltægelse i den fælles valuta (Euroen). - Ja 46,8% - Nej 53,2%
Vejen mod Euroen
Den 13. marts 1979 oprettede EF-landene Det europæiske monetære system (EMS). Dette gjorde de for at skabe stabilitet for de europæiske valutaer. Samtidig blev det oprettet en fælles europæisk valutaenhed kaldet ECU (European Currency Unit). I ECU'en indgik medlemslandenes valutaer med en tyngde svarende til landenes økonomiske betydning. Siden 1981 fungerede ECU som regneenhed i EU, og som fælles betalingsmiddel mellem de europæiske centralbanker i Europa. I 1992 blev Maastricht-traktaten underskrevet, hvilket ændrede EF til EU. Samtidig forpligtede medlemslandene sig med denne aftale til at indføre en økonomisk, monetær union, som yderligere skulle styrke det indre marked. Resultatet af denne aftale ser vi i praksis i dag gennem den fælles europæiske valuta Euro, som fik sit navn endelig fastlagt i 1995. ECU var den direkte forgænger til den europæiske møntenhed, og i dag har de fleste land i EU erstattet deres respektive valutaenheder med euroen (bortset fra de nye, østeuropæiske lande). Men Danmark, Sverige og Storbritannien har ikke indført den fælles valuta i Europa.
EØS-aftale
Den store fremgang til EU ved skabelsen af et indre marked, gav landene som stod udenfor EU, store, økonomiske udfordringer. Derfor tog EU-kommisionen initiativ til et tættere samarbejde med disse lande. Dette medførte aftalen om EØS (Europeisk Økonomisk Samarbejdsområde) som blev underskrevet i maj 1992. Denne aftale sikrede landene udenfor EU toldfri adgang til EU-markedet, med undtaglse af landsbrugsvarer og forædlede fiskeprodukter. Men landene måtte også tilpasse sig EU's regelsæt. Denne aftale koster også, og efter fornyelsen i 2003, måtte Norge nu betale 1,7 milliarder kr. per år til EU for at oprettholde aftalen. I dag er det kun Norge, Island og Liechtenstein som er med i EØS-aftalen. De fleste andre lande fra 1992, er i dag blivet fuldgyldige medlemmer af EU.
Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.