Bombefly

I løbet af 1. verdenskrig fandt man på at montere maskingeværer på flyvemaskinen til nedskydning af fjendtlige observationsfly, og piloterne fandt også på at nedkaste håndgranater over fjendens skyttegrave. I løbet af krigen udvikledes egentlige bomber til nedkastning fra flyvemaskinen; først nogle, som piloten smed ud over siden fra cockpittet, men siden monteredes bomberne i egnede holdere under flyet.

I mellemkrigstiden udvikledes flyvemaskiner kun beregnet til bombning, og efterhånden som nyttelasten øgedes, kunne maskinerne enten bære få, store bomber(op til 1 ton) eller mange, mindre bomber. I sidstnævnte tilfælde var der ikke plads til bomberne under flyet, så en egentlig bombelast udvikledes, hvor bomberne lå i holdere og blev ført ud gennem bombelugerne i bunden af flyet.

Til forsvar mod fjendtlige jagerfly indførtes en sekundær bevæbning af manuelt betjente maskingeværer, monteret i flyets sider, top, bund, for og agter, ofte i specielt indrettede, drejelige kanontårne (turrets).

Mere moderne forsvarsmekanismer består bl.a. af sensorer, der detekterer om fjendtlig radar er låst på flyet. I sådanne tilfælde kan man efterlade et kunstigt radarekko efter sig i luften ved at skyde chaff ud. Det er små sølvfoliestrimler, der bliver hængende længe i luften og reflekterer radarstråler.

Hvis flyet er mål for et varmesøgende missil, kan der udskydes flares, lyskugler, som med deres varmestråling lokker missiler væk fra flyet.

Se også

• Bomber og missiler
• militærfly.
• Våben

Denne artikel er fra Wikipedia. Læs artiklen hos Wikipedia.